Høring: Forslag til spildevandsplan 2018
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring om Forslag til spildevandsplan 2018 udarbejdet af Byrums-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Alle kommuner er forpligtet til at lave en spildevandsplan, som fastlægger håndtering af spildevand, herunder regnvand. Københavns Kommune har lavet et forslag til Spildevandsplan 2018 som erstatning for den nuværende Spildevandsplan 2008, fordi der er kommet ny viden om udfordringer på spildevandsområdet.
Udfordringerne handler om manglende kapacitet på byens renseanlæg og i byens kloaksystem. Renseanlæggene Damhusåen og Lynetten skal udbygges, så de kan håndtere fremtidens større spildevandsmængder, som skyldes befolkningstilvækst og øgede regnmængder. Belastningen på kloakken skal mindskes ved af håndtere regnvandet ved siden af fælleskloakken, så spildevand på gaden og overløb til havnen og andre vandområder undgås. Endelig er der en udfordring med manglende styr på spildevandshåndteringen i en række kolonihaver.
For at imødegå disse udfordringer og dermed sikre vandmiljøet, badevandskvaliteten og byen mod fremtidige skybrud gennemføres en række nye indsatser.
Spildevandsplanen er opdelt i 4 afsnit om målsætninger, status og planer og indsatser. Dette skal sikre at borgere, virksomheder og forsyningsselskaber kan orientere sig om eksisterende forhold og planlægge efter de nye indsatser og krav, der fremgår af planen.
De nye indsatser, som spildevandsplanen lægger op til er:
- Udbygning af renseanlæg
- Separatkloakering i en del af kommunen
- Kloakering af en række kolonihaver
- Begrænsning af udledninger fra overløbsbygværker
Der er udarbejdet en miljøvurdering af spildevandsplanen efter de gældende regler herom.
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget Spildevandsplan 2018 vil planen være bindende for både grundejere, spildevandsselskaberne (HOFOR og BIOFOS) og Københavns Kommune.
Grundejerne har herefter pligt til at kloakere deres ejendom i overensstemmelse de vilkår der er fastsat i spildevandsplanen og tilslutte sig de kloakstik, som HOFOR fører frem grænsen af deres ejendom.
Høringsfrist: 28. februar.
Udkast til høringssvar:
Høringsvar til Forslag til Spildevandsplan 2018 samt Projektpakke 2019
I Projektpakke 2019 er der kun ét Nørrebro-projekt: Nuuks Plads II. Vi ser ikke behov for at igangsætte dette projekt, da det ikke er afklaret, hvad der skal ske med Nuuks Plads. Det er også uklart hvad de 1 mio. kr. skal bruges til, da det påhviler grundejer at separere vandet på matriklen.
Angående de allerede igangsatte projekter, som vi allerede har kommenteret, så ønsker vi igen at gøre opmærksom på følgende: Visionen for vores bydel er overordnet at genetablere det naturlige regnopland til Ladegårdsåen med henblik på en fremtidig åbning af åen og vi støtter derfor ikke projekter, der leder vand væk fra Ladegårdsåen. Dette fremgår i talrige høringssvar fra Nørrebro Lokaludvalg. Vi er derfor uforstående over for, hvis projektet har ændret sig til at lede vand væk fra Ladegårdsåen, i stedet for i Ladegårdså-røret, som det er beskrevet i Niras projektbeskrivelse. Vi ønsker en afklaring af dette.
Ang. Spildevandsplan 2018.
Planens nye emner er fx husbåde og ukloakerede områder som haveforeninger, som vi ikke har på Nørrebro. Vi vil derfor svare på nogle overordnede problematikker og sammenhænge ved spildevandshåndteringen.
Vi ser en stor risiko for udhuling af milliard-investeringer i klimatilpasning af kloakken, som går ud på at skabe plads i kloakken ved at afkoble regnvand og lede det uden om kloakken. Ifølge de gængse klimascenarier vil grundvandet i byen stige og udgøre en betydelig risiko for fundamenterne i bygningsmassen. Grundejere etablerer derfor omfangsdræn til kloak. Dette har de ret til og kan gøre uden at betale for det. Ifølge nogle vurderinger er 25-30% af vandet i kloakken allerede i dag stort set rent drænvand fra omfangsdræn og dette må formodes at blive mere udbredt fremover pga. grundvandsstigninger. Der er derfor en betragtelig risiko for, at milliard-investeringer i klimatilpasninger modvirkes af tilkobling af stadig mere drænvand fra et stigende grundvandsspejl, som vil fylde kloakkerne op.
Vi ser gerne at en så stor risiko behandles i denne plan eller at forvaltningen tager initiativ andet steds. På Nørrebro er der mange steder omfangsdræn eller små pumper installeret i kældrene. I lokaludvalget mener vi, at der i stedet bør igangsættes fælles pumpe-løsninger, som sikrer at grundvandet holdes nede på et fornuftigt niveau så bygningsmassen beskyttes og at vandet benyttes til fx at sikre tilstrækkeligt vand til vores søer og åer under fremtidens tørke og hedebølger, i stedet for at det ender i kloakken.
Grundlæggende ses det i planen - efter en revision af vurderingen af kloakkapacitet – at der er et øget behov for afkobling af regnvand fra kloakken, hvis vi skal undgå meget dyrere opgravning og udvidelser af kloakken. Der skal afkobles 50% af arealet i byen, for at planen hænger sammen. Dette må betragtes som en meget stor opgave og stiller store krav til, at der prioriteres arealer til skybruds- & regnvand. Vi ønsker derfor Bispeengen indrettet til en å-park.
Det er fortsat helt afgørende for Nørrebro Lokaludvalg, at skybruds- og regnvandsløsninger giver en kvalitet i hverdagen for borgerne i form af flere grønne områder og et løft af de eksisterende grønne områder – dvs. det skal være løsninger, der skaber bedre byrum og rekreative muligheder. Et godt eksempel kunne være De Gamles By, hvor der skal laves en ny helhedsplan.
Vi noterer os med tilfredshed, at Spildevandsplanen holder sig til de planlagte vedligeholdelser og opgraderinger af rensningsanlæggene, som vil have en betydelig positiv miljøeffekt.
Der er positivt, at der er lavet en hjemmeside med planen, så borgere og interesserede kan følge med i løbende opdateringer af deres områder. Det er meget vigtigt, at hjemmesiden opdateres hurtigt og at brugervenligheden er i højsædet, da det eller kan komme til virke mod hensigten. Vi ser fx ikke siden opdateret med Klimatilpasningsredegørelse 2018 og det ser på kortet ikke ud til, at man kan se de offentlige skybrudsprojekter (disse kan ses på københavnerkortet).
En hjemmesideplan giver også nogle udfordringer med at skrive høringssvar. Her har vi valgt at kommentere på pdf.- versionen af planen (som tilsyneladende også har flere kort, som ikke ses på hjemmesiden).
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring om Forslag til spildevandsplan 2018 udarbejdet af Byrums-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. høring om Forslag til spildevandsplan 2018 udarbejdet af Byrums-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.