Nedtagningen af Skulpturen Globus på Assistens Kirkegård
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget drøfter og beslutter deres holdning til nedtagningen af Skulpturen Globus på Assistens Kirkegård.
Problemstilling
Forvaltningen vil gerne høre om Lokaludvalget har nogen kommentarer til at man nedtager skulpturen Globus pga. manglende vedligehold.
Skulpturen er erhvervet i 1995 til opstilling ved Askefællesgraven på Assistens Kirkegård. Skulpturen havde sit udspring i FN´s sociale topmøde i København hvor i alt 25 kunstnere hver skabte et kunstværk til lejligheden.
Det er forvaltningens opfattelse, at skulpturen var tænkt som midlertidig. Peter Lundings skulptur er udført i stål, kobber, asketræ og bladguld. Skulpturen er efter kunstnerens anvisninger opstillet med græsklædt fundament og måler ca. 2½ meter i højden. ”Globus” er næppe konciperet med et langvarigt udendørsliv for øje og er efter mere end 25 år på Assistens Kirkegård meget medtaget af vind og vejr – med løse, rustne skruer, afskalninger og rådne, udstikkende pinde.
Det er forvaltningens vurdering, at skulpturen i dag er usikker og potentielt farlig for f.eks. legende børn. Forvaltningen har derfor nu afspærret skulpturen med advarselsbånd.
Forvaltningen vil ikke anbefale en restaurering, fordi nedbrydningen af monumentet er fremskreden. Hertil kommer, at der ikke er afsat midler på kirkegårdens budget til formålet.
Det er Stab Juras vurdering, at der ikke formelt er noget til hinder for skulpturens nedtagning. Forvaltningen indstiller under alle omstændigheder, at skulpturen nedtages hurtigst muligt efter årsskiftet 2022/2023 og placeres på en oplagsplads.
Sekretariatet har forespurgt forvaltningen, om de havde en anden skulptur på lager, som man kunne stille op på stedet. Men de har ikke en skulptur, der er velegnet til formålet. De bemærker dog, at kunst på kirkegårde er en god idé, og at kirkegårdskontoret løbende har drøftelser over både kunstnere og værker, der kunne være relevant at placere på de åbne arealer på kirkegårdene. Noget sådant kunne meget vel realiseres sammen med en eller flere fonde.
Hvis der fra lokaludvalgets side er ønske om at være en del af et sådan arbejde, så er I velkomne til at deltage i det, er beskeden.
Løsning
- Lokaludvalget drøfter og beslutter deres holdning til nedtagningen af Skulpturen Globus på Assistens Kirkegård.
Beslutning
Lokaludvalget drøftede og besluttede at Lokaludvalgets holdning er, at man gerne ser en erstatningsskulptur opstillet og at man fremadrettet laver vedligeholdelsesbudgetter for kunst der opsættes i byrummet.