Input til Budget 2022
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget drøfter og godkender input til Budget 2022.
Problemstilling
Lokaludvalget skal indsende input til budgetforhandlingerne umiddelbart efter lokaludvalgsmødet den 31. maj 2021.
Her følger en liste med forslag til input, som Nørrebro Lokaludvalg kan sende ind til Borgerrepræsentationen inden forhandlinger om Københavns Kommunes budget for 2022.
Det er en bruttoliste, bestående af tidligere ønsker og input, aktuelle sager, og input der er blevet til på baggrund af borgerhenvendelser som Lokaludvalget har modtaget løbende.
De foreslåede input er ikke sat op i prioriteret rækkefølge, og det skal på lokaludvalgsmødet drøftes om alle de oplistede input skal med samt om der er andre sager, der skal på listen.
- Realiseringen af grønne tiltag fra Helhedsplanen for De Gamles By
I Helhedsplanen for De Gamles By er der beskrevet en række tiltag, der skal sikre og forbedre det grønne i De Gamles By. Helhedsplanen er godkendt og der blev afsat midler til nogle af tiltagene på Overførselssagen. Der mangler stadig finansiering af en støjmur og fortætning af beplantning i Nordpolen, opgradering af det grønne rum på Møllepladsen bl.a. med en siddekant i kantzonen ud til Møllegade og lommegrønt og nye træer i hele De Gamles By. Det er altafgørende for balancen i De Gamles By at de grønne tiltag fra planen følges op økonomisk, særlig nu i forbindelse med de to store byggerier på området. (Økonomi: 20 mio. kr. til anlæg)
- Nedslidte legepladser på Nørrebro
Der er brug for en renovering og opgradering af flere af Nørrebros legepladser. Flere af legepladserne var i forvejen nedslidte, og under Covid-19-nedlukningen er bydelens legepladser er blevet brugt rigtig meget. Det er skabt yderligere slitage og synliggjort at nogle af vores legepladser i bydelen trænger til en opgradering. Vi mener at bl.a. at følgende legepladser trænger til renovering og opgradering: legepladsen ved Sjællandsgade/Guldbergsgade-krydset, på Guldbergs Plads, i BaNanna Park, på Blågårds Plads og legepladsen i Baldersgade. (Økonomi: Ukendt).
- Offentligt toilet ved Dr. Louises bro
Dronning Louises Bro bliver brugt rigtig meget i sommerhalvåret. Der er i den grad brug for et offentligt toilet, så de grønne områder og cykeltunnelerne ikke bliver brugt. (Økonomi: ca. 1.2 mio. kr. til offentligt toilet og midler til drift).
- Sikker Skolevej-trafiksikring af Mimersgade
Vi modtager løbende mange henvendelser omkring trafiksikkerhed og sikker skolevej omkring Rådmandsgade Skole, heriblandt et ønske om cykelsti i Mimersgade. Der er allerede et Sikker Skolevej-tiltag i gang i Rådmandsgade, men ikke i Mimersgade. Derfor peger vi på en prioritering af en cykelsti på Mimersgade mellem Jagtvej og Bragesgade. (Økonomi: Ukendt)
- Udskiftning af lys på de eksisterende kunstgræsbaner i Nørrebroparken
For at imødekomme naboernes klager om lys- og lydgener fra de to eksisterende 7-mandskunstgræsbaner i Nørrebroparken, foreslår vi at der afsættes midler til at opgradere belysningen til ny teknologi, der giver væsentlig mindre lysforurening og et nyt styresystem, som kan tidsstyre lyset, hvormed lydgenerne begrænses. På årets Overførselssag blev det besluttet, at forvaltningen skal gå i gang med at indhente en fornyet dispensation fra Fredningsmyndighederne og en byggetilladelse til udskiftning af lysene. Så nu skal finansieringen prioriteres ifm. forhandlingerne om Budget 2022. (Økonomi: 1 mio. kr. + drift på 0,1 mio. kr. årligt)
-
Trafikken ved Skjolds Plads st.
Vi har modtaget en række henvendelser om trafikken ved Skjolds Plads Metrostation. Det var oprindelig tanken, at der skulle køre biler og busser henover metroforpladsen ved Skjolds Plads. Det blev dog droppet efter ønske fra lokale borgere og os. Desværre fik man ikke ændret i forpladsens indretning. Det betyder i dag, at trafikafviklingen ikke fungerer særlig godt i området, da den i høj grad er indrettet til, at der skal køre biler og busser henover pladsen. Det giver anledning til en række farlige situationer hver dag med biler, der enten vender eller kører henover pladsen, selvom det ikke er tilladt. Vi ønsker derfor, at der bliver gjort noget ved trafikafviklingen ved metroforpladsen og de omkringliggende gader, så det er tydeligt, at man ikke må køre bil henover metroforpladsen. (Økonomi: Ukendt).
- ”Lersøkilden”
Vi, Miljøpunkt Nørrebro og Bispebjerg Lokaludvalg ønsker at man i forbindelse med det skybrudsprojekt, der er vedtaget i Lersøparken, hvor man vil lave en ny sø, omlægger rørføringen af Lersøkilden, så den ikke længere ledes direkte i kloakken, men i stedet ledes over i Lygte-/Ladegårdsåens rørføring. Det vil sikre mere vand til Søerne og spare københavnerne penge, da man ikke længere skal betale for at lede rent vand direkte ud i kloakken. Dette input sendes ind på vegne af Bispebjerg Lokaludvalg, Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro. (Økonomi: 1.2 mio. kr.).
- Fritidens Hus på Ydre Nørrebro
Efter mange år med en usikker fremtid ift. matriklen på Skodsborggade 6 er det på tide at der investeres i, og tages en god og langvarig beslutning om lokaleforholdene for Fritidscenter Ydre Nørrebro (FCYN). Personale, ledelse og bestyrelse i fritidscenteret har udarbejdet en vision ("Fritidens Hus") for, hvordan fritidscenteret kan udvikles. Visionen er, at udnytte ledige etager i Skodsborggade 6 og skabe et stort visionært børne- og ungehus. Dvs. et hus fyldt med fritidsaktiviteter for børn og unge ml. 10-18 år på Ydre Nørrebro på tværs af foreningsliv, fritidsaktører, forvaltninger, Ungdomsskole mm. Men det kræver en langtidslejekontrakt på min. 10 år, øjeblikkelig brugsret til de 350 m2 tomme lokaler på 4. sal og en generel istandsættelse af bygningen. (Økonomi: Ukendt)
- En større driftsbevilling til Kapellet på Assistens Kirkegård
Der er lige nu en proces i gang med ny ibrugtagning af kapellet på Assistens Kirkegård. Modellen for driftsaftalen er lig den forhenværende aftale (huslejefrihed samt et årligt driftstilskud på 300.000 kr.). Den tidligere bruger har brugt 85.000 kr. årligt på forbrug. Da der er begrænsede muligheder for at have en indtægt i kapellet for foreninger/aktører, er det vores vurdering, at man kan sikre en mere stabil drift af huset med mange aktiviteter, hvis det årlige driftstilskud hæves. (Økonomi: Ukendt)
- Tryghedspartnerskab på Ydre Nørrebro og i Bispebjerg
Utrygheden er stadig høj på Ydre Nørrebro og i Bispebjerg. Omkring hver 5. borger i de to områder svarer, at de er utrygge i aften- og nattetimerne i deres kvarter. Trods mange tiltag med nye byrum mm. er utryghed en markant problemstilling i begge områder. For at øge trygheden og mindske kriminaliteten samt arbejde systematisk med problemstillingerne i områderne, foreslår vi et tryghedspartnerskab som deles mellem Bispebjerg (40 %) og Ydre Nørrebro (60 %). Der er opbakning fra de boligsociale helhedsplaner på Ydre Nørrebro og i Bispebjerg (bl.a. fra Sigynsgade, NørrebroByggerne, Os fra Mimerskvarter og Bispeparken m.fl.), der gerne vil omfattes af et tryghedspartnerskab. (Økonomi: 7 mio. til 4-årig indsats fra primo 2022 til ultimo 2025)
- Ekstra busstoppested i Lundtoftegade
Vi har gennem årene modtaget en del henvendelser fra borgere i Lundtoftegade-kvarteret, der har svært ved at benytte busnettet efter bus 66 er nedlagt og stoppestedet på Lundtoftegade ved Høsterkøbgade er nedlagt. Særligt ældre og gangbesværede borgere fra Nørrebro Vænge og AKB Lundtoftegade oplever udfordringer med afstanden til nærmeste stoppested. Derfor bakker vi op om den aktuelle borgerdrevne kampagne for at få et ekstra stoppested for 250 S på Lundtoftegade. (Økonomi: ca. 400.000 til etablering af busstoppested) - Trafikal løsning i Guldbergsgade/Møllegade-krydset
Ombygningen af Nørrebrogade har medført øget biltrafik i sidegaderne til Nørrebrogade. Lokale beboere oplever en del gennemkørende biltrafik og mange svingende biler, i særlig grad i krydset mellem Møllegade og Peter Fabers Gade. Vi har tidligere fremsendt et forslag til en trafikal løsning, hvor vi foreslår at ensretningerne på hhv. Mølledgade og Peter Fabers Gade byttes om, samt at der spærres for gennemkørsel i Guldbergsgade mellem Møllegade og Peter Fabers Gade. (Økonomi: 500.000 kr. til trafikomlægning).
- Ind- og udfletning fra Søernes cykelsti til Baggesensgade
Der er rigtig mange cyklister, der dagligt benytter cykelstien langs Søerne. Vi oplever, at der opstår en del farlige situationer ved ind- og udfletningen fra cykelstien til Baggensensgade. Kombinationen af den etablerede helle med høj brostenskant mellem cykelstien og Peblinge Dossering og de relativt afgrænsede områder, hvor det er muligt at krydse, skaber flaskehals og farlige situationer. Derfor peger vi på, at der skal arbejdes med en bedre løsning, der giver mulighed for ind- og udfletning over et større område. (Økonomi: Ukendt).
-
Trafikøer på Nørrebro
Vi ønsker at trafikøerne på Nørrebro færdiggøres (inkl. Guldbergsgade/Møllegade-krydset og Trafikplan Indre Nørrebro fra Områdefornyelsen) for at understøtte færre trafikulykker, mindre luftforurening fra gennemkørende trafik og mindre CO2-udledning. Nørrebro er i nyere opgørelse markant overrepræsenteret i trafikulykker og luftforurening (fx Google luftforureningsprojekt) fra den gennemkørende trafik. Vi har noteret, at forvaltningen i Mobilitetsanalyserne, som kommer til forhandling til Budget 2022, også peger på Trafikøer som løsning til at leve op til Københavns Klimaplan. (Økonomi: Ukendt).
Løsning
Lokaludvalget drøfter og godkender input til Budget 2022.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte input til Budget 2022, med de faldende bemærkninger.