Mødedato: 30.08.2018, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høringssvar: Forslag til kommuneplantillæg for Butiksstørrelser i detailhandlen

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. Intern høring: Kommuneplantillæg - Butiksstørrelser for detailhandel udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Formålet med det kommende kommuneplantillægget er at ændre Kommuneplan 2015’s butiksstørrelser i bymidter og lokalcentre inden for Planlovens nye rammer, mens andre forhold i detailhandelsrammerne, herunder afgrænsning af eller det samlede mulige detailhandelsareal i de enkelte rammer, ikke forventes at blive ændret. Eventuelle yderligere ændringer afventer den kommende revision af kommuneplanen, der forventes af ske i 2019.

Baggrund: Folketinget har med den nye planlov ændret bestemmelser om detailhandel. Borgerrepræsentationen har den 12. oktober 2017 vedtaget, at forvaltningen udarbejder et kommuneplantillæg for at indføre planlovens nye muligheder, dog således at Kommuneplan 2015 overordnede detailhandelsstruktur respekteres. Der gennemføres et tillæg nu, i stedet for at vente til den kommende kommuneplanrevision, for at imødekomme efterspørgslen efter muligheden for store udvalgsvarebutikker i City.

Før lovændringen var den maksimale butiksstørrelse for dagligvare- og udvalgsvarebutikker i bymidter og bydelscentre fastlagt til henholdsvis 3.500 m² og 2.000 m², og den maksimale butiksstørrelse for butikker i lokalcentre til 1.000 m². Med ændringen er den maksimale butiksstørrelse for dagligvarebutikker i bymidter og bydelscentre fastlagt til henholdsvis 5.000 m² og i lokalcentre til 1.200 m². Grænsen for den maksimale butiksstørrelse for udvalgsvarebutikker er ophævet og fastlægges derfor af kommunen i kommuneplanen.

Deadline d. 9. september.

Udkast til høringssvar:

Vi mener, at de nuværende grænser for butiksstørrelser skal bevares, da der er ikke noget behov for at ændre i dem. En ændring kan også føre til en øget butikskoncentration, hvilket vil skade det lokale handels- og byliv.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. Intern høring: Kommuneplantillæg - Butiksstørrelser for detailhandel udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. Intern høring: Kommuneplantillæg - Butiksstørrelser for detailhandel udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Til top