Mødedato: 23.05.2024, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Input til Budget 2025

Indstilling

Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg, 

  1. at Lokaludvalget drøfter og godkender input til Budget 2025.

Problemstilling

Lokaludvalget skal indsende budgetønsker til Borgerrepræsentationen inden forhandlingerne om Københavns Kommunes budget for 2025.

Følgende tre prioriterede budgetønsker er allerede besluttet og sendt til Teknik- og Miljøudvalget:

  • Midler til at realisere cykelstien i Mimersgade
  • Erstatningsgrønt i og omkring Mimersparken
  • Lersø Parkallé

Det tre budgetønsker er uddybet i den samlede liste over budgetønsker nedenfor.

Det skal nu besluttes hvilke supplerende budgetønsker Lokaludvalget ønsker at sende ind. Det er derfor blevet behandlet af arbejdsgrupperne i maj.

Her følger en samlet liste med forslag til input, udpeget af arbejdsgrupperne. Listen består af tidligere ønsker og input, aktuelle sager, og input, der er blevet til på baggrund af borgerhenvendelser, som Lokaludvalget har modtaget løbende. 

De foreslåede input følger her, opdelt efter forvaltningsområde:

Indenfor Socialforvaltningen, Sundhed- og Omsorgsforvaltningen og Beskæftigelse og Integrationsforvaltningens område:

  • Bevilling til Muhabet

    Muhabet er et selvejende aktivitets- og samværstilbud på Nørrebro for borgere med psykisk sygdom og flygtninge- og indvandrerbaggrund, hvoraf mange ramt af PTSD og andre alvorlige psykiske sygdomme. Muhabet har ca. 50 unikke brugere dagligt og har kontakt til mere end 200 udsatte borgere årligt. Muhabet har pt. et årligt budget på 4,6 mio. kr., hvoraf 1,8 mio. kr. er bevilget af Københavns Kommune. De restende midler er dækket af fonde. Den nuværende bevilling udløber i slutningen af 2024. Hvis bevillingen ikke videreføres, vil tilbuddet blive afviklet og alle medarbejdere vil blive opsagt. Muhabet ønsker fremadrettet en driftsoverenskomst med Københavns Kommune på 2.145.000 kr. årligt. Det bakker vi fulgt op om, da Muhabet har formået at skabe et vigtigt tilbud for en meget udsat borgergruppe. (Økonomi: 2.145.000 kr. årligt)

     

  • Bevilling til Gadepulsen+

    Gadepulsen+ ligger på Kapelvej og tilbyder kriminalitets- og bandetruede unge i alderen 18-25 år et alternativ til gaden. Der arbejdes målrettet på at støtte og motivere de unge til at opnå en meningsfuld hverdag uden kriminalitet bl.a. ved at de unge kommer videre i job eller uddannelse. Gadepulsen+ arbejder også med brobygning til civilsamfundet og med gadeplansarbejde på og omkring Blågårds Plads. Der kommer pt. 47 unge i Gadepulsen+. Bevillingen til Gadepulsen+ udløber i slutningen af 2024. Ved manglende forlængelse af bevillingen afvikles tilbuddet. Bevillingen indebærer 4,5 årsværk. (Økonomi: 4.410.000 kr. årligt.)

  • Fortsat bevilling til særpulje til arbejde med udenlandske migranter (Transitprogrammet)

    Transitprogrammet har eksisteret siden 2015 og er et tilbud, dels til marginaliserede arbejdsmigranter og dels til hjemløse migranter med alvorlige sociale problemer og uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Målet med indsatsen er at hjælpe udsatte udenlandske migranter med lovligt ophold til et mere værdigt liv, herunder til basale fornødenheder og evt. hjælp til hjemrejse. Uden en videreførelse af Transitprogrammet er der risiko for, at migrantgruppen bliver mere udsat og synlig i gadebilledet, da der kun er få andre tilbud til målgruppen. På Nørrebro har bl.a. Grace (Blå Kors Danmark), YouPeople (Kirkens Korshær) og Projekt Udenfor. (Økonomi: 3.457.000 kr. årligt.).

  • Helhedsorienteret gadeplansindsats i tre udsatte boligområder – Ny Start 3.0  

    Den helhedsorienterede gadeplansindsats tre boligområder: Hørgården på Amager, Lundtoftegade og Aldersrogade på Nørrebro supplerer og sker i et tæt samarbejde med øvrige forvaltninger særligt Børne- og Ungdomsforvaltningen. Fælles for de helhedsorienterede indsatser i de tre boligområder er, at der arbejdes med beskæftigelse, indkomst, uddannelse, kriminalitet og tryghed. Målgruppen er udsatte unge mellem 10-26 år, der har vanskeligt ved at fungere i klub- og fritidstilbud, unge der forsørger sig selv ved kriminalitet eller som ikke kan opretholde motivationen til en uddannelse og har et misbrug af rusmidler. På Nørrebro arbejder tre gadeplansmedarbejdere i Lundtoftegade og Aldersrogade. Ophør af bevillingen vil betyde, at de helhedsorienterede gadeplansindsatser i de tre boligområder nedlægges. (Økonomi: 4.840.000 kr.).

Indenfor Kultur- og Fritidsforvaltningens område og Børne- og Ungdomsforvaltningens område:

  • Udskiftning af lys på de eksisterende kunstgræsbaner i Nørrebroparken
    For at imødekomme naboernes klager om lys- og lydgener fra de to eksisterende 7-mands-kunstgræsbaner i Nørrebroparken samt opgradere belysningen på banen, så der er lys i alle hjørner af banerne for brugerne, foreslår vi at der afsættes midler til at opgradere belysningen på 7-mands-kunstgræsbanerne til ny teknologi. Men ny teknologi kan man bl.a. opnå væsentlig mindre lysforurening og tilkoble et nyt styresystem, som kan tidsstyre lyset, hvormed lydgenerne begrænses. Det har været stort et ønske fra både naboer og Nørrebro United i mange år nu. Vi har allerede haft en fælles dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Nørrebro United, og Nørrebro United har afholdt et dialogmøde med naboer m.fl. Nu håber vi at midler kan findes på Budget 2025. (Økonomi: Tidl. 1 mio. kr. + drift på 0,1 mio. kr. årligt)

  • Forbedring af toiletkapacitet på Nørrebros folkeskoler
    Toiletterne på Rådmandsgade Skoles afd. RG1 er i så dårlig stand at eleverne ikke vil benytte dem  Der er stærke lugtgener og toiletterne trænger til renovering. Der er også alt for få toiletter ift. antallet af elever. Vi har de sidste år bakket op om Rådmandsgades Skoles store arbejde for at sætte fokus på toiletforholdene på skolen. Derfor peger vi på, at der som parterne nævnte i Overførselssagen, afsættes midler på Budget 2025 til flere toiletter og renovering af de eksisterende toiletter på Rådmandsgades Skole og også en plan for resten af de Københavnske skoletoiletter bl.a. Blågård Skole. Det er et ønske, der deles af skolebestyrelserne og rigtig mange børn og forældre her i bydelen. (Økonomi: Ukendt).

Indenfor Teknik- og Miljøforvaltningens område:

  • Lersø Parkallé
    Lersø Parkallé har potentiale til at blive et grønt rekreativt mødested på Ydre Nørrebro. Nørrebro Lokaludvalgs Bydelsplan 2023-2026 peger på en udvikling af Lersø Parkallé. Her er der blandt andet fokus på muligheden for at lukke dele af alléen for biltrafik og lave et grønt rekreativt område. Alléen er samtidig udpeget som et byrumsprojekt i Områdefornyelsen ved Skjolds Plads’ Kvarterplan. Områdefornyelsens kvarterplan peger på forskellige nedslag på den sydlige del af Lersø Parkallé, der skal understøtte en øget brug af området. Der er potentiale for at området kan blive et rekreativt åndehul med plads til ro og fordybelse, med højere kvalitet i bynaturen og for at område kan blive en del af en større grøn korridor der forbinder fælledparken med Utterslev Mose. Der er også et ønske om at undersøge, hvordan der kan skabes mere sikre skoleveje over Lersø Parkallé til Nørre Fælled Skole. Områdefornyelsen udarbejder et idéoplæg til Lersø Parkallé i 2024, og går i gang med et mindre byrumsprojekt på alléen i 2025. Skal alle visionerne indfries, skal der tilføres flere midler til projektet. Det er derfor god timing og synergi i at lade projektet indgå i forhandlingerne om Budget 2025, så beløbet til byrum kendes forud for, at en rådgiver går i gang med at tegne på et byrum. Økonomi: 10-30 mio. kr.

  • Midler til at realisere cykelstien i Mimersgade
    På Budget 2022 blev der, på baggrund af et budgetønske fra Nørrebro Lokaludvalg, afsat midler til en foranalyse af, hvordan Mimersgade kan gøres til sikker skolevej. Vi har sammen med skolebestyrelse, elevråd, skoleleder på Rådmandsgade Skole samt repræsentanter fra den tilknyttede KKFO været inddraget løbende i løbet af 2022. Det er der kommet et projektforslag for en cykelsti igennem hele Mimersgade ud af, og nu skal der afsættes midler til at realisere projektet. Det har længe været et stort ønske fra lokale borgere og forældre, skolebestyrelse- og elevråd på Rådmandsgade Skole, og det er vigtigt at få gjort Mimersgade til en sikker skolevej. (Økonomi: ca. 35,5 mio. kr.)

  • Erstatningsgrønt i og omkring Mimersparken
    I forbindelse med, at der er blevet besluttet at placere en 8-mands kunstgræs bane på grønt i Mimersparken mangler der finansiering til at finde erstatningsgrønt i og omkring parken, så der ikke forsvinder grønne m2 på Nørrebro. Beslutningen om at placere banen i parken vil fratage området et stort stykke grønt som gerne skulle erstattes andre steder i parken. Parken er i dag belagt med adskillige m2 gummi og asfalt, der kan ændres til grønne og rekreative områder, der kan kompensere for det store område, der forsvinder. Erstatningsgrønt kan placeres på asfalten syd for hockeybanen og nord for cykelstien. På den måde kan der skabes et stort sammenhængende grønt område. Desuden kunne man eventuelt kigge på tilkørselsvejen, der i dag fungerer som adgangsvej fra Tagensvej til Mjølnerparken og som i planen for omdannelse af Mjølnerparken nedlægges (vejstykket ejes af Mjølnerparken). De resterende grønne m2 findes på det asfalterede område syd for legepladsen, mellem fodboldbanen og Mjølnerparken. Ønsket deles af Nørrebro United. Økonomi (11-30 mio. kr.)

Udover der nævnte input foreslås det, at Nørrebro Stationsområde tilføjes, da der lige nu pågår et udviklingsarbejde, som Lokaludvalget er en del af og hvor der arbejdes frem mod et budgetnotat.

  • Nørrebro Stationsområde
    Transportministeriet har bevilget 30 mio. kr. at give Nørrebro Station et visuelt løft. Det drejer sig både om de indvendige og udvendige områder. I 2015 blev et ideoplæg for hele Nørrebro Stationsområde vedtaget. En del af ideoplægget er gennemført bl.a. en opgradering af Mimers Plads og Skodagrunden. Men der er også en del der mangler at blive gennemført herunder blandt andet en cykelsti på bagsiden af højbanen, en begrønning af området, udadvendte aktiviteter under højbanen og en opgradering af Lyngsies Plads. Vi ønsker at man i forbindelse med DSB’s arbejde med selve stationen, får gennemført de sidste dele af ideoplægget for området, så det kommer til at fremstå som sammenhængene byrum. Bag ønsket om at give Nørrebro stationsområde et helhedsorienteret løft, står både Nørrebro Lokaludvalg, Bispebjerg Lokaludvalg og Områdefornyelsen Bispeengen. (Økonomi: Ukendt)

Det foreslås desuden at videreføre sidste års budgetønske:

  • Nørrebro som forsøgsbydel: Forvaltningen ud til borgerne
    Vi har stor erfaring med områdefornyelser på Nørrebro, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen kommer tættere på borgerne. Det giver et større og mere helhedsorienteret kendskab til et område, og vi får en lokal inddragelse på et andet niveau end når det foregår centralt fra. Derfor ser vi et stort potentiale i at igangsætte et pilotprojekt, hvor mindre dele af Teknik- og Miljøforvaltningen flyttes ud i bydelen(e). Det vil kunne give et endnu større kendskab til lokale problemstillinger og  mærkesager samt et større overblik over anlægsarbejder, trafikale forhold osv. lokalt. Vi oplever også et stort lokalt behov blandt borgere for at komme i direkte dialog med projektledere fra forvaltningen. Det bydelsnære arbejde giver også mulighed for tættere forbindelser til projekter og indsatser på tværs af forvaltninger og civilsamfund. (Økonomi: Ukendt)

Løsning

Lokaludvalget drøfter og godkender input til Budget 2025.

Beslutning

Der blev stillet et ændringsforslag om at fjerne Nørrebro som forsøgsbydel fra budgetønskerne. Der var afstemning om forslaget.

For stemte: Gunnar Degnbol, Jannich Koefoed, Jens Villadsen, Jonathan Ries, Kasper Bech, Kim Christensen, Lene Enggaard Nielsen, Masti Jutka, Mogens Petersen, Muhammad Aslam, Nina Busch, Sofie Nielsen, Stefan Larsen, Tobias Gregory, Troels Glismann og Jeppe Jensen.
Imod: Fanny Knoll
Undlod: Agnes Hauberg og Jesper Langebæk.
Forslaget blev nedstemt.

Der blev stillet et ændringsforslag om at tilføje 3 yderligere budgetønsker: Signallys ved Hillerødgade/Den grønne cykelrute, Grønne tiltag i De Gamles By og Midler til dagtilbud for hjemløse omkring Folkets park.
Det blev enstemmigt vedtaget.

Lokaludvalget drøftede og godkendte input til Budget 2025, med tilføjelse af følgende budgetønsker; Signallys ved Hillerødgade, Midler til realiseringen af Helhedsplanen for de Gamles By og midler til dagtilbud til hjemløse omkring Folkets Park.

Til top