Trafiksikkerhedsprojekt i Lundtoftegade
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til kommentarer vedr. trafiksikkerhedsprojekt i Lundtoftegade udarbejdet af Trafik-, Miljø- og Byrumsarbejdsgruppen.
Problemstilling
I krydset Lundtoftegade og Borups Allé er der registreret flere uheld med svingende trafikanter. Derfor ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at ombygge krydset ved at rykke stoplinjen på det vestlige ben af Borups Allé frem og supplere fodgængerfeltet med en midterhelle. I den modsatte side af krydset ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at etablere en venstresvingsbane. Teknik- og Miljøforvaltningen har lavet nogle kapacitets beregningerne der viser at projektet vil forbedre afviklingen i krydset i forhold til dagens forhold.
Der er registreret flere uheld på Lundtoftegade ved sidevejene. Uheldene er typisk mellem højresvingende bilister og ligeudkørende cyklister. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker derfor at ombygge krydsene og gøre dem tydeligere og mere fartdæmpende.
Der er herudover registeret flere uheld på selve Lundtoftegade mellem bilister på Lundtoftegade og bilister fra sidevejene. Uheldene kan skyldes dårlig oversigt ved sidevejene og høj hastighed på Lundtoftegade. Derfor ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at etablere et fartdæmpet område med bump til 40 km/t. Teknik- og Miljøforvaltningen vil samtidig omdisponere kørebanen og forbedre afmærkningen. Af hensyn til busdriften har vi projekteret pudebump som fartdæmpende foranstaltninger.
Med henblik på at forbedre trafiksikkerheden i krydset Lundtoftegade og Hillerødgade, ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen at tydeliggøre afmærkningen i krydset.
De valgte tiltag vurderes at forbedre trafiksikkerheden og tilgængeligheden på Lundtoftegade og de tilstødende kryds. Tiltagene i de krydsene med Hillerødgade og Borups Allé forventes at forbedre afviklingen i de pågældende kryds og fremkommeligheden på Lundtoftegade.
Udkast til høringssvar omdeles på mødet.
Deadline for aflevering af kommentarer d. 22. juni.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til kommentarer vedr. trafiksikkerhedsprojekt i Lundtoftegade udarbejdet af Trafik-, Miljø- og Byrumsarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkender udkast til kommentarer vedr. trafiksikkerhedsprojekt i Lundtoftegade udarbejdet af Trafik-, Miljø- og Byrumsarbejdsgruppen.