Mødedato: 29.10.2024, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Henvendelse om brug af varmelamper

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse vedr. brug af varmelamper, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har på sit møde d. 10. september drøftet brug af varmelamper i bydelen i forbindelse med udeservering, på baggrund af en borgerhenvendelse. Arbejdsgruppen lagde et udkast til en henvendelse på lokaludvalgsmødet d. 25. september. Udkastet blev sendt retur til Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen, og arbejdsgruppen har på sit møde d. 3. oktober drøftet sagen igen. Arbejdsgruppen har skrevet et nyt udkast til en henvendelse, hvor der fokuseres på et forbud mod gasdrevne varmelamper. 

Udkast til henvendelse:

Nørrebro Lokaludvalg foreslår, at Københavns Kommune gør, hvad man kan for at begrænse brugen af de gasdrevne varmelamper, som udleder Co2 og luftforurening, samt fylder op på fortovene. Vi bemærker, at Horestas selv anbefaler, at medlemmerne ikke benytter gasdrevne varmelamper, men i stedet benytter eldrevne infrarøde varmelamper:

"Vælg infrarøde stråler frem for gasvarmer, da deres CO2 udslip er 89% lavere og driftsomkostninger 95% mindre."

Forvaltningens forslag til begrænsning af gasdrevne varmelamper, i et svar til Flemming Steen Munch (V) på spørgsmål af 5. maj 2021, lyder fornuftigt:

"I Køge Kommune er der indført en bestemmelse om, at der kun i begrænset omfang tillades varmelamper og anvendelsen skal godkendes af kommunen. Der er ikke tale om et forbud. 

En tilsvarende ordning kan indføres i Københavns Kommune, hvis der er et politisk ønske om dette. I praksis kan varmelamper gøres til en del af ansøgningen i Erhvervsportalen, hvor der indsættes et felt, som udfyldes af restauranten. Her kan oplyses, hvilken type varmelamper der ønskes anvendt, og hvor de opstilles. Oplysningerne kan derefter blive en del af restaurantens tilladelse til udeservering. Ordningen vil forhindre, at restauranter opstiller flere lamper, end der er givet tilladelse til. 

Det kan desuden politisk besluttes, at varmelamper, som står på jorden, i højere grand anses at være til gene for anvendelses af vejarealet. Det vil i praksis fremme de mere CO2 venlige eldrevne varmelamper, som ikke fylder så meget og kan placeres mere fleksibelt fx monteret på parasoller, borde og facade."

En begrænsning vil også reducere det pres på de offentlige fortove, som udeserveringen efterhånden udgør. Vi ønsker derfor, at I vedtager politisk, at forvaltningen begrænser brugen af gasfyrede varmelamper så meget som muligt, ud fra Vejlovens muligheder.

Vi har forstået, at det kræver en lovændring at lave et egentlig forbyd mod brugen af gasdrevne varmelamper. Vi vil derfor gerne opfordre til, at I henvender jer til Folketinget for at få tilladelse til at forbyde gasdrevne varmelamper i byen.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til henvendelse vedr. brug af varmelamper, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Beslutning

Der var afstemning om indstillingen:

For stemte: Agnes Hauberg, Birke Jessing, Cristina Bramsen, Else Kronman, Fanny Knoll, Gunnar Degnbol, Jens Villadsen, Jesper Langebæk, Kim Christensen, Mogens Petersen, Nina Busch, Stefan Larsen, Sofie Hafström Nielsen, Tobias Birk Gregory, Trine Otto Hansen og Troels Glismann.

Imod: Bjarke Kværnø, Jannich Kofoed, Joanne Bywater, Muhammad Aslam

Undlod: Jacob Billesbølle, Kasper Bech og Sara Bech.

Indstillingen blev vedtaget og Lokaludvalget godkendte udkast til henvendelse vedr. brug af varmelamper, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Til top