Mødedato: 27.02.2019, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Brev til Freja om midlertidig brug af Landsarkivet, Nuuks Plads

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til brev til Freja om midlertidig brug af Landsarkivet, Nuuks Plads.

Problemstilling

Efter at planerne om byggeriet på Nuuks Plads faldt i TMU, har sagen ligget stille. Sekretariatet har fået oplyst at der pt. ikke sker noget med henblik på at udarbejde planer for et nyt byggeri.

Sekretariatet fik samtidig tilkendegivet, at forvaltning og statens ejendomsadministrationsselskab Freja så positivt på, at Landsarkivet blev brugt midlertidigt.

En henvendelse fra Den Økologiske Produktionsskole, der har brug for mere plads i dagtimerne, har for alvor sat gang i planerne om brug af Landsarkivet midlertidigt. Skolen skal bruge lokalerne i dagtimerne og indretning, og er åben for at lokalerne bruges af lokale foreninger om aftenen/weekenden.

En sådan brug af lokalerne kræver dog godkendelse fra ejeren, Freja.

Udkast til brev til Freja:

Vedr. Nuuks Plads, Landsarkiv bygningen.

I forlængelse af de kontakter, der har været mellem Jer og vores kontaktperson Jesper Langebæk, har vi besluttet at sende dette brev. Det sker for at udtrykke vores store ønske om, at få mulighed for at flytte ind i den spændende og centralt placerede bevaringsværdige bygning.

Vi har allerede tidligere været engageret i at udvikle mulig fremtidig brug af bygningen. Den udarbejdede konceptmappe fra den gang, har Jesper afleveret til Jer, og vi håber, at I kan se ide i at udvikle bygning og plads i samarbejde med os.

Det er fortsat Den Økologiske Produktionsskole og Nørrebro lokaludvalg, der udgør de to lokale hovedaktører. Den Økologiske Produktionsskole skole står over for en omdannelse ifm. en reform af ”det forberedende område”, hvilket medfører behov for nye lokaler, og ser store muligheder i en placering på Nuuks plads. Hvor man f.eks. gennem vinduespartier i stueetagen kan opleve snedkerværksted – levende håndværk, når man går over pladsen.

Lokaludvalget ønsker at bruge bygningen eftermiddag og aften samt i weekenderne til en blanding af kulturhus og foreningshus for f.eks. gøglere og børneteatre. I den forbindelse ønskes en del af bygningen indrettet til sal, som det fremgår af det gamle prospekt. Også kældre under pladsen og den nye landsarkivbygning har interesse i forbindelse med etablering af musikøverum.

Vi ser i øvrigt pladsen som et fremtidigt bycenter for Nørrebro og hele byen, og vi bidrager gerne til at gennemføre arrangementer på pladsen der kan understøtte denne status.

Vi forventer at betale en leje svarende til markedsniveauet. I den grad, der kan findes finansiering til at huse kulturhusaktiviteter udenfor skoletid, kan skolen (og andre, der benytter bygningen i dagtimerne) opnå rabat mod at afgive/dele lokalerne aften og weekend. Den Økologiske Produktionsskole ønsker at leje op til 2500 m2.

Endelig har vi allerede nu en aftale med Miljøpunkt Nørrebro om, at de kan flytte med, hvis der er plads. Så de kan blive en del af denne kommende centrale Nørrebro placering. Miljøpunkt Nørrebro betaler i dag for leje af en knap 100 m2 butik.

Til sidst skal vi anmode om et møde med Jer hurtigst muligt, hvor vi kan afstemme forventninger og muligheder og forhåbentligt finde fælles strategi i det videre udviklingsarbejde. 

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til brev til Freja om midlertidig brug af Landsarkivet, Nuuks Plads.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til brev til Freja om midlertidig brug af Landsarkivet, Nuuks Plads.

Til top