Mødedato: 24.01.2019, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Høring: Revision af forskrift for udendørs musikarrangementer

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. revision af forskrift for udendørs musikarrangementer, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Formålet med revisionen er, at tilpasse de opmærksomhedspunkter, der har vist sig i forbindelse med 1-årsevalueringen i foråret 2018.

Der er særligt følgende opmærksomhedspunkter:

  • Forskriften skal gælde for alle arrangementer med musikafspilning og offentlig adgang.
  • Der sættes start- og sluttidspunkter på musikafspilning på alle offentligt tilgængelige udendørs arealer. Også de statsejede eller privatejede pladser og parker med offentlig adgang.
  • Der er fastsat specifikke støjgrænser og begrænsninger for varighed for ca. 60 udvalgte lokaliteter.
  • Som noget nyt reguleres alle øvrige steder med en generel støjgrænse på 70 dB(A), der i særlige tilfælde kan hæves til 80 dB(A). Denne grænse gælder nu også på statsejede eller privatejede pladser og parker med offentlig adgang.
  • Krav om anmeldelse af alle arrangementer med musik med offentlig adgang -også på statsejede eller privatejede pladser og parker med offentlig adgang.
  • Skt. Hans Aften og Nytårsaften undtages forskriftens bestemmelser.

Udkast til høringssvar:

Nørrebro Lokaludvalg er meget tilfredse med at forskriften nu dækker hele byen og ikke kun udvalgte pladser. Vi noterer os også med tilfredshed at alle arrangementer, som ledsages af høj musik mm, også er en del af forskriften.

Lokaludvalget finder, at der burde kunne skelnes mellem professionelle arrangører og lokale. Desværre har vi ikke umiddelbart selv et bud på, hvordan dette skulle kunne gøres. Måske kunne der i en fremtidig revision tages en diskussion af, om det er muligt at lave denne skelnen.

Mht. listen over specifikke pladser skal Nørrebro Lokaludvalg anbefale at bruge scenarie nr. 1.

Det er vigtigt at det er muligt at få kontakt med arrangøren (eller den ansvarlige), så man som beboer kan få en dialog med arrangøren om evt. gener. Derfor er det også centralt at arrangementer annonceres lokalt og at man ved hvor man kan henvende sig ved gener.

Mht. håndhævelsespraksis så er det vigtigt at kommunen kontrollerer at arrangøren overholder de tilladte rammer for arrangementet. Det er et fremskridt at støjniveauet nu måles over et gennemsnit på løbende 15 minutter fremfor et gennemsnit over hele arrangementet. Men hvordan bliver peak-støj, som evt. udjævnes af 15 minutter-intervallet, håndteret?

Antal dage et arrangement må foregå fortløbende er sat af hensyn til arrangørernes økonomi. Men økonomi skal ikke være grund nok til at tilsidesætte beboerne tålmodighed med flerdages arrangementer.

Nørrebro er en levende bydel og en beboelsesbydel. Med denne forskrift håber lokaludvalget at vi kan nå en god balance, der sikrer, at alle dem der ønsker at skabe aktivitet i bydelen og dem der bor her, kan eksistere sammen.

Støjgener kan opleves meget individuelt, og kan medføre stress, som på sigt også kan medføre sundhedsskade. Endvidere har WHO netop fremlagt anbefalinger også vedrørende ”fritidsstøj”.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. revision af forskrift for udendørs musikarrangementer, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte udkast til høringssvar vedr. revision af forskrift for udendørs musikarrangementer, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen med de faldende bemærkninger.

Til top