Høring: Afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. høring af afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5.
Problemstilling
Inden der kan gives tilladelse til anlæg af metrolinje M5 skal der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet iht. miljøvurderingsloven og VVM-bekendtgørelsen for havne. Det betyder, at Metroselskabet skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for projektet. Miljøkonsekvensrapporten udarbejdes med udgangspunkt i en linjeføring fra København H til Lynetteholm med forlængelse til Østerport med følgende 10 stationer: København H, Bryggebroen, DR Byen, Amagerbrogade Syd, Lergravsparken, Prags Boulevard, Refshaleøen, Lynetteholm S,
Lynetteholm N og Østerport.
Inden Metroselskabet påbegynder udarbejdelse af miljøkonsekvensrapporten, skal Trafikstyrelsen og Københavns Kommune afgive en udtalelse om, hvor omfattende og detaljerede oplysningerne i miljøkonsekvensrapporten skal være. Metroselskabet har udarbejdet et afgrænsningsnotat med selskabets forslag til, hvilke miljøforhold der skal beskrives og undersøges nærmere i miljøkonsekvensrapporten. Til brug for udarbejdelsen af myndighedernes udtalelse sendes afgrænsningsnotatet i høring hos berørte myndigheder og offentligheden.
Høringen vedrører den nævnte linjeføring fra København H via Amagerbrogade Syd til Lynetteholm med forlængelse til Østerport. Forslag til fx andre linjeføringer vil derfor ikke være relevante i forbindelse med denne høring. Fastlæggelse af udformningen og indretningen af nye metrostationspladser vil ske på et senere tidspunkt i forbindelse med senere lokalplanlægning, hvor der også vil blive mulighed for at komme med forslag og bemærkninger.
Høringsfristen er den 5. april 2023.
Da materialet først er modtaget den 8. marts efter det seneste arbejdsgruppemøde og fristen er inden lokaludvalgsmødet i april, lægges der op til en bemyndigelse af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at udarbejde et høringssvar.
Løsning
Lokaludvalget bemyndiger Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen til at skrive et høringssvar vedr. høring af afgrænsning af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5.