Fælles borgermøde om Cityring
Fælles borgermøde om Cityring
Nørrebro Lokaludvalg
DAGSORDEN
fra ordinært møde torsdag den 19. juni 2008
Åbne punkter
6. Fælles borgermøde om Cityring
NBL 11/2008
INDSTILLING
Det indstilles
til Nørrebro Lokaludvalg, 1. at udvalget tager stilling til henvendelse fra Økonomiforvaltningen vedr. afholdelse af et fælles borgermøde om den kommende Cityring. 2. at udvalget afsætter op til kr. 20.000. fra udvalgets puljemidler, til afholdelse af det fælles borgermøde om Cityringen. Nørrebro Lokaludvalgs beslutning i mødet den 19. juni 2008 1. Nørrebro Lokaludvalg vedtog at tilslutte sig forslaget om afholdelse af et fælles borgermøde om den kommende Cityring. 2. Nørrebro Lokaludvalg vedtog at afsætte op til kr. 20.000. fra udvalgets puljemidler, til afholdelse af det fælles borgermøde om Cityringen. 3. Nørrebro Lokaludvalg vedtog desuden at nedsætte en ad. hoc. arbejdsgruppe, der skal deltage i planlægningen af borgermødet. Arbejdsgruppen består af: Kim Christensen, Muhammed Aslam og Erik Brandt. |
PROBLEMSTILLING
Sekretariatet har modtaget en henvendelse fra Økonomiforvaltningen vedr. forslag om afholdelse af et fælles borgermøde om den kommende Cityring. Anlægsarbejdet til den kommende Cityring går i gang i 2013, men Københavns kommune har allerede nu udarbejdet e n såkaldt VVM-redegørelse, der vurderer, hvilken påvirkning Cityringen vil få på miljøet, både i anlægs- og driftsfasen.
Københavns Kommune iværksætter nu en høring vedr. Cityringen, der foregår fra den 1. juli 2008 til den 29. september 2008. Også lokaludvalgene skal afgive høringssvar. I forbindelse med høringen, har Københavns kommune indledt en dialog med samtlige lokaludvalg om afholdelse af borgermøder i de bydele, der bliver berørt af anlægsarbejdet. Kommunen foreslår således, at Nørrebro Lokaludvalg og Bispebjerg Lokaludvalg sammen med kommunen afholder et borgermøde i starten af september 2008, hvor Københavns kommune og Metroselskabet vil orientere om Cityringen samt besvare spørgsmål herom. Samtidig giver borgermødet lokaludvalgene mulighed for at høre borgernes synspunkter, inden de afgiver deres høringssvar til kommunen.
Kommunen foreslår et fælles borgermøde for Bispebjerg og Nørrebro, da Bispebjerg kun bliver berørt af Metroen i forbindelse med stationen ved Nørrebro, der ligger på grænsen mellem Nørrebro og Bispebjerg bydel. Københavns kommune har været i dialog med Bispebjerg Lokaludvalg, som er indforstået med denne model. Det foreslås, at de to lokaludvalg sammen tager sig af det praktiske arbejde og afholder udgifterne til afholdelsen af arrangementet. Til gengæld vil Økonomiforvaltningen sørge for annoncering af borgermødet og stille med en række eksperter fra Københavns kommune og Metroselskabet.
Økonomiforvaltningen har udarbejdet følgende forslag til dagsorden for borgermødet:
1. Velkomst v/ formandskabet for Nørrebro og Bispebjerg Lokaludvalg
2. Cityringens betydning for byen v/ Overborgmester Ritt Bjerregaard
3. Metroens tilblivelse (fra lov til anlæg) v/ Metroselskabet (15 min.).
4. Trafikken i København når Cityringen er klar v/ Økonomiforvaltningen (10 min.)
5. Byrum ved metrostationer og skakte v/ Teknik- og Miljøforvaltningen (10 min.).
6. VVM-redegørelsen for Cityringen (hvad er konklusionerne i VVM-redegørelsen for Cityringen og hvad kan vi sige om effekten på lokalområdet?) v/ Økonomiforvaltningen (15 min.).
7. Pause
8. Debat i plenum (1. time).
9. Afrunding v/ formandskabet for Nørrebro og Bispebjerg lokaludvalg).
LØSNING
Nørrebro Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om, hvorvidt lokaludvalget kan tilslutte sig Økonomiforvaltningens forslag om afholdelse af et fælles borgermøde vedr. Cityringen.
ØKONOMI
Såfremt Nørrebro Lokaludvalg vælger at tilslutte sig forslaget om afholdelse af et fælles borgermøde vedr. Cityringen, afsætter lokaludvalget op til. kr. 20.000. til afholdelse af arrangementet sammen med Bispebjerg Lokaludvalg. Udgiften afholdes af lokaludvalgets puljemidler.
VIDERE PROCES
Såfremt Nørrebro Lokaludvalg
tilslutter sig forslaget, vil sekretariatet og formandsskabet forestå den
videre dialog med Økonomiforvaltningen og Bispebjerg Lokaludvalg, såvel som den
praktiske forberedelse af borgermødet.