Mødedato: 25.01.2022, kl. 17:30
Mødested: Teams

Forslag til nye offentlige toiletter

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. At Lokaludvalget drøfter og vedtager en bruttoliste for ønsker til placeringer for nye offentlige toiletter.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at udarbejde en liste med placeringer for nye offentlige toiletter i Københavns Kommune. Listen skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget i foråret 2022.

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Københavns Kommunes 12 lokaludvalg om at komme med forslag til, hvor de ser et behov for nye offentlige toiletter, samt en begrundelse for, hvorfor den enkelte placering indgår på listen.

I den forbindelse er der sendt en undersøgelse ud til bl.a. det digitale borgerpanel (pt.ca. 5.900 personer), hvor man kan udpege op til tre placeringer. Der skal gives en begrundelse for placeringerne.  

Undersøgelsen er denne gang sat op i programmet Maptionaire og der kan svares til og med d. 20. januar. Resultatet af undersøgelsen eftersendes inden lokaludvalgsmødet. Undersøgelsen er også delt via Nørrebro Lokaludvalgs hjemmeside og facebookside. I forbindelse med opslaget på facebook er der også kommet input til placeringer (vedlagt som bilag). 

På baggrund af de tilbagemeldinger der kommer ind via undersøgelsen, vil Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen samle en bruttoliste med de placeringer, der er meldt ind, sammenholdt med tidligere henvendelser på området og afstand til allerede eksisterende offentlige toiletter mv.   

Deadline for tilbagemelding til Teknik- og Miljøforvaltningen er udskudt til d. 28. januar.

Løsning

Lokaludvalget drøfter og vedtager bruttolisten for ønsker til placeringer for nye offentlige toiletter. 

 

Beslutning

Lokaludvalget drøftede og vedtog at de ønsker toiletter i Mimesparken, Den Røde Plads og Hørsholmsparken. Derudover indsendes bruttolisten med de ønsker der er kommet via borgerpanelet og facebook.

Til top