Høring: 2. behandling af budgetmodel for almenskoler
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender høringssvar vedr. 2. behandling af forslag til ny budgetmodel for almenskoler udarbejdet af Børne- og Ungearbejdsgruppen
Problemstilling
Den nuværende budgetmodel for almenskoler blev indført i 2008. Den er løbende blevet udvidet i takt med udmøntning af nye initiativer og effektiviseringer, og den er som konsekvens heraf blevet mere kompleks og svær at gennemskue. Samtidig rummer modellen en række udfordringer og der er derfor et behov for at justere modellen med henblik på at tydeliggøre budgetforudsætninger, skabe en større transparens og budgetsikkerhed for den enkelte skole samt give alle skoler et robust budget til at drive en god skole.
Med afsæt i den nuværende budgetmodels udfordringer har forvaltningen udarbejdet et forslag til en ny budgetmodel. I bilag 1 illustreres, hvordan modellen er opbygget. Det afgørende skifte i den nye budgetmodel er, at den i højere grad har et omkostningsperspektiv i budgettildelingen. Tildelingen går dermed fra at have stor vægt på den enkelte elev til i stedet at basere en større del af budgettet på antallet af klasser og skolestørrelsen som de bærende elementer. Den nye budgetmodel tager udgangspunkt i de uundgåelige og lovpligtige aktiviteter, der er forbundet med at undervise en klasse og drive en skole af en given størrelse. Den udligner forskelle i rammevilkår og understøtter derfor i større grad driften af skoler med enten svingende eller lavt elevoptag. Derudover fastholder modellen et incitament til at tiltrække elever og skaber en høj grad af transparens.
Den nye budgetmodel omhandler alle folkeskoler i Københavns Kommune. Europaskolen er undtaget.
For Nørrebros skoler, vil den nye budgetmodel betyde følgende for skolernes budget:
Nørre Fælled Skole mister 950.995 kr. / - 4 %
Nørrebro Park Skole mister 1.100.667 kr./ - 3 %
Guldberg Skole mister 768.128 kr. / - 2 %
Rådmandsgade Skole mister 697.132 kr. / - 2 %
Blågård Skole får ekstra 827.242 kr. / + 3 %
Deadline for indsendelse af høringssvar d. 25. september 2020
Da høringen først er modtaget en uge inden dagsorden skulle udsendes, eftersendes udkast til høringssvaret. Arbejdsgruppen er pt. i dialog med forælderorganisationen Brug Folkeskolen og nogle af skolebestyrelserne og skoleledelserne på de fem folkeskoler på Nørrebro. Arbejdsgruppen vil gerne nå at komme i dialog med dem alle inden udkastet til høringssvaret skrives.
Løsning
Lokaludvalget godkender høringssvar vedr. 2. behandling af forslag til ny budgetmodel for almenskoler udarbejdet af Børne- og Ungearbejdsgruppen.