Henvendelse vedr. ændringer af krav til kranbiler til afhentning af skrald i nedgravede affaldsbeholdere
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
-
at Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse vedr. ændring af krav til størrelsen af de kranbiler, der skal kunne afhente skrald i nedgravede affaldsbeholdere, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Byrum-, Miljø og Trafikarbejdsgruppen har diskuteret ændring i krav til størrelsen af de kranbiler, der skal kunne komme frem og afhente skrald i nedgravede affaldsbeholdere. De krav der er anført i vejledningen til nedgravede affaldsbeholdere er ændret fra 10 til 12 meter. Det betyder, at der skal være plads til, at en kranbil på 12 meter skal kunne dreje og vende, hvilket i praksis gør det umuligt at få etableret nedgravede affaldsløsninger på store dele af Nørrebro. Det mener arbejdsgruppen er meget problematisk. Løsningen med nedgravede affaldsbeholdere er noget man, sammen med Miljøpunkt Nørrebro, længe har arbejdet på at få udbredt til hele Nørrebro.
Udkast til henvendelse:
I forbindelse med arbejdet med offentlige sorteringspunkter og pilotprojektet for sammenlægning af sorteringspunkter og gårdenes affald, er vi blevet opmærksomme på, at forvaltningen stiller krav om 12 meters kranbiler. I den tidligere vejledning var kravet 10 meters biler, men det er nu ændret til 12 meter i vejledningen, uden at vejledningen er versioneret eller omdateret. Selv om vejledningen er ændret, er den stadig dateret september. Reglerne giver store problemer for både private og offentlige:
Offentlige arealer:
På Nørrebro er mange veje smalle og mange veje er efterhånden blinde, fordi vi ønsker at begrænse biltrafik og fremme cyklisme. Når kranbilerne skal køre på disse blinde veje, skal de have en vendeplads til 12 meters lastbiler, hvilket er urealistisk (det er ikke tilladt at bakke). Derfor er det i meget store dele af bydelen umuligt at få tilladelse til at indrette nye affaldsløsninger, fordi de skal godkendes. De eksisterende affaldsløsninger er også ulovlige, hvis de skulle have tilladelse ud fra de nuværende regler. Derfor er affaldsindsamlingen i store dele af bydelen kun lovlig, fordi man ikke har søgt tilladelse til køretøjerne eller fordi tilladelserne er så gamle, at de ikke skal leve op til nutidens regler om 12 meters biler, selv om ruterne reelt køres med 10 meters biler.
Private arealer:
Vi kender til private (fx AKB Lundtoftegade), som har indkøbt materiel under de gamle regler, men nu pludselig skal efterleve nye strammere regler, hvor de skal have en vendeplads til en 12 meters lastbil på egen matrikel (fordi forvaltningen heller ikke vil give tilladelse til at bakke, selv om der er kamera i bilen osv.). Dette er urimeligt og betyder, at der er indkøbt affaldskummer for mio. af kroner, som i flere år har stået ubrugte. Spørgsmålet er, om AKB Lundtoftegade og andre, der har indkøbt materiel under de tidligere regler, ikke har en ret til at få godkendt 10 meters kranbiler. Vi forventer at forvaltningen tager ansvar og finder en god løsning på de opståede problemer.
Nørrebro Lokaludvalg finder det tvivlsomt ift. de forvaltningsretlige principper og borgernes forventning om forudsigelighed og gennemsigtighed, at man ændrer reglerne uden at gøre opmærksom på det og uden at versionere og omdatere vejledningen. Vi mener at forvaltningen er nødt til at gå tilbage til 10 meters biler, da 12 meters biler overhovedet ikke er egnede til Nørrebro og andre kvarterer. Det hænger ikke sammen med en by med mindre asfalt, cykelstier, grønne bydelsgader osv. Det må være muligt med de mange nye el-lastbiler på vej, at København kan efterspørge 10 meters kranbiler til tømning af nedgravede affaldsløsninger på markedet, hvis de ikke allerede udbydes.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse vedr. ændring af krav til størrelsen af de kranbiler, der skal kunne afhente skrald i nedgravede affaldsbeholdere, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til henvendelse vedr. ændring af krav til størrelsen af de kranbiler, der skal kunne afhente skrald i nedgravede affaldsbeholdere, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen med en tilføjelse om Titanparken.