Høring: Bygge- og anlægsforskrift for Københavns Kommune
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringsvar vedr. høring af Bygge- og anlægsforskrift for Københavns Kommune, udarbejdet Byrum- , Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Den nuværende Bygge- og anlægsforskrift blev vedtaget af Borgerrepræsentationen d. 15. december 2016. Siden vedtagelsen af den nuværende forskrift, har Teknik- og Miljøforvaltningen erfaret, at der er bygge- og anlægsscenarier, som dels ikke er omfattet af forskriften, dels ikke fremgår tydeligt eller som ikke længere, af forvaltningen anses som relevante. Forvaltningen har derfor foretaget en revision af forskriften. Ændringerne omfatter:
- En reducering af tilladte arbejdstimer på hverdagsaftener og lørdage.
- En annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder.
- At facaderenovering vil fremadrettet være omfattet af forskriften.
- At vibrationer udgår af forskriften.
Reducering af tilladte arbejdstimer på hverdagsaftener og lørdage
Ved en tidligere revidering af forskriften i 2012 blev det tilladt at udføre bygge- og anlægsaktiviteter i en 14 timers udvidet ugentlig arbejdstid. Arbejdstiden blev forlænget fra kl. 18 til kl. 19 på hverdage og på lørdage fra kl. 8 til kl. 17. På daværende tidspunkt var der et behov for at udvide arbejdstiden for at sikre anlægsstrategien og dermed færdiggørelse af byggerier i København. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering, at der ikke længere er samme behov og man derfor kan vende tilbage til, at arbejdstiderne i høj grad harmonerer med de tidspunkter for støjende arbejde, som er angivet i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj.
Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker derfor med den nye forskrift at have de samme tider som Miljøstyrelsen på hverdage (mandag – fredag fra kl. 07-18), men af nabohensyn først fra kl. 08.00 på lørdage, dvs. fra kl. 08-14, hvor Miljøstyrelsen angiver lørdage fra kl. 07-14.
Annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder
Som forskriften er i dag, er dispensation ved force majeure-arbejder ikke en del af forskriften. Det betyder i praksis, at Teknik- og Miljøforvaltningen først efterfølgende, altså når det akutte arbejde er udført, kan meddele dispensation for force majeure-arbejder eller fx indskærpe over for entreprenører, at de skal huske at varsle borgere.
Den foreslåede tilføjelse til dispensationsafsnittet, om at ”dispensation er ikke nødvendig ved Force Majeure eller ved akut arbejde, der er nødvendige for hensynet til forsyningssikkerheden, folkesundheden, eller infrastrukturen”, giver derfor Teknik- og Miljøforvaltningen mulighed for i særlige situationer at se bort fra kravet om dispensation.
Det tydeliggøres desuden også i forskriftens bilag B, at alt arbejde som kan planlægges, ikke er at betragte som force majeure. Dermed undgås det, at entreprenører kan omgå reglerne ved bygge- og anlægsarbejder, som reelt ikke er af akut karakter.
Facaderenovering vil fremadrettet være omfattet af forskriften
Facadebehandling, som hidtil har været reguleret af ”Forskrift for facadebehandling i Københavns Kommune” vil, ved ændringen af forskriften være omfattet af denne. Teknik- og Miljøforvaltningen vil konkret vurdere, om en facaderenovering er kategoriseret som såkaldt støjende eller særligt støjende arbejder. Ved at samle reglerne for facadebehandling i forskriften vil det gøre det mere klart for branchen, hvilke regler og ansvar der ligger under området, hvad angår støj, støv og vibrationer.
Vibrationer udgår af forskriften
Der foreslås samtidigt, at fjerne emnet vibrationer fra forskriften. Vibrationer står i den gældende forskrift i samme afsnit som Støj (Støj og Vibrationer – Vibrationer fjernes). Vibrationsproblemer er typisk knyttet til de stærkt støjende aktiviteter, fx ved nedramning af spuns, så de kan håndteres i sammenhæng med reguleringen af de stærkt støjende aktiviteter. Der er således allerede i den reviderede forskrift taget højde for dette ved de skærpede vilkår til arbejdstider for særligt støjende arbejder. Ligesom ved støj kan vibrationer altid reguleres konkret, hvis der er særlige problemer ved et bygge- og anlægsarbejde.
Yderligere ændringer
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår at en række paragraffer præciseres, så reglerne for støjende arbejde fremstår tydeligere. Det drejer sig om paragrafferne 1, 4, 8, 9 og 11 (bilag 2). Endelig foreslår forvaltningen, med denne indstilling, en mere tydelig og sammenhængende forskrift, så der er mindre risiko for, at der opstår tvivl angående reglerne for støj ifm. bygge- og anlægsaktiviteter, specielt i afsnittet for gyldighedsområde, ansvar og definitioner i forskriftens §§ 1 og 2.
Udkastet til bygge- og anlægsforskriften kan læses her: https://blivhoert.kk.dk/hoering/revision-af-kobenhavns-kommunes-bygge-o…
Deadline for høringssvar er d. 30. oktober.
Udkast til høringssvar:
På baggrund af den foreslåede ændring og revision af Københavns Kommunes nuværende Bygge- og Anlægsforskrift har Nørrebro Lokaludvalg følgende bemærkninger til:
Annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder
En annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder risikerer at skabe en glidebane hvor bygherre og entreprenører vil kunne argumentere for, at en stor del af deres aktiviteter går under force majeure-arbejde. Realoverholdelsen i København er i forvejen dårlig, og en annullering af dispensationskravet ved force majeure-arbejder vil kunne gøre denne realoverholdelse endnu dårligere. Vi håber derfor på, at en annullering af dispensationskrav ved force majeure-arbejder ikke tages med i ændringen af Bygge- og Anlægsforskriften.
Facaderenovering vil fremadrettet være omfattet af forskriften
En ændring af dette punkt til fremadrettet at være omfattet af forskriften, vil kunne have indflydelse på andelsforeningers mulighed for at renovere deres facader, blandt andet på Nørrebro. Ændringen risikerer at gøre processen med ansøgning om facaderenovering mere langsommelig, da det fremadrettet vil skulle vurderes ud fra forskriften. Dette vil især påvirke mindre andelsforeninger, som skal bruge flere ressourcer på en ansøgning i forhold til at renovere deres facader end tidligere, og det er ikke alle andelsforeninger som har de nødvendige ressourcer til dette. Det foreslås derfor at der i stedet kan indføres anmeldepligt for facaderenovering, da dette vil gøre det nemmere og mindre ressourcekrævende for mindre andelsforeninger at lave facaderenoveringer.
Vibrationer udgår af forskriften
Hvis vibrationer udgår af forskriften, vil der være risiko for at dette vil kunne medføre flere gener for borgerne i forbindelse med byggeri. En ændring af dette punkt vil samtidig gå imod kommunens ønskede balance mellem at bo i byen og bygherre og entreprenørers muligheder for at udføre deres aktiviteter ved at prioritere bygherre og entreprenørerne til fordel for borgernes mulighed for at undgå gener i forbindelse med byggeri. Samtidig vil det også kunne have sundhedsskadelige konsekvenser, hvis vibrationer udgår af forskriften, da det ikke vil være muligt at opretholde den samme kontrol af bygherre og entreprenører i forhold til at overholde de gældende grænseværdier som det er på nuværende tidspunkt.
Det foreslås derfor at vibrationer ikke udgår af forskriften og at man fra kommunens side i stedet kræver at bygherre overholder de vejledende grænseværdier som Miljøstyrelsen er nået frem til i deres rapport om støj og vibrationer, da grænseværdierne sikrer at borgerne generes mindst muligt af støj og vibrationer fra byggeri, men samtidig tillader bygherre og entreprenørerne at udføre deres aktiviteter.
Høringssvaret er udarbejdet i tæt samarbejde med Miljøpunkt Nørrebro.
Rapport om støj og vibrationer fra Miljøstyrelsen: https://www2.mst.dk/udgiv/publikationer/1998/87-7909-103-2/html/kap07.h…
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringsvar vedr. høring af Bygge- og anlægsforskrift for Københavns Kommune, udarbejdet Byrum- , Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af Bygge- og anlægsforskrift for Københavns Kommune, udarbejdet Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.