Mødedato: 28.02.2024, kl. 17:30

Intern høring: Nedskalering af kapaciteten på dagtilbudsområdet

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender den allerede indsendte udtalelse vedr. nedskalering af kapaciteten på dagtilbudsområdet, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen. 

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget har besluttet, at kapaciteten på dagtilbudsområdet skal nedskaleres. Årsagen til beslutningen er, at der er områder med pladsoverskud i København i de kommende år, hvilket giver en økonomisk merudgift til Børne- og Ungdomsforvaltningen, som ellers skal dækkes på andre områder i forvaltningen.

Udvalget besluttede, at nedskaleringen på dagtilbudsområdet skulle ske på baggrund af nedenstående kriterier (prioriteret rækkefølge): 1) Overskydende kapacitet for området, 2) Søgning til institutioner, 3) Økonomi og 4) Fysiske faciliteter.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har på den baggrund vurderet dagtilbudsområdet. Det har resulteret i 14 forslag til lukninger, sammenlægninger og samlokaliseringer af daginstitutioner fordelt over byen.

Forslagene har været i høring hos de berørte daginstitutioner og er blevet 1. behandlet af Børne- og Ungdomsudvalget d. 7. februar og skal nu 2. behandles den 28. februar.

På Nørrebro er følgende forslag med i materialet:

  • Samlokalisering af Valhalla og Barndommens Land: Det foreslås, at institutionerne Valhalla (Hothers Plads 20) og Barndommens Land (Ragnhildgade 31) fremadrettet nednormeres og samlokaliseres på Barndommens Lands matrikel, men fastholdes som to selvstændige institutioner.

  • Sammenlægning af Brolopperne og Tusindfryd: Det foreslås, at Brolopperne (Lundtoftegade 47) sammenlægges med Tusindfryd (Lundtoftegade 43) på Tusindfryds matrikel og at den samlede institution nednormeres.

Lokaludvalgene har haft mulighed for at komme med en udtalelse til Børne- og Ungdomsudvalget om de 14 forslag i perioden 8.-15. februar. Materialet er modtaget den 31. januar og er blevet behandlet over mail i Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen. Da fristen for at indsende en udtalelse er før Lokaludvalgsmødet, har det samlede forpersonsskab godkendt udtalelsen og udtalelsen er allerede sendt.

Udtalelsen er vedlagt i bilag. 

Behovsprognose og kapacitetsoverskud
Behovsprognosen for 2023 viser, at der frem mod 2050 vil være midlertidig og permanent ledig dagtilbudskapacitet i København. Det meste pladsoverskud er midlertidigt frem mod 2030 og koncentreret i eksisterende byområder, mens områder med byudvikling fortsat har udbygningsbehov. Overskuddet forventes at toppe i 2025/26 med et bydækkende pladsoverskud på omkring 215 grupper, hvilket svarer til 10 procent af den samlede kapacitet i København.

Det forventede permanente pladsoverskud er i øjeblikket kun placeret på Nørrebro og Amager Vest, mens resten af byen fortsat forventes at have et udbygningsbehov frem mod 2050. Behovsprognosen kan dog ændre sig, og befolkningsprognosen for 0-5 års området har de sidste år vist en nedadgående tendens. Derfor kan områder frem mod 2050 få et pladsoverskud.

Både det midlertidige og permanente pladsoverskud giver en økonomisk merudgift til BUF. Kapaciteten på dagtilbudsområdet skal derfor nedjusteres, hvis merudgiften ikke skal dækkes på andre områder i forvaltningen.

Løsning

Lokaludvalget godkender den allerede indsendte udtalelse vedr. nedskalering af kapaciteten på dagtilbudsområdet, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte den allerede indsendte udtalelse vedr. nedskalering af kapaciteten på dagtilbudsområdet, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.

Til top