Høring: Bragesgade tillæg 1 til lokalplan
Indstilling
Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,
- at Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af Bragesgade tillæg 1 til lokalplan, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.
Problemstilling
Ejeren af Baldersgade 5–7 har anmodet om et nyt plangrundlag, der muliggør opførelse af helårsboliger på grunden. Dette tillæg til lokalplanen skal muliggøre det boligbyggeri.
Baldersgade 5-7 fastlægges til helårsboliger. Der kan indrettes serviceerhverv såsom butikker, restauranter, liberale erhverv, og erhvervs- og fritidsundervisning samt håndværk i stueetagen. Endvidere kan der i stueetagen indrettes kollektive anlæg og institutioner, samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle, sundheds- og miljømæssige servicefunktioner, som er forenelige med anvendelsen til boliger. Der er krav om, at der etableres minimum 25 % almene boliger svarende til 857 m2, af det samlede muliggjorte boligetageareal.
Bragesgade 8-10 fastlægges til helårsboliger og serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv, butikker, restauranter, hoteller, erhvervs- og fritidsundervisning, grundskoleundervisning samt håndværk og andre virksomheder, der kan indpasses i området. Endvidere kan der indrettes kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle, sundheds- og miljømæssige servicefunktioner, der er forenelige med anvendelsen til boliger og serviceerhverv.
Der er to træer, der lever op til kriterierne for at kunne udpeges som bevaringsværdige, og derfor fastlægges som bevaringsværdige i lokalplanen. Herudover stilles der krav om 16 nye træer i området.
Deadline for indsendelse af høringssvar d. 26. september.
Udkast til høringssvar:
Lokaludvalget er meget tilfreds med at gennemgangen mellem Bragesgade og Baldersgade gennemføres. (den ses bl.a. på tegningen s. 42).
I den forbindelse har vi dog spørgsmål til hvordan gennemgangen kan gennemføres igennem de eksisterende bygninger i Bragesgade?
Lokaludvalget finder at det er godt at der bliver bygget 25 % alment – men husk nu at de ikke bare skal bygges til sidst.
Lokaludvalget finder det godt at de eksisterende, bevaringsværdige, industribygninger bevares. Det er nye toner fra BR, som Nørrebro Lokaludvalg værdsætter.
Endelig kunne det være godt at få en vurdering af lokalplanen ud fra doughnut-modellen (Raworth), så vi kunne få et billede af om vi er på rette vej rent bæredygtighedsmæssigt.
Vi har slået høringen op på vores facebook side, hvor den er blevet set af XX personer. Vi har fået XX antal kommentarer, som vi har haft med i vores diskussion af høringsmaterialet.
Løsning
Lokaludvalget godkender udkast til høringssvar vedr. høring af Bragesgade tillæg 1 til lokalplan, udarbejdet af Byrum-, Miljø- og Trafikarbejdsgruppen.