Høring: Forslag til Kommuneplanstrategi 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. forslag til Kommuneplanstrategi 2018.
Problemstilling
En kommuneplanstrategi er Borgerrepræsentationens politiske strategi for den fysiske udvikling af kommunen. Borgerrepræsentationen skal indenfor den første halvdel af deres valgperiode vedtage kommuneplanstrategien. Efterfølgende udmønter Borgerrepræsentationen strategien i en plan: Kommuneplanen. Den vedtages typisk i slutningen af en valgperiode. Kommuneplanen ligger dermed klar som et grundlag for den nye Borgerrepræsentationens arbejde med den næste kommuneplanstrategi. Der er altså tale om en rullende planlægning, der følger valgperioden og hvor det første skridt er en kommuneplanstrategi.
Denne kommuneplanstrategi er delt op i fem temaer:
- En social blandet by
- En grøn, sund og bæredygtig by
- En kulturel storby med kant
- En by i vækst med talenter og arbejdspladser
- En international byregion
Kommuneplanstrategien har været til diskussion i alle tre arbejdsgrupper.
Forvaltningen har lavet en skabelon til udformning af høringssvar, som de opfordrer til, at man tager udgangspunkt i. Forvaltningen beder også om, at der i høringssvarene bør være en skelnen mellem bemærkninger til kommuneplanstrategien og deciderede ændringsforslag til indholdet (der opfordres til at fokusere på indhold, som berører det pågældende lokaludvalgs arbejdsområde).
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil efter høringsperioden, med en hvidbog over de indkomne høringssvar, behandle forslaget til kommuneplanstrategi 2018. Herefter vil forslaget blive sendt i offentlig høring, sandsynligvis en gang i efteråret.
Der er deadline for indsendelse af høringssvar d. 19. juni.
Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har tilbudt at sammenfatte et høringssvar. De andre to arbejdsgrupper kan fremsende input til Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen frem til deres møde d. 6. juni.
Løsning
Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. forslag til Kommuneplanstrategi 2018.
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. forslag til Kommuneplanstrategi 2018 på baggrund af input fra arbejdsgrupperne.