Tilladelse til Frederiksberg Kommune til drikkevandsindvinding i Københavns Kommune
Tilladelse til Frederiksberg Kommune til drikkevandsindvinding i Københavns Kommune
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 31. oktober 2005
10. Tilladelse til Frederiksberg Kommune til drikkevandsindvinding i Københavns Kommune
MFU 252/2005
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte tilladelse til Frederiksberg Kommune til drikkevandsindvinding i Københavns Kommune.
RESUME
Frederiksberg Forsyning (FF) indvinder for Frederiksberg Kommune omkring 2.5 mio. m3/ år grundvand til drikkevandsforsyning på Frederiksberg. Heraf er der i en årrække indvundet ca. 1 mio. m3 /år i Københavns Kommune fra en boring placeret i et område ved Godthåbsvej i Haveforeningen Ved Grøndalsåen og ca. 1.5 mio. m3/ år fra to boringer på Frederiksberg.
For at opnå en bedre vandkvalitet har FF ønsket at omlægge indvindingen, så den blev spredt til flere boringer, og så tyngdepunktet for indvindingen blev rykket mod nord. FF ønsker fortsat at indvinde i alt 2.5 mio. m3 / år.
På baggrund af modelleringsarbejde og modelsimuleringer mm. udført af FF har Københavns Kommune, Miljøkontrollen og Frederiksberg Kommune vurderet muligheden for at gennemføre omlægningen under hensyn til omgivelser og miljø. Der er derefter meddelt midlertidig tilladelse til omlægningen med en række vilkår om monitering af effekterne af den ændrede vandindvindingsstruktur for at efterprøve beregninger og vurderinger i praksis.
Omlægningen betyder for Københavns Kommune, at der nu er
etableret en ekstra boring knapt
Den midlertidige tilladelse til omlægning af indvindingen har nu været gældende siden sommeren 2002, og der er indhentet en række overvågningsresultater og modelberegninger af vandkvalitet og miljøeffekter. Københavns Kommune har vurderet disse resultater og i samarbejde med Frederiksberg Kommune udarbejdet vedlagte endelige tilladelse til vandindvinding.
Københavns Kommune finder, at det er sandsynliggjort, at indvindingen ikke vil give anledning til uacceptable effekter på omgivelser, herunder vådområder og nabovandforsyninger. Der er stillet vilkår om fortsat overvågning af grundvandsoplandet.
Analyser af vandkvaliteten med hensyn til miljøfremmede stoffer giver ikke et helt entydigt billede af udviklingstendenser i indvindingsoplandet. På denne baggrund har Københavns Kommune efter ønske fra Frederiksberg Kommune fastsat gyldighedsperioden for tilladelsen til 5 år. FF har for Frederiksberg Kommune ansøgt om tilladelse for 30 år. Det vurderes, at der om 5 år vil kunne gives en tilladelse for en længere årrække.
Det forventes, at Frederiksberg Kommunes udvalg for Teknik og Miljø behandler tilladelsen til indvinding af vand fra boringerne i Frederiksberg Kommune på møde den 31. oktober 2005.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Frederiksberg
Forsyning (FF) indvinder for Frederiksberg Kommune vand fra boringer i
København og på Frederiksberg. Vandforbruget i Frederiksberg Kommune er årligt
ca. 6 mio. m3 vand. Heraf leverer FF 42 % (2,5 mio. m3),
mens resten leveres af Københavns Energi (KE).
FF ønsker at
omlægge indvindingen for at opnå og opretholde en forbedret vandkvalitet. Ved
omlægningen opretholdes den samme indvindingsmængde, mens tyngdepunktet af
indvindingen flyttes mod nord, hvor grundvandet forventes at være mindre
saltpåvirket og mindre belastet med miljøfremmede stoffer. Det er særligt
klorerede opløsningsmidler, der er et problem for FF. Moniteringen i
overvågningsperioden har indtil nu bekræftet disse forventninger.
Indvindingen har
før været baseret på en boring i København og to boringer på Frederiksberg. Den
fremtidige indvinding ønskes baseret på to boringer i København og tre på
Frederiksberg. Ved at sprede indvindingen på flere boringer opnår man, at afsænkningen
på den enkelte boring mindskes, hvilket kan mindske risikoen for optrængning af
dybereliggende salt grundvand og mindske risikoen for blotlægning af kalken og
dermed risikoen for frigivning af fx nikkel.
Endelig indføres et system til niveaustyring af indvindingen med henblik
på at opnå en mere stabil afsænkning. Dette vil også være med til at modvirke
udvaskningen af naturlige komponenter, herunder nikkel, som er et problem i
forbindelse med vandindvinding fra kalkmagasiner.
Endelig ønsker FF
mulighed for at forskyde indvindingen mellem boringerne i København og
boringerne på Frederiksberg inden for fastlagte rammer for at have en øget
fleksibilitet i driften af vandindvindingen.
FF har i 2004 fået
en forlængelse af tilladelsen til at anvende kulfiltrering af drikkevandet for
at kunne overholde kvalitetskrav vedrørende klorerede opløsningsmidler. Denne
tilladelse er meddelt af Frederiksberg Kommune for en periode af 5 år.
Plangrundlag
Indvindingsboringerne
er begge placeret i områder med særlige drikkevandsinteresser, og
indvindingsoplandet er udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser eller
område med drikkevandsinteresser. Af Københavns Kommunes Grundvandsplan 2000
fremgår det, at det er kommunens målsætning, at grundvandsressourcen i disse
områder skal fastholdes til drikkevandsformål.
Af strategi for
kommunens indsats for jord- og grundvandsforurening, tiltrådt af Miljø- og
Forsyningsudvalget den 6. oktober 2003 (MFU 202/ 2003), fremgår det, at kommunen
prioriteter oprensning af grundvand i områder med særlige drikkevandsinteresser.
I områder med drikkevandsinteresser prioriteres grundvandsbeskyttelsen i
forbindelse med kommunens indsats for indeklima.
Sagens forløb
FF ansøgte i 2001 om
midlertidig tilladelse til omlægning af indvindingen i Frederiksberg og Københavns
Kommuner. Som baggrund for ansøgningen blev der bl.a. forelagt en række
modelberegninger af effekter på grundvandet og på vådområderne i den nordlige
del af kommunen og heraf afledede effekter på vandløbssystemet i hele kommunen.
Københavns Kommune meddelte i
samarbejde med Frederiksberg Kommune en midlertidig tilladelse til omlægning af
indvindingen til FF den 7. juni 2002. Tilladelsen var ledsaget af en række
vilkår til overvågning af effekten på dels vandkvalitet og dels omgivelser og
miljø. Det blev forudsat, at moniteringsresultater fra denne overvågning skulle
indgå som dokumentation ved en eventuel ansøgning om endelig tilladelse til
indvinding efter den nye struktur.
I oktober 2004 fremsendte FF
en ansøgning om endelig tilladelse til indvinding på baggrund af resultater fra
overvågningsperioden.
Efterfølgende er der sket
strukturelle ændringer i relationen mellem FF og Frederiksberg Kommune.
Følgelig står Frederiksberg Kommune nu som ejer af anlæg til indvinding, og det
er Frederiksberg Kommune, der er ansøger om tilladelse til indvinding.
Vedlagte tilladelse til
omlægning af indvindingen er udarbejdet på baggrund af ansøgning fra FF,
indsamlede moniteringsresultater jf. den midlertidige tilladelse samt modelberegninger
og supplerende overvågningsresultater fra Frederiksberg Kommune.
Tilladelsens vilkår er
koordineret med Frederiksberg Kommunes miljøforvaltning. Frederiksberg Kommunes udvalg for Teknik og
Miljø forventes at behandle en tilladelse til indvinding fra boringerne i
Frederiksberg Kommune på møde den 31. oktober 2005.
Konsekvenser for borgerne
Borgerne i Københavns Kommune
modtager ikke vand fra Frederiksberg Forsyning. Vandkvaliteten har derfor ikke
direkte betydning for byens borgere.
Omlægning af indvindingen
vurderes ikke at medføre mærkbare ændringer i vandføring i vådområder i kommunen.
FF vurderer, at indvindingen
sandsynligvis må nedsættes og muligvis helt ophøre, hvis den ønskede omlægning
ikke kan gennemføres.
Ud fra et strategisk/
beredskabsmæssigt perspektiv er det af betydning for borgerne i Københavns
Kommune, at der er en fungerende vandforsyning i hovedstaden.
Det kan ikke udelukkes, at
ophør af vandindvinding på grund af stigende vandspejl vil medføre problemer
med vand i kældre m.m. inden for det nuværende afsænkningsområde.
ØKONOMI
Københavns Kommune opkræver
gebyr i medfør af Vandforsyningsloven, for grundvand der indvindes i Københavns
Kommune. Gebyret anvendes til kortlægning og indsatsplanlægning i forhold til
drikkevandsinteresser. Gebyret er i Københavns Kommune pt. fastsat til 17.1 øre pr m3, og
der opkræves således årligt 171.000 kr af FF. Ved en øget indvindingstilladelse
vil der årligt blive opkrævet ca. 214.000 kr af FF ved uændret gebyr pr. m3.
Det vurderes, at den øgede
opkrævning fra FF kan rummes inden for den nuværende indtægtsbevilling under
funktion 0.85.1 Recipientkvalitet og spildevand.
MILJØVURDERING
Indstillingen er
miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Miljø- og Forsyningsforvaltningens
positivliste. Til sagen er knyttet følgende miljømål:
1. Grundvandsressourcen i områder med
drikkevandsinteresser skal fastholdes til drikkevandsformål. Grundvandsplan
2000.
2. Der skal skabes øget biologisk mangfoldighed og
rekreativ udnyttelse af de rørlagte vandløb inden 2015.
Der vurderes ikke at være
en væsentlig miljøpåvirkning i Københavns Kommune ved tilladelse af omlægning
af vandindvindingen. Hvis der ikke meddeles tilladelse til omlægning har FF
stadig mulighed for at indvinde fra de gamle boringer. Dette vurderer FF ikke
er bæredygtigt, og en konsekvens kan blive reduktion eller ophør af vandindvinding.
Derved vil der indirekte være væsentlig miljøpåvirkning:
Kraftig sænkning af
grundvandet, som medfører iltning af kalkens øverste lag, samt store
variationer i grundvandsstanden er forhold, som øger frigivelse og udvaskning
af nogle uønskede stoffer til grundvandet. Det gælder bl.a. nikkel, som er et
stort problem ved vandindvinding fra kalkmagasiner. Det optimale er derfor en
jævn oppumpning uden for store udsving og en oppumpning, som er spredt på et
antal boringer, sådan at afsænkningen fra den enkelte boring ikke bliver for
stor.
Hvis FF´s indvinding blev
lukket for en periode for senere at blive genoptaget, ville det have samme
effekt som et meget stort udsving i grundvandsstanden, og der ville derfor
kunne forventes en kraftig frigivelse uønskede stoffer.
Ved ophør eller reduktion
af indvinding af 2.5 mio. m3 vand/ år vil KE skulle indvinde en
tilsvarende øget mængde grundvand til dækning af forbruget på Frederiksberg. KE
indvinder vandet i indvindingsområder på Sjælland, som i forvejen er presset
miljømæssigt.
ANDRE KONSEKVENSER
Ved meddelelse af denne
tilladelse bliver Frederiksberg Kommunes
indvinding i Københavns Kommune reguleret på tidssvarende vilkår, som omfatter
overvågning af oplandet og indberetning af overvågningsresultater til Københavns
Kommune.
HØRING
Midlertidig tilladelse
Den midlertidige tilladelse
blev sendt i høring. Københavns Kommune modtog en række høringssvar:
Embedslægen for København og
Frederiksberg bemærkede, at der er indikationer på risiko for forurening med
miljøfremmede stoffer, hvilket der bør tages højde for ved analyser af
råvandet. MJK´s bemærkning: Frederiksberg Kommune er ansvarlig for det løbende
tilsyn med råvandskvalitet. Tilsynet omfatter analyser for miljøfremmede
stoffer.
Københavns Energi bemærkede,
at projektets positive indvirkning på vandkvaliteten forventes at opveje
eventuelle negative påvirkninger af vådområder og naboindvindinger.
Københavns Amt fandt
projektet positivt af hensyn til især nedbringelse af saltholdigheden, men
advarer mod nikkel. Projektet forventes ikke at få betydning for indvindingsinteresser
eller naturområder i amtet.
Rødovre og Hvidovre kommuner
havde ingen kommentarer, idet den samlede indvinding ikke vil blive øget.
Gladsaxe påklagede den
midlertidige tilladelse til Miljøstyrelsen med henvisning til, at
Miljøkontrollen i forbindelse med omlægning af Søborg Vandværk har afvist
negativ påvirkning af mosen. Miljøstyrelsen afgjorde, at tilladelsen ikke var
kritisabel. Begrundelsen var bl.a. at det var vurderet, at der kun ville blive
tale om ubetydelig påvirkning af Utterslev Mose, og at der var opstillet vilkår
for monitering af denne påvirkning.
Ansøgning om endelig tilladelse
Ansøgningen om endelig
tilladelse blev af Københavns Kommune annonceret i Søndagsavisen den 3. juli
2005. Der kom ingen henvendelser.
VVM-screening
HUR har vurderet ansøgningen
om endelig indvindingstilladelse og konkluderet, at VVM-procedure ikke er
fornøden. HUR bemærker bl.a: "HUR vurderer at indvindingen ikke kan være til
skade for miljøet. På baggrund af overvågningen i perioden med foreløbig
indvindingstilladelse konkluderes det, at indvindingen ikke påvirker
vandstanden i de nærmeste vandområder Degnemosen og Kirkemosen. Projektet skal
derfor ikke screenes efter bestemmelserne om VVM."
Endelig tilladelse
Udkast til endelig tilladelse
har været sendt i partshøring hos Frederiksberg Forsyning, Embedslægen og
Frederiksberg Kommune.
FF har ikke haft kommentarer
til københavns Kommunes udformning af vilkår for overvågning i vedlagte
tilladelse.
FF havde en række
bemærkninger til tilladelsens gyldighedsperiode og overvågningens omfang.
FF anfører, at den korte
gyldighedsperiode er problematisk ud fra hensyn til afskrivninger af
investeringer og ud fra signalværdien overfor bl.a. den kommende region. FF
bemærker, at overvågningsprogrammet ligger udover aftalen med Frederiksberg Kommune.
Det er først efter
partshøringen blevet klart, at ansøgeren er Frederiksberg Kommune og ikke
Frederiksberg Forsyning.
Embedslægen har til
Frederiksberg Kommune bemærket, at man støtter gyldighedsperioden på 5 år ud
fra Frederiksberg Kommunes vurdering af usikkerheden om udviklingstendenserne i
vandkvaliteten.
BILAG
Tilladelse til Frederiksberg
Kommune til indvinding af grundvand til drikkevandsforsyning fra to boringer i
Københavns Kommune. Tilladelsen er dateret 31.10. 2005 og meddeles af
Københavns Kommune.