Mødedato: 29.01.2020, kl. 17:30
Mødested: Nørrebro Bibliotek

Input til Overførselssag 2019-2020

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget drøfter og godkender input til Overførselssag 2019-2020.


Problemstilling

Overførselssag 2019-2020, dvs. de overskydende midler fra Regnskab19, skal snarest fordeles af partierne bag sidste års budget.

Udkast til input:

Hermed fremsendes Nørrebro Lokaludvalgs udvalgte input til Overførselssag 2019-2020. Vores input er blevet til i et bredt samarbejde med bydelen. De er alle tiltag, der imødekommer længerevarende lokale ønsker, løser udfordringer og indfrier potentialer på Nørrebro. Vi håber derfor, at I ser velvilligt på disse projekter og bruger indspillet i den fremadrettede planlægning.

  • Basargrunden
  • Bispeengbuen
  • Gennemførsel af helhedsplan for De Gamles By og videreførelse af referencegruppen for De Gamles By
  • Fritidskoordinator
  • Muhabet
  • Forsøgsbydel Nørrebro


Basargrunden og Nørrebro Stationsområde

Vi har længe arbejdet for at Nørrebro Stationsområde udvikles i et helhedsperspektiv. Byrummene omkring stationen er nedslidt og Basargrunden, hvor der har været metrobyggeri de sidste mange år står som en tom grusplads. På Budget 2020 afsatte parterne 4.9 mio. kr. til anlæg på basargrunden og 0.6 mio. kr. til belysning på Lyngsies Plads.
Vi er rigtig glade for at der endelig sker noget på Basargrunden, men vi mener ikke de afsatte midler er tilstrækkelige til skabe et spændende multifunktionelt grønt byrum, der kan holde mange år frem, og vi er ærgerlige over at hele stationsområdet ikke er tænkt med i en løsning. Derfor håber vi, at de resterende midler til en ordentlig løsning på Basargrunden og et samlet løft af hele stationsområdet kan findes til Overførselssagen.

Økonomi: 7 mio. kr.

Bispeengbuen

Åbning af Ladegårdsåen vil have enorm betydning for bymiljøet, og nedrivning af Bispeengbuen vil skabe bedre forbindelser mellem Nørrebro, Vanløse, Frederiksberg og Bispebjerg.  

Vi ønsker fortsat, at der fremlægges et fuldt beslutningsforslag med tunnelering af vejen og åbning af Ladegårdsåen, og en grøn cykelforbindelse hele vejen fra Damhussøen til Nørrebro gennem Grøndalsparken og Bispeengen. Set i lyset af statens beslutning om at udskyde levetidsforlængelsen af Bispeengbuen i 10 år, ser vi også gerne billigere etapeopdelte alternativer belyst, hvor man kan komme i gang med projektet med det samme, mens vi venter på at staten etablerer en tidssvarende erstatningsinfrastruktur.

Skybrudstunnelen fra Bispeengen til Søerne er allerede blevet 300 mio. kr. dyrere og samtidig er det usikkert om Sct. Jørgens Sø ønskes benyttet til skybrudsmagasin, hvorfor man kan forvente, at en skybrudstunnel helt til havnen fra Bispeengen vil koste omkring 1-1,5 mia. kr. Der er derfor brug for at afklare med opdaterede beregninger, hvor meget der kan spares med en å-park til tilbageholdelse af skybrudsvand på Bispeengen, som samtidig har rekreative kvaliteter, samt hvor meget forsyningen kan betale for denne skybruds-funktion.

Vi mener der skal satses på et flagskibsprojekt, som kan vise for verden, at København kan gennemføre den grønne skybrudsplan.

Økonomi: ca. 3 mio. kr.

Bag dette budgetønske står både Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro.

Gennemførsel af helhedsplan for De Gamles By og videreførelse af referencegruppen for De Gamles By

Vi talte imod placeringerne af de kommende byggerier i De Gamles By; Skolen og Center for Diabetes, og er forsat meget bekymrede for hvor massiv en indgriben det bliver i De Gamles By. Men vi er glade for den nye helhedsplan, der er blevet lavet for De Gamles By i den forbindelse og vi ønsker, at der bliver afsat midler til at gennemføre de tiltag i helhedsplanen, som skal sikre den grønne balance, så De Gamles By kan forblive en rekreativ oase på Nørrebro. Vi har, sammen med andre interessenter, deltaget i en referencegruppe for De Gamles By. Vi mener at den bør videreføres, så der ikke igen opstår problemer med udførslen af helhedsplanen for De Gamles By. Referencegruppen kan også sikre, at områdets mange interessenter kan samarbejde om den dagligdags brug og vedligeholdelse af De Gamles By. Den tidligere følgegruppe blev betjent af Miljøpunkt Nørrebro, og finansieret af TMF. Dette mener vi også at referencegruppen bør være fremadrettet.

Økonomi: 30.000 kr. årligt til drift af referencegruppen – samt økonomi til gennemførelse af Helhedsplan for de Gamles by.

Fritidskoordinator

Som et led i arbejdet for at skabe lige muligheder for alle børn og unge fra Nørrebro for at deltage i foreningslivet og udnytte bydelens sparsomme indendørs- og udendørskapacitet til foreningsaktiviteter bedre, ønsker vi at der afsættes midler på Overførselssagen 2019-2020 til ansættelsen af en fritidskoordinator i bydelen i 4 år som et forsøg. Fritidskoordinatorens opgaver skal være at skabe kontakt og være brobygger mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, foreningslivet i bydelen, de lokale skoler, fritidsinstitutionerne, de boligsociale helhedsplaner, Socialforvaltningen m.fl. Derudover skal fritidskoordinatoren arbejde for at få anvendt idrætsfaciliteterne på Nørrebro mere optimalt end i dag. Samt understøtte foreningslivet i at opstarte aktiviteter, der er målrettet de lokale børn og ungegrupper med det største behov for lokale fritidsaktiviteter samt tiltrække bydelens udskolingselever til et aktivt fritidsliv, der kan fremme det lokale aktive medborgerskab og integration. 

En model for fritidskoordinatorstillingen kunne være at medarbejderens ansættelse forankres hos Nørrebro Idrætsråd med Nørrebro Lokaludvalg som ansvarlig via en driftsstøtteaftale. Det kunne også være en anden model, hvor ansættelsen forankres et andet sted lokalt. 

Økonomi: 2 mio. kr. til ansættelse af en medarbejder i 4 år – samt midler til aktiviteter.

Driftsbevilling til Muhabet
Muhabet er et aktivitets- og værested på Nørrebro med fokus på psykisk syge og traumatiserede flygtninge og indvandrere (der kommer også en del danskere). Muhabet har igennem de sidste 15 år, haft meget stor succes med at nå en meget sårbar og dobbelt udsat målgruppe blandt Københavns borgere, som andre væresteder ikke når. Muhabet har haft en årlig driftsbevilling på over en mio. kr. Derudover har en stor del af driften været finansieret af fonde, men bevillingerne udløb uden mulighed for forlængelse ved årsskiftet.

Muhabet fik ikke midler til i Budget 2020. Værestedet modtog dog efterfølgende 1.1 mio. kr. ved hjælp af et ændringsforslag til budgettet. Muhabet har brug for ekstra 2 mio. kr. i 2020 for at kunne forsætte driften som hidtil. Muhabet oplyser, at tilføres der ikke ekstra driftsmidler, er værestedet nødsaget til at lukke til sommer 2020.   

Økonomi: 2 mio. kr.

Forsøgsbydel Nørrebro

Vi arbejder ihærdigt på at være et moderne lokaludvalg og bruger meget tid på at forny os og tænke nye metoder til dialog med borgerne. Vi vil gerne sende en opfordring til at bruge os og Nørrebro til at prøve ting af. Vi opfordrer med andre ord til, at I gør Nørrebro til forsøgsbydel. Det kunne være til at afprøve borgerbudgetter, borgersamlinger, sæt gaden fri, midlertidige installationer, nye måder at kommunikere med borgerne på i byrummet, mere lokal styring af diverse – eller hvad I nu overvejer, at man kunne lægge ud lokalt. Så send det vores vej. Vi stiller os til rådighed.

Økonomi: 1. mio. kr.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og godkender input til Overførselssag 2019-2020.

Beslutning

Der blev stillet forslag om at fjerne Forsøgsbydel Nørrebro.
For stemte: Bjarke Kværnø, Charlotte Mejlshede, Gitte Kristensen, Jette Nielsen og Nanna Konge.
Imod stemte: Brian Lauesen, Brita Fabricius, Claus Aarestrup, Jens Villadsen, Jonathan Ries, Katharina Richter, Kim Christensen, Majbritt Svensson, Rasmus Grønborg og Åsmund Kverneland.
Forslaget blev nedstemt.
Erik Brandt var ikke til stede under afstemningen.
Lokaludvalget drøftede og godkendte input til Overførselssag 2019-2020 med en ændring om at fjerne Fritidskoordinator og Bazargrunden.
Protokolbemærkning fra Bjarke Kværnø og Nanna Konge: ”Venstre og Konservativ folkeparti kan ikke bakke op om det af Nørrebro Lokaludvalg fremsendte konkrete forslag til at gøre Nørrebro til forsøgsbydel, på det foreliggende grundlag. Vi vil til enhver tid se konstruktivt på et mere gennemarbejdet forslag.”

Til top