Mødedato: 19.11.2014, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Kvartermanager

Indstilling og beslutning

Forkvinden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg 
  1. at Lokaludvalget drøfter udvalgets holdning til kvartermanager på Nørrebro i 2015 og i fremtiden.
  2. at Lokaludvalget beslutter, at benytte de allerede afsatte midler til kvartermanager i 2015 og derudover 94.000 kr. af puljemidlerne i 2015 til at forlænge den nuværende ordning midlertidigt frem til 30. april 2015.

Problemstilling

Udvalgsmedlem Jette Nielsen har bedt om at få en drøftelse af Kvartermanager ordningen på Nørrebro på dagsordenen. Der ønskes en fælles drøftelse af, hvilke generelle og økonomiske overvejelser, der findes i Lokaludvalget i forhold til en kvartermanager i 2015 og i fremtiden.

Udvalgsmedlem Hans Mejlshede foreslår desuden, at der afsættes midler til en midlertidig forlængelse af vores nuværende kvartermanager frem til overførselssagen, hvor håbet er, at der afsættes midler til en forlængelse af ordning i 2015.

Baggrunden for Kvartermanager på Nørrebro skal findes i Bydelsplan for Nørrebro 2013, hvor Nørrebro Lokaludvalg ønsker bedre forhold lokalt for handel og virksomheder. Kvartermanager på Nørrebro er et af 15 bydelsplansprojekter i ”Bydelsplan for Nørrebro 2013” og et projekt som Lokaludvalget har arbejdet med en årrække.

Hans Mejlshede fremsætter forslaget, da han mener, at det er afgørende at bibeholde den nuværende kvartermanager, der har opbygget et stort netværk på Nørrebro og som Handelsforeningen og erhvervslivet er glade for og har et godt samarbejde med. Det er ifølge Hans for tidligt at afslutte det gode samarbejde og der mangler tid til at forankre de gode initiativer og traditioner, der er arbejdet på at bygge op.  Erhverv- og beskæftigelses arbejdsgruppen har desuden flere projekter i støbeskeen i 2015, som Hans Mejlshede mener, at der er behov for, at den nuværende kvartermanager varetager og afvikler – Herunder etablering af et Erhvervsråd og kortlægning af erhvervsudviklingen på Nørrebro.

En anden grund til, at han foreslår, at Lokaludvalget afsætter midler er etableringen af Nørrebrogade-projektets 2. etape. Omlægningen af 2. etape kommer til at udfordre handelslivet og her er det afgørende med en kvartermanager, der kan kommunikere med handelslivet og sikre, at der er aktiviteter og liv i gade og at de lokale interesser varetages.

Der er sendt en henvendelse af sted til Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell og håbet er, at der i Teknik- og Miljøforvaltningen eller senest i forbindelse med overførselssagen afsættes midler til at forlænge kvartermanagerordningen på Nørrebro. Denne model er brugt i forbindelse med Ny Amagerbrogade, hvor der er afsat 600.000 kr. årligt i fire år.

Men indtil der er en afklaring på, om der afsættes midler i forbindelse med overførselssagen foreslår Hans Mejlshede, at der afsættes midler til en midlertidig forlængelse, så det opbyggede netværk og kompetencer ikke går tabt.

Det er tidligere besluttet at afsætte 100.000 kr. af 2015 midler til medfinansiering af en kvartermanager i 2015. Da det ikke har været muligt at finde relevante fonde at søge foreslår Hans Mejlshede, at disse midler i stedet bruges til at forlænge Lokaludvalgets kvartermanager fra 1.januar-30. april samt, at der derudover afsættes 94.000 kr. af puljemidlerne for 2015 til løn og overhead.

 

Løsning

  1. Lokaludvalget drøfter udvalgets holdning til kvartermanager på Nørrebro i 2015 og i fremtiden. 
  2. Lokaludvalget beslutter at benytte de allerede afsatte midler til kvartermanager i 2015 og derudover 94.000 kr. af puljemidlerne i 2015 til at forlænge den nuværende ordning midlertidigt frem til 30. april 2015.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede udvalgets holdning til kvartermanager på Nørrebro i 2015 og i fremtiden.
  2. Der var afstemning om indstillingen.
    For stemte: Jens Villadsen, Johnny Beyer, Karen Henriksen, Kim Christensen, Lars Christiansen, Mogens Petersen, Niels Clemmensen, Sven Knudsen, Søren Grevesen-Hvass, Uzma Ahmed og Vagn Lauridsen.
    Imod stemte: Jette Nielsen, Jonas Jonsen, Karina Bergman, Klaus Sønderup og Masti Jutka.
    Undlod at stemme: Gitte Kristensen
    Indstillingen blev vedtaget og Lokaludvalget besluttede at benytte de allerede afsatte 100.000 kr. til kvartermanager i 2015 og derudover afsætte 94.000 kr. af puljemidlerne i 2015 til at forlænge den nuværende ordning midlertidigt frem til 30. april 2015.
Til top