Høring: Forslag til ændret regulativ for erhvervsaffald
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til Høring vedr. Forslag til ændret regulativ for erhvervsaffald udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Kommunens regulativ for erhvervsaffald skal ændres som følge af nye nationale krav om, at virksomheders betaling for deltagelse i kommunale affaldsindsamlingsordninger ikke længere skal ske i form af betaling af affaldsgebyrer, men i stedet ved betaling af en pris svarende til markedspris. I dag betaler både virksomheder og husholdninger affaldsgebyrer for benyttelse af kommunernes ordninger. Virksomheder, der ligger i ejendomme med både virksomheder og husholdninger, og som benytter de kommunale affaldsordninger for husholdningsaffald, vil ifølge udkastet fra den 1. juli 2023 skulle betale en pris svarende til markedspris.
Forvaltningen vil i løbet af foråret 2023 orientere virksomheder og grundejere om muligheden for at benytte de kommunale affaldsordninger og prisen herfor.
Derudover foreslås det, at regulativet for erhvervsaffald ændres, så der fra 1. januar 2024 stilles krav om, at virksomheder, som deltager i den kommunale indsamlingsordning for restaffald, og som benytter sække til emballering af restaffald, skal anvende klare plastsække. Dette forslag er ikke en del af den nye nationale lovgivning, men skyldes, at kommunen oplever, at store mængder usorteret affald fra virksomhederne i dag afleveres til restaffaldsordningen i sorte affaldssække.
Kravet om anvendelse af klare sække forventes at øge sorteringen af virksomhedernes genanvendelige affald, gøre tilsynene mere effektive, og at give virksomhederne bedre mulighed for selv af rette op på fejlsortering.
Forslag til ændret regulativ for erhvervsaffald kan ses på www.blivhoert.kk.dk.
Høringsfrist var d. 23. januar. Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har godkendt og indsendt et høringssvar, da deadline var inden lokaludvalgsmødet.
Løsning
- Lokaludvalget godkender høringssvar til høring vedr. forslag til ændret regulativ for erhvervsaffald udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte høringssvaret.