Høring: Grøn cykelrute - Fælledparken-Guldbergshave
Indstilling og beslutning
- at Lokaludvalget drøfter og træffer beslutning om høringssvar til høring vedr. Grøn cykelrute - Fælledparken-Guldbergshave.
Problemstilling
Cykelruten gennem De Gamles By løber fra Sjællandsgade til Guldbergsgade. Den følger eksisterende vejforløb på Edith Rodes Vej og Agnes Henningsens Vej ned til Klarashus Plejecenter. Her deler ruten sig i 2 stier, der begge fører videre ud til Guldbergsgade. Hvor ruten deler sig i 2, følger den to eksisterende grusstier, der begge udvides til 3 meter brede dobbeltrettede fællesstier og befæstes med asfalt. I den nordlige ende forlænges Edith Rodes Vej til Sjællandsgade, hvor der etableres en ny overkørsel og indgang til De Gamles By. Mod syd nedlægges en renovationscentral for at skabe plads til gennemførslen af cykelruten, samt etablering af en mindre pladsdannelse på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade. (Ikke indeholdt i dette projekt) Hvor den sti, der føres syd for slottet, rammer Guldbergsgade, deler den sig i to spor, der omslutter de eksisterende træer, og derved skaber et bredere indgangsareal til området.
Ved Klarashus Plejecenter anlægges et felt i sorte tegl, der spænder på tværs over Agnes Henningsens Vej. Fladen virker opmærksomhedsskabende og hastighedsdæmpende og skal sikre beboere og borgere sikker færdsel på tværs af cykeltrafikken. Nye asfaltstier kantes med en række brosten. Brosten bruges ligeledes nedfældet i eksisterende asfaltarealer, for at lede cyklister den rigtige retning, hvor vejen deler sig.
Materialer
I svingene ved Agnes Henningsens Vej markeres ruten ved at nedlægge et brostensbånd i asfalten. Ved Klarashus anlægges den tværgående flade med sorte tegl, og brostensbåndene løber igennem. Fællesstierne mod Guldbergsgade anlægges i asfalt med brostenskant. Overkørsler ved Guldbergsgade og Sjællandsgade anlægges efter Københavns Kommunes forskrifter.
Belysning
Langs stierne mod syd, hvor eksisterende grusstier opgraderes, opsættes parklamper af typen ICON fra Louis Poulsen.
Beplantning
Ved den vestlige af de 2 indgange fra Guldbergsgade, anlægges et staudebed i øen mellem cykel‐ og gangstien.