Mødedato: 23.01.2018, kl. 17:30
Mødested: Udskolingen, Heimdalsgade 29-33

Intern høring - tillæg 1 til lokalplan 216 "Lygten"

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender det indsendte høringssvar vedr. intern høring om tillæg 1 til lokalplan 216 "Lygten" udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

Problemstilling

Tillægget indeholder forslag til ny bebyggelse på to af matriklerne i området. Derudover muliggøres der servering i Nørrebro Bycenter, som er en udvidelse af anvendelsesmulighederne.

Den nye bebyggelse består primært af familie- og ungdomsboliger, samt lidt erhverv. For boligerne er fordelingen 75 % familieboliger og 25 % ungdomsboliger. I alt ca. 22.100 m2 boliger og 2.300 m2 erhverv.

Udbygningen af området sker med et punkthus på 13 etager (ca. 40 meter højt) ud mod Tagensvej samt flere lavere bebyggelser i 5 – 9 etager. Erhvervet placeres hovedsageligt i de nederste etager af byggeriet ud mod Tagensvej. Den bebyggelsesmæssige tyngde placeres mod Tagensvej og ud mod s-togsbanen, og bebyggelsen er lavest mod de eksisterende bebyggelser. I midten af området etableres et grønt strøg, der sikrer gode friarealer for beboerne samt indeholder areal til at Nordvestpassagen kan etableres, hvis der bevilliges midler til den.

Parkering placeres i p-kælder under byggeriet mod Tagensvej, hvor der påtænkes at etablere ind- og udkørsel til p-kælderen via matr. nr. 1238 og nr. 1425, som også er beliggende på lygten. Derudover etableres der p-kælder midt i området, som får adgang fra en nyetableret tilkørsel fra Lygten. Der er sikret fortsat adgang til parkeringskælderen under Nørrebro Bycenter samt til Centrets varelevering.

I den sydlige og sydøstlige del af området, langs Fyrbødervej og s-togsbanen, sikres muligheden for Nordvestpassagen samt de grønne cykelruter og supercykelsti, som er udlagt i Kommuneplan 2015. Den allerede anlagte cykelsti langs banen ændres ikke. Langs Fyrbødervej anlægges der cykelsti. Der er ligeledes reserveret areal til rampeanlæg til en fremtidig Nordvestpassage, som skal muliggøre en underføring af stiforbindelsen mellem Lygten og Mimersparken. Der reserveres areal til, at der kan etableres en tryg og sikker forbindelse hvor tilgængelighedskravene for fodgængere og cyklister er opfyldt.

I Kommuneplan 2015 er den sydlige del af lokalplanområdet udlagt til serviceerhverv (S1*-område), den nordvestlige del af området til tekniske anlæg (T2-område) og den resterende del af området til boliger og serviceerhverv (C2*-område). I C2*-området, hvor der foreslås ny bebyggelse, må bebyggelsesprocenten højst være 150 og der skal etableres friarealer svarende til 40 % af boligetagearealet, for ungdomsboliger dog 30 % og 10 % af erhvervsetagearealet. Der skal etableres 1 parkeringsplads pr. 100 m2 bolig- og erhvervs etageareal og 1 pr. 300 m2 for ungdomsboliger. I forhold til baneterrænet er der mulighed for en bygningshøjde på 42 meter.

Projektet er i overensstemmelse med Kommuneplan 2015. Bebyggelsesprocenten bliver ca. 155 procent for de to matrikler og ca. 125 procent for hele C2*-rammen. Bygningshøjden holder sig indenfor de 42 meter.

Der var deadline for indsendelse af høringssvar d. 12. januar, så Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen har indsendt et høringssvar. Derfor skal det indsendte høringssvar eftergodkendes.

Løsning

Lokaludvalget godkender det indsendte høringssvar vedr. intern høring om tillæg 1 til lokalplan 216 "Lygten" udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte det indsendte høringssvar vedr. intern høring om tillæg 1 til lokalplan 216 "Lygten" udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Til top