Mødedato: 13.10.2021, kl. 17:30
Mødested: ---

Cykelparkeringsprojekt i Jærgersborggade

Indstilling

Formanden indstiller til Nørrebro Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget godkender udkast til tilbagemelding vedr. Cykelparkeringsprojekt i Jægersborggade.

Problemstilling

Nørrebro Lokaludvalg anmodede i september 2020 Teknik- og Miljøforvaltningen om at undersøge muligheder for at styrke cykelparkeringen på Nørrebros strøggader, hvor beboere og handlende oplever problemer med uhensigtsmæssigt parkerede cykler og manglende cykelparkeringskapacitet.

Jærgersborggade var en af de gader som der blev peget på, som et sted med store udfordringer med cykelparkering (jf. seneste optælling af cykelparkering i Jægersborggade fra 2017 er der 61 cykelstativpladser i gaden og en belægningsprocent på 523%). På Jægersborggade gennemføres fra august 2021 til maj 2022 et tidligere udsat vejgenopretningsprojekt. Vejprojektet er en såkaldt 1:1 genopretning og har ikke midler eller hjemmel til at gennemføre fortovsudbygninger og anlæg af cykelparkering. For at øge antallet af cykelparkeringspladser i Jægersborggade, og samle anlægsgenerne i et samlet projekt, har Teknik- og Miljøforvaltningen foreslået, at cykelparkeringen i gaden opgraderes samtidig med vejgenopretningsprojektet.

Derfor mødtes Erik Brandt og Bjarke Kværnø i foråret med Teknik- og Miljøforvaltningen forvaltningens rådgiver for at gennemføre en besigtigelse af Jægersborggade, for at se på problemerne og diskuterer hvilke løsninger der kunne være. Og i august gennemførte Teknik- og Miljøforvaltningen et infomøde med repræsentanter fra andelsboligforeninger og butikker på Jægersborggade. Her blev forskellige løsningsforslag præsenteret og diskuteret. Erik Brandt og Bjarke Kværnø deltog også i dette møde.

Teknik- og Miljøforvaltningen har nu lavet et forslag til hvordan man kan løse cykelparkeringsproblemerne i Jægersborggade. For at skaffe plads til flere cykelparkeringspladser i gaden, inddrages vejareal svarende til 1 parkeringsplads pr. 10 cykelparkeringspladser i gaden. Det samlede antal parkeringspladser i gaden er i dag 93. Det reelle antal af tilgængelige parkeringspladser er dog i praksis noget lavere, da cyklende i gaden i forvejen parkerer på bilparkeringen på vejbanen, da der ikke er ledig plads på fortovet. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår at der samlet nedlægges 25 parkeringspladser og at der skabes plads til opstilling af 250 cykelstativ-pladser på kørebanen.

Deadline for indsendelse af tilbagemelding d. 14. oktober.

Udkast til tilbagemelding:

Nørrebro Lokaludvalg bakker op om de ønsker der er fra både beboere og erhvervsliv i Jægersborggade til, at man løser de store cykelparkeringsproblemer, der er i gaden. Derfor støtter vi også op om det fremsendte forslag og ser frem til at det gennemføres, så cykelparkeringsproblemerne kan blive løst.

Løsning

Lokaludvalget godkender udkast til tilbagemelding vedr. Cykelparkeringsprojekt i Jægersborggade.

Beslutning

Der var afstemning om indstillingen.
For stemte: Brita Fabricius, Claus Aarestrup, Jens Villadsen, Jette Nielsen, Majbritt Svensson, Mogens Petersen, Troels Glismann og Åsmund Kverneland, Kim Christensen
Imod stemte: Bjarke Kværnø og Nanna Konge.

Lokaludvalget godkendte udkast til tilbagemelding vedr. Cykelparkeringsprojekt i Jægersborggade.

Protokolbemærkning fra Bjarke Kværnø og Nanna Konge:
Venstre og Konservative, er grundlæggende positiv overfor at der gøres noget ved cykelparkering i området, Vi anser det dog for voldsomt at nedlægge næsten en tredjedel af alle bil P-pladser i gaden, også selvom det anføres at en stor andel allerede bruges som cykel parkering. Det er et område der i forvejen har et meget højt parkeringstryk, og det er ikke en fremadrettet løsning blot at flytte parkeringsproblemer. Vi mener det bør være et princip, at der oprettes nye parkeringspladser et andet sted i kvarteret, når man nedlægger p-pladser. Venstre og Konservative kan derfor ikke bakke op om forslaget som det foreligger konkret. Ovenpå budget forliget, ligger det ligefor i stedet at omdanne P-pladser til El-bil pladser med ladestander underjorden, selvom dette vil ændre økonomien drastisk.

Til top