Høring: Forsøg med tidsmæssig udvidet udeservering (til kl. 02:00 fredage og lørdage i sommerhalvåret)
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringsvar vedr. forsøg med tidsmæssig udvidet udeservering, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen
Problemstilling
På baggrund af et vedtaget medlemsforslag i Teknik- og Miljøudvalget, stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Venstre, ønsker Teknik- og Miljøforvaltningen Lokaludvalgets input. Medlemsforslaget omhandler et forsøg, hvor der på 1-2 udvalgte pladser/strækninger i alle bydele, bortset fra Indre Nørrebro og Indre by, kan gives tilladelse til udvidet udeservering for cafeer og restauranter til kl. 02 på fredage og lørdage i perioden d. 1. april til d. 30. september hvert år. Der vil være tale om en 4-årig forsøgsordning, der løbende skal evalueres.
Lokaludvalget bliver bedt om at pege på 1-2 pladser/strækninger på Ydre Nørrebro, som Lokaludvalget mener vil være egnet til tidsmæssig udvidet udeservering til kl. 02.
Der blev på lokaludvalgsmødet d. 31. august givet en bemyndigelse til, at det digitale borgerpanel kunne bruges til at gennemføre en undersøgelse af holdningerne til forsøget, samt udpegninger af potentielle pladser eller strækninger. Undersøgelsen blev gennemført fra 4.-13. september og der kom svar fra i alt 1.897 respondenter. Undersøgelsen vedlægges høringssvaret.
Deadline for høringssvar er d. 2. oktober.
Udkast til høringssvar:
"Vi har af flere omgange behandlet forslaget om et 4-årigt forsøg med udvidet udeservering.
Først og fremmest mener vi at 4 år er en meget lang forsøgsperiode. Det er et meget langt forsøg, hvis generne for naboer og lokalmiljø bliver for store. Vi mener at forsøget skal evalueres efter en kortere periode end 4 år.
I processen valgte vi at spørge ud i bydelen både via vores digitale borgerpanel og vores facebook-platform. Vi sendte bl.a. et kort spørgeskema ud i perioden 4.-13. september, hvor i alt 1.897 nørrebroere svarede på om de synes det er en god idé med et 4-årigt forsøg med udvidet udeservering til kl. 02 i sommerhalvåret på en udvalgt plads eller strækning på Ydre Nørrebro. Inddragelsen bekræfter os i at der er meget delte meninger i bydelen om forsøget, og de meget forskellige meninger går på tværs af alder, bopælskvarter på Nørrebro og om man bor med hjemmeboende børn.
46 % er positive overfor et forsøg, 47 % er negative og 7 % ved ikke. De pladser/strækninger flest har udpeget er hhv. Stefansgade, ved Friheden og en strækning på Nørrebrogade. Undersøgelsen er vedlagt som bilag.
Vi er meget opmærksomme på at spørgsmålet om udeservering til kl. 02 virkelig deler vandene i bydelen.
Vi bor meget tæt på Nørrebro og det er svært at komme udenom at udvidet udeservering til kl. 02 vil berøre de nærmeste naboer. Vi har ingen oplagte afsides områder her i bydelen. Vi er glade for at Indre Nørrebro er taget ud af forsøget i medlemsforslaget.
Hvis forsøget gennemføres på en strækning på Ydre Nørrebro, er det meget vigtigt for os at det sker i en tæt dialog mellem naboer og restauratører".
Videre proces
Forvaltningen er desuden i gang med at kortlægge byen for egnede pladser efter saglige kriterier om 1) nærhed til nærmeste beboelse og 2) en helhedsvurdering af restaurationstæthed og belastning i området. Undersøgelsen foretages ved kortlægning af geodata om beboelse og restaurationstæthed sammenholdt med en fysisk vurdering af forholdene på pladserne.
Kortlægningen og høringssvarene vil i efteråret 2023 blive fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget i en sag, der behandler medlemsforslaget, sammen med den endelige vedtagelse af Administrationsgrundlag for udeservering. Hvis det i bydele ikke er muligt at finde egnede pladser/strækninger til tidsmæssig udvidet udeservering, vil der være mulighed for konkrete dispensationer til restauratører pba. de nævnte kriterier om nærhed til nærmeste beboelse og restaurationstæthed.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringsvar vedr. forsøg med tidsmæssig udvidet udeservering udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. forsøg med tidsmæssig udvidet udeservering, udarbejdet af Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen.