Mødedato: 26.10.2022, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Fælles henvendelse om Sølund

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til fælles henvendelse vedr. Sølund, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen havde på deres møde d. 11. oktober besøg af Jep Loft fra Arkitekturoprøret til en snak om arkitekturen for det nye Sølund. Arbejdsgruppen blev enig om, at man gerne vil sende en fælles henvendelse, sammen med Østerbro Lokaludvalg og Indre By  Lokaludvalg, til bygherrerne for projektet. Man ønsker at få ændret udseendet på facaden mod Søfronten på byggeriet, så det bedre passer ind med det resterende byggeri i området. 

Udkast til henvendelse:

Vi henvender os til Dem med det formål, at få ændret facaderne på byggeprojektet for Det nye Sølund, så der skabes harmoni og sammenhæng i Søfronten mod Sortedamssøen.

Søfronten et af de smukkeste eksempler på brokvarterernes fine videreudvikling af den danske byggetradition. Søfronten er for Nørrebro og Østerbro, hvad Nyhavn er for Indre By. Den er ydermere forbindelsesled mellem bydelene.

Byggeriet indgår derudover i det attraktive Ryesgade-/Ravnsborggade-kvarter. Forvandlingen af dette kvarter er en af de lykkelige ting, som de senere års byudvikling har ført med sig.

Der er tale om to meget værdifulde bymiljøer. Hvis Det nye Sølund bliver en naturlig del af dem, vil det selv blive mere værdifuldt - både for bygherrerne og for beboerne, og det bliver til glæde for alle os andre, som bor i byen. Og hvis man undlader at bryde harmonien i husrækkerne, skaber man endnu større værdi for de andre huse i området.

Vi er opmærksomme på, at der allerede er gjort et stort arbejde med planlægningen af byggeriet, og at man derfor ikke kan lave store forandringer. Men vi håber, at man kan ændre på vinduer og facadeudtryk, så bygningen i højere grad indpasser sig efter omgivelserne.

Det er vores opfattelse, at der i de seneste år er kommet større forståelse for betydningen af bymiljø og behovet for at tilpasse nybyggeri efter omgivelserne. Senest har vi noteret os, at det planlagte byggeri i Amaliegade 44 vil blive i en klassisk stil. Det nye Sølund kunne nå at blive en del af den lykkelige udvikling.

Vi ville være taknemmelige, hvis De kunne afse tid til et møde herom.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til fælles henvendelse vedr. Sølund, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Beslutning

Der var afstemning om indstillingen, med tilføjelse af følgende sætning: ”Såfremt at Lokaludvalget ønsker at deltage i en dialog med bygherre om udseendet af Sølund er det en forudsætning at det ikke forlænger eller bremser processen med at få bygget det nye Sølund.”
For stemte: Agnes Hauberg.
Imod stemte: Bjarke Kværnø, Casper Albrechtsen, Cristina Bramsen, Fanny Knoll, Gitte Kristensen, Gunnar Degnbol, Jacob Billesbølle, Jens Villadsen, Jesper Langebæk, Kim Christensen, Lene Nielsen, Mirka Mozer, Mogens Petersen, Tobias Gregory, Troels Glismann, Sofie Nielsen og Else Kronman.
Undlod at stemme: Erik Brandt og Line Holm.
Lokaludvalget afviste udkast til fælles henvendelse vedr. Sølund, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen. Lokaludvalget ønsker ikke at gå videre med arbejdet om at ændre udseendet af det nye Sølund.

Til top