Høring: Skoledistriktsændringer for skoleåret 2025/26
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget bemyndiger Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar vedr. ændring i skoledistrikter for 2025/26.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår skoledistriktsændringer for skoleåret 2025-26 for Rådmandsgades Skole, Brønshøj Skole, Nordøstamager Skole og Bellahøj Skole.
Skoledistriktsændringer for Rådmandsgades Skole
Rådmandsgade Skole indskriver i det kommende skoleår for mange klasser i forhold til skolens kapacitet. Skolen er 4-sporet og indskriver 5 skolespor i det kommende skoleår. Jf. nyeste behovsprognose forventes denne tendens at forsætte for skolen, hvis der ikke laves en distriktsændring, som sænker antallet af børn i skolens distrikt.
Derfor foreslås det at rode 159 (området mellem Titangade, Tagensvej og Sigurdsgade) flyttes fra Rådmandsgades Skole til Nørre Fælled Skole og karré 14301C, 14404 og 14405 (ved Søllerødgade, Jagtvej og Julius Blom Gade) flyttes fra Rådmandsgades Skole til Guldberg Skole. Forslaget forventes at flytte 14 elever fra Rådmandsgade Skole, hvoraf 10 elever fordeles til Guldberg Skole, mens 4 elever fordeles til Nørre Fælled Skole.
Med hensyn til socioøkonomi vil Rådmandsgade Skoles socioøkonomi ændre sig fra 0,08 til 0,06, hvor 0 er byens gennemsnit. Derudover vil Guldberg Skoles socioøkonomi ændre sig fra 0,25 til 0,29, mens Nørre Fælled Skoles socioøkonomi ændrer sig fra -0,31 til -0,36. Nørre Fælled Skole har i forvejen en lav socioøkonomi, og der er ikke - ifølge forvaltningen - nogen anden løsning, som i højere grad understøtter princippet om en bred elevsammensætning, medmindre der igangsættes en større rokade af skoledistrikter i området, som omfatter flere skoler. Dertil medfører ændringen, at elever fra rode 159 ikke længere skal krydse Tagensvej for at komme i skole.
I forhold til sikre skoleveje, så er det ikke Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at der vil være udfordringer med rode 159 til Nørre Fælled Skole. Ift. ændringen til Guldberg Skole, påpeger forvaltningen at ændringen vil betyde, at eleverne skal passere krydset ved Nørrebros Runddel, som er en trafikeret overgang.
Forslaget er nu sendt i seks ugers høring hos skolebestyrelser, lokaludvalg, Skole og Forældre, Brug Folkeskolen, Københavns Forældreorganisation, Københavns Fælles Elevråd og Ungerådet.
Høringsfrist: 17. maj 2024
Sagen behandles efter høring på Børne- og Ungdomsudvalgsmødet den 14. august 2024.
Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen har taget kontakt til skolebestyrelserne på hhv. Rådmandsgades-, Guldberg- og Nørre Fælled Skoles forældrebestyrelser og aftalt at forslaget til distriktsændringer drøftes på det planlagte skolebestyrelsesnetværksmøde den 6. maj.
Materialet for distriktsændringer ved Brønshøj Skole er ikke vedlagt, men kan findes på Bliv Hørt.
Løsning
Lokaludvalget bemyndiger Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar vedr. ændring i skoledistrikter for 2025/26.
Beslutning
Lokaludvalget bemyndigede Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar vedr. ændring i skoledistrikter for 2025/26.