Mødedato: 27.02.2019, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Udkast til regulativ for husholdningsaffald 2019

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring om Udkast til regulativ for husholdningsaffald 2019 udarbejdet af Byrums-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. og bekendtgørelse om affald indeholder de vigtigste regler om kommuners og privates indsamling og håndtering af affald. Kommunerne skal sørge for, at der er affaldsordninger, og sikre, at ordningerne lever op til de lovgivningsmæssige krav. Ifølge bekendtgørelse om affaldsregulativer skal kommunen udarbejde og vedtage regulativer om ordninger for affald fra husholdninger og virksomheder i kommunen. Regulativerne skal være opdelt i en generel del og en særlig del efter de skabeloner, som er fastsat i bekendtgørelsen.

Borgerrepræsentationen besluttede den 20. september 2018, at Københavns Kommune kompetenceoverdrager affaldsindsamling til Amager Ressourcecenter (ARC) pr. 1. januar 2019. Overdragelsen omfatter affaldsindsamling (herunder kontraktopfølgning og tilsyn med renovatører) samt indkøb og servicering af affaldsbeholdere. Øvrige opgaver og kompetencer på affaldsområdet forbliver i Teknik- og Miljøforvaltningen. 

Husholdningsaffaldsregulativet skal derfor konsekvensændres, så det af regulativet fremgår, hvornår det er ARC, som varetager en given opgave, og hvornår det er kommunen. 

Høringsfrist: 8. marts 2019.

Udkast til høringssvar:

Vi har ikke nogen særlige bemærkninger til det overordnede formål med denne reviderede udgave af Regulativ for affald. Overdragelsen af affaldsindsamlingen fra kommunen til ARC er en sag vi tager til efterretning.

Derimod ser vi nogle muligheder i at justere regulativet med hensyn til beholdervask. Regulativet foreskriver nu, at borgerne er ansvarlige for renholdelse af beholderne. Der er efter vores opfattelse ikke en effektiv ordning. Kommunen har indskrevet sig selv som en bagstopper der lader beholderne rengøre for borgernes regning hvis det ikke bliver gjort. Men vi har ikke nogen indikationer på, at dette sker i videre omfang.

Endda vil det nu blive sådan, at det stadigvæk er Teknik – og miljøforvaltningen som henvender sig til borgerne om denne forpligtigelse, mens det er ARC og deres medarbejdere der har det daglige opsyn med beholderne.

Vi mener det er bedre, at ARC får et direkte ansvar for at opretholde en god hygiejnisk standard med en periodisk vask af beholderne. Dette åbner ikke bare for mere og bedre rengøring. Men det giver ARC en yderligere udvidelse af omsætningen og chancen for en skærpelse af CSR – profilen.

Vi har allerede tidligere foreslået at indpasse marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet som f.eks handicappede. ARC kunne indgå i et samarbejde om en social – økonomisk virksomhed der påtager sig at ansætte denne gruppe. En god partner i denne sammenhæng vil være Glad Fonden.

Potentialet er stort, idet man i hvert fald i kommunen har over 300.000 beholdere. Virksomheden skal påtage sig både stationær og mobil vask af beholderne.

Vi ser også med glæde, at kommunen nu vil realisere rationaliseringsgevinsten ved indførelsen af nedgravede affaldsbeholdere. Når man herefter skal betale containerpris for volumegebyret på restaffald vil to trediedele af gebyret falde bort. Dette er et stort skub på vejen mod en større udbredelse af denne løsning med forbedringer for både økonomi, drift og miljø for alle parter; kommune, borgere og medarbejdere.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring om Udkast til regulativ for husholdningsaffald 2019 udarbejdet af Byrums-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. høring om Udkast til regulativ for husholdningsaffald 2019 udarbejdet af Byrums-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Til top