Mødedato: 29.08.2005, kl. 14:30

Høring af mål for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 (udsat sag)

Høring af mål for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 (udsat sag)

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 29. august 2005

 

 

5.      Høring af mål for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 (udsat sag)

      MFU 178/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til høringssvar til mål for Folkesundhed Københavns arbejde for 2006, sendes til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 8. august 2005

Udsat.

 

 

 

< p class=MsoNormal>RESUME

Sagen blev udsat af Miljø- og Forsyningsudvalget i mødet den 8. august 2005.

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede på sit møde den 21. april 2005 målsætningerne for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 og besluttede samtidig at sende målene i høring hos relevante samarbejdsparter, herunder de stående udvalg.

Målene er opstillet inden for målgrupperne børn og unge, voksne samt ældre. Målene er foreløbige, idet der skal tages højde for, at der senere på året foreligger resultater fra evalueringen af folkesundhedsplanen 2000-2005 samt sundhedsprofilen 2004. Hertil kommer, at der i løbet af 2005 udarbejdes strategier for følgende fire områder; alkohol, motion, tobak og hiv/aids. Målene for 2006 er derfor med enkelte ændringer en videreførelse af målene for 2005.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det fornuftigt at afvente det igangværende arbejde. Miljø- og Forsyningsudvalget behandlede på mødet den 14. juni 2004 et høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalget vedrørende mål for Folkesundhed Københavns arbejde for 2005. I høringssvaret støttede Miljø- og Forsyningsudvalget overordnet op om målene, men havde et ønske om at den miljømæssige vinkel blev knyttet tættere til målene for folkesundhedsarbejdet. Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder, at dette stadig er relevant at påpege.

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil i august 2005 drøfte det fremtidige folkesundhedsarbejde. Udvalget vil inddrage de relevante samarbejdsparter i den forbindelse.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Sagen blev udsat af Miljø- og Forsyningsudvalget i mødet den 8. august 2005.

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede på sit møde den 21. april 2005 målsætningerne for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006 og besluttede samtidig at sende målene i høring hos relevante samarbejdsparter, herunder de stående udvalg.

Målene for Folkesundhed Københavns arbejde ligger tæt op af de mål, som er fastsat i Folkesundhedsplanen, der blev vedtaget i 2001.

Mål for Folkesundhed København i 2006

De politisk vedtagne mål på folkesundhedsområdet udløber med udgangen af 2005 samtidig med Folkesundhedsplanens planperiode. Dette betyder, at der på folkesundhedsområdet formelt set ikke er opstillet politisk vedtagne mål for arbejdet i 2006. Når resultaterne for evalueringen af Folkesundhedsplanen samt sundhedsprofilen foreligger i sommeren 2005, lægges der derfor op til en grundlæggende diskussion om folkesundhedsområdet i Sundheds- og Omsorgsudvalget, som også skal ses i lyset af kommunalreformen. Et af formålene med evalueringen af folkesundhedsplanen er netop, at den skal angive anbefalinger for de fremtidige prioriteringer, arbejdets organisering og planlægning af folkesundhedsindsatsen fremover. Herudover indeholder evalueringen også analyser af fx sundhedsudviklingen og sygdomsbyrden i kommunen. Desuden vil resultaterne af den igangværende sundhedsprofilundersøgelse give værdifulde oplysninger om københavnernes sundhedstilstand, som skal inddrages i det fremtidige arbejde.

Sundheds- og Omsorgsudvalget har derfor vurderet, at det, indtil diskussionen om det fremtidige folkesundhedsarbejde har fundet sted, er hensigtsmæssigt at fastholde de eksisterende mål for folkesundhedsområdet for at sikre kontinuitet i folkesundhedsarbejdet.

Målene fra Folkesundhedsplanen og målene i de udarbejdede handleplaner for områderne Unge, Ældre, Etniske minoriteter, Motion, Kost og Skolen fastholdes derfor i 2006. Endvidere fastholdes de opstillede mål fra 2005 med enkelte ændringer for Folkesundhed Københavns tre programplaner; Børn og Unge, Voksne og Ældre. Selvom målene fra 2005 fastholdes, er der en række områder, som får fornyet fokus i folkesundhedsarbejdet i 2006. Dette drejer sig om følgende områder; alkohol, motion, tobak og hiv/aids.

Udover ovenstående fokusområder for 2006 vil de prioriteringer som Sundheds- og Omsorgsudvalget pointerede på temamødet 1. april 2004 stadig være retningsgivende for folkesundhedsarbejdet. Dette drejer sig om den tværgående koordination mellem forvaltningerne.

Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til høringssvar

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at følgende høringssvar sendes til Sundheds- og Omsorgsudvalget:

"Til Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede på sit møde den 21. april 2005 målene for Folkesundhed Københavns arbejde i 2006, og besluttede at sende det i høring i de stående udvalg.

Miljø- og Forsyningsudvalget synes, at målene for Folkesundhed Københavns arbejde er interessante og relevante og sætter pris på den store fokus på det tværsektorielle samarbejde mellem forvaltningerne.

Miljø- og Forsyningsudvalget finder det dog vigtigt, at indsatsen for at fremme folkesundheden også har den miljømæssige vinkel med. I den forbindelse handler det særligt om de indsatser, som knytter sig til fysisk aktivitet og kost. Indsatsen omkring fysisk aktivitet foreslås suppleret med en fokus på at udvikle transportvaner, som både er sunde og miljømæssigt bæredygtige. Samtidig ser Miljø- og Forsyningsudvalget gerne at indsatsen omkring de sunde kostvaner kombineres med indsatsen for at omlægge til økologisk kost i kommunens køkkener og kantiner.

Med venlig hilsen

Miljø- og Forsyningsudvalget"

 

Konsekvenser for borgerne

En større grad af sammentænkning af miljø og sundhed i målene for Folkesundhed Københavns arbejde, kan på sigt fremme både miljøet og borgernes egen sundhed.

 

ØKONOMI

Ingen bemærkninger.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Miljø- og Forsyningsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Ingen bemærkninger.

 

BILAG

Ingen.

 

 

 

Hjalte Aaberg                                                                                   

                                                                 / Lene Mårtensson

 


 


Til top