Høring: Medlemsforslag vedr. forsøg med afkriminalisering af narkotika
Indstilling
Forpersonen indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar til høring vedr. medlemsforslag om afkriminalisering af narkotika, udarbejdet af Integration, Beskæftigelse, Social og Sundheds-arbejdsgruppen.
Problemstilling
Nørrebro Lokaludvalg har fået et medlemsforslag i høring om afkriminalisering af narkotika. Afkriminalisering af narkotika vil betyde, at det stadig er forbudt at fremstille, smugle og sælge stoffer, men at man ikke vil blive straffet, hvis man bliver taget af Politiet med stoffer til eget forbrug. I stedet vil man blive tilbudt et behandlingsforløb.
I Portugal blev hårde stoffer afkriminaliseret i 2001. I Norge er man også i gang med at afkriminalisere. FN, Human Rights Watch og WHO anbefaler alle afkriminalisering.
Medlemsforslaget blev stillet af Radikale Venstre og blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 2. februar 2023. Det blev her besluttet, at Socialforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger skal udarbejde et forslag til politisk behandling om at rette henvendelse til Regeringen med forslag om, at København bliver forsøgsby for afkriminalisering af narkotika. Derudover at Socialforvaltningen skal undersøge, hvordan man i andre lande har afkriminaliseret eller er i gang med at afkriminalisere narkotika.
Høringen er modtaget med kort varsel og det har ikke været muligt at behandle materialet på et arbejdsgruppemøde i arbejdsgruppen Integration, Beskæftigelse, Social og Sundhed (IBSS).
Frist for høringssvar er den 24. november kl. 12.00.
Udkast til høringssvar eftersendes.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar til høring vedr. medlemsforslag om afkriminalisering af narkotika, udarbejdet af Integration, Beskæftigelse, Social og Sundheds-arbejdsgruppen.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at skrive et kort svar om, at der bakkes op om et forsøg med afkriminalisering af narkotika.