Mødedato: 31.08.2023, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: skitseforslag for Thorsgade/Ydunsgade

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af skitseforslag for Thorsgade/Ydunsgade, udarbejdet af Byrum- Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Bylivsgadepuljen
I Budget 2022 afsatte Borgerrepræsentationen en pulje på 10 mio. kr. til at etablere grønne bylivsgader i København. Bylivsgadepuljens formål er at omskabe veje og gader til grønnere byrum, og dermed skabe trygge bykvarterer med mødesteder og udearealer. Det er Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, der administrerer puljen, og som udvikler og udfører bylivsgadeprojekter med udgangspunkt i lokale idéer og ønsker.

Den første ansøgningsrunde, med frist 31. januar, er afsluttet og forvaltningen modtog 81 ansøgninger fra borgergrupper i hele København og krydset af Thorsgade og Ydunsgade er ét ud af 10 projekter, som er udvalgt til at indgå i et skitseprojektforløb. 

Skitseforslaget for Thorsgade/Ydunsgade kan ses på Bliv Hørt: Skitseforslag i krydset af Thorsgade og Ydunsgade (kk.dk)

Projektet
Ved at løse den trafikale udfordring i den grå trekant og skabe et grønt byrum kan man skabe en plads i Ydunsgade, som historisk set har været en plads for kvarterets beboere på tværs af generationer. Gaden i dag opleves som grå og gold med trafikkaos af biler.

Ydunsgades kantsten i nordlig side forlænges op til Thorsgade. Fortovet gennemføres langs Thorsgade og skærer Ydunsgade. På denne måde etableres en stor trekant der kan blive til park til glæde for lokalmiljøet. Den eksisterende asfalt brydes op i trekantens hjørner og erstattes med plantebede til træer og planter. I det ene felt anlægges kvarterets fælles dyrkningshave i højbede. Stibelægningen udgøres af den eksisterende asfalt som også kan bruges til hinkeruder. Store kampesten placeres på pladsen og kan benyttes til uformel leg. En snoet bænk giver mange opholdspladser. Ud for Thorsgade 89-91 foreslås fjernet 2 parkeringspladser til fordel for plantekasser og opholdsmøbler. Dette skaber rum på tværs af gaden og giver flere opholdsmuligheder. Der ligger sandsynligvis ledninger i dette område hvorfor plantekasser vurderes som en god løsning.

Deadline d. 1. september. 

Udkast til høringssvar:

Vi mener at det er et meget flot forslag, der er blevet udarbejdet, som straks bør udføres. Det udnytter arealerne på en bedre måde for alle, og det er det vi har brug for i byen. Referencen til den anden side af Tagensvej ved Rådmandsgade/Titangade viser klart, hvor meget man kan få ud af det på sådan et trekantet areal. Det vil give karakter/genkendelighed og en balance på hver side af Tagensvej.

Thorsgade er i dag blevet en gennemkørselsgade (alternativ til Jagtvej) ned på bagsiden af Rådmandsgade Skole og en bred gade med meget plads giver meget hurtig kørsel, og der kan ikke laves bump. Også derfor bør gaden her snævres ind. Det vil simpelthen forbedre trafiksikkerheden i området, også nede bag skolen, hvor der er mange børn.

Forslaget vurderes at have en negativ klimaeffekt. Denne er dog begrænset til anlæggets udledninger, som bør søges reduceret ved at genbruge sten og undgå beton. Forslaget bør til gengæld tænkes som et LAR-anlæg, da der er betydeligt potentiale.

Lokaludvalget har været i dialog med borgere og naboer på Facebook, hvor der også var opbakning til forslaget. Her har vi også opfordret borgere til at skrive høringssvar med input på Bliv Hørt-portalen, hvilket 76 borgere allerede har gjort til dette skitseforslag.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af skitseforslag for Thorsgade/Ydunsgade, udarbejdet af Byrum- Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. høring af skitseforslag for Thorsgade/Ydunsgade, udarbejdet af Byrum- Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Gunnar Degnbol var inhabil i behandlingen af punktet.

Til top