Henvendelse vedr. forslag om lukning af 7 institutioner på Nørrebro
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender henvendelse til Børne- og Ungdomsudvalget vedr. forslaget om lukning/nedjustering af 33 institutioner i Københavns Kommune, udarbejdet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen.
Problemstilling
På baggrund af et faldende børnetal i København skal Børne- og Ungdomsudvalget tage stilling til et forslag fra Børne- og Ungdomsforvaltningen om at lukke/nedjustere 33 daginstitutioner i København. 7 institutioner på Nørrebro vil blive berørt.
Ifølge forvaltningens oplæg skal der findes en besparelse på ca. 60 mio. kr. og der er lagt et forslag op med besparelser for 65 mio. kr. og i alt 105 børnegrupper.
For Nørrebro foreslås det, at følgende institutioner nedjusteres, svarende til 16,5 børnegrupper:
- Børnehuset Joanna (lukning af udflytterafdeling)
- Børnejunglen (lukning af skovsted og to busordninger)
- Guldberg-Hudegården (lukning af institution)
- Røde Rose 2 (lukning af institution)
- Kålormen (nedlæggelse af busordning)
- Jordkloden (lukning af institution)
- Fix-karreen (lukning af institution)
Der lægges op til at lejemålene for institutionerne; Røde Rose 2, Guldberg-Hudegården og Børnehuset Joanna bevares, så institutionerne kan genåbnes, hvis børnetallet stiger i fremtiden.
For Børnehuset Joanna, Børnejunglen og Kålormen kan børnene forsætte på hjemmeadressen. Joanna bliver på sigt en ren vuggestue, når børnehavebørnene er begyndt i skole. Børnene indmeldt på Guldberg-Hudegården, Røde Rose 2, Jordkloden og Fix-karreen skal omplaceres til andre institutioner i området, da institutionerne lukkes.
Lokaludvalget har modtaget henvendelser fra 4 af institutioner: Børnejunglen, Røde Rose 2, Fix-karreen og Jordkloden. De er vedlagt som bilag.
Lige nu er forslaget i høring i 4 uger hos alle de berørte institutioner og så træffes der en beslutning af Børne- og Ungdomsudvalget den 19. juni.
Institutionerne har sammen lavet facebook-gruppen: Protest mod lukning af børnehaver, planlægger en underskriftsindsamling og arrangerer en demonstration den 18. juni (dagen før beslutningen).
Børn, Unge og Kultur-arbejdsgruppen vil gerne sende en henvendelse til Børne- og Ungdomsudvalget med Lokaludvalgets holdning til den planlagte nedjustering og ønsker dermed en bemyndigelse til det.
Udkast til henvendelse eftersendes inden Lokaludvalgsmødet.
Løsning
Lokaludvalget godkender henvendelse til Børne- og Ungdomsudvalget vedr. forslaget om lukning/nedjustering af 33 institutioner i Københavns Kommune, udarbejdet af Børn, Unge og Kulturarbejdsgruppen.