Høring om Københavns Kommunes grønne regnskab 2001
Høring om Københavns Kommunes grønne regnskab 2001
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 29. april 2002
20. Høring om Københavns Kommunes grønne regnskab 2001
MFU 140/2002 J.nr. 103/2002
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte forslag til høringssvar til Økonomiforvaltningen.
RESUME
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har den 16. april 2002 fra Økonomiforvaltningen modtaget udkast til Københavns Kommunes grønne regnskab 2001 i høring.
I vedlagte bilag er Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til Miljø- og Forsyningsforvaltningens høringssvar til Københavns Kommunes grønne regnskab 2001.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det grønne regnskab for 2001 interessant og ser det som et godt redskab til at synliggøre kommunens egen miljøbelastning og ressourceforbrug.
Udarbejdelsen af det grønne regnskab sker i et samarbejde mellem samtlige forvaltninger. Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen står for koordineringen af opgaven.
Det grønne regnskab betragtes som et tillæg til det økonomiske regnskab og den økonomiske beretning, og bliver behandlet hvert år i forsommeren i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Økonomiforvaltningen har den 16. april 2002 sendt udkast til det grønne regnskab 2001 til høring i samtlige forvaltninger. Efter høringsperioden vil høringssvarene samt udkast til Københavns Kommunes grønne regnskab 2001 blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i maj 2002. Efterfølgende trykkes det grønne regnskab.
I 1998 blev det besluttet at supplere Københavnernes grønne regnskab med et grønt regnskab for kommunen som virksomhed. Københavns Kommunes grønne regnskab skulle udgives en gang årligt sammen med det økonomiske regnskab og beretning. Det grønne regnskab skulle vise kommunens miljøbelastning samt miljøaktiviteter på forvaltnings- og bydelsniveau. Københavns Kommunes grønne regnskab er tidligere udgivet tre gange.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Formålet med regnskabet er at sætte fokus på miljøpåvirkninger fra kommunens forvaltninger og institutioner ved at vise ressourceforbrug og miljøbelastninger. Derudover er formålet, at regnskabet kan skabe inspiration og engagement i miljøarbejdet samt motivere til ressource- og miljøforbedringer.
Københavns Kommunes beslutning om at tiltræde Dogme 2000 for kommuner og miljø, der er et samarbejde og et forpligtende fællesskab mellem kommuner, vil få betydning for de kommende års grønne regnskaber.
Allerede fra i år vil samarbejdsaftalen om Dogme 2000 afspejle sig i regnskabet, idet regnskabet vil vise status for udvalgte indikatorer, som kommunen ifølge Dogme 2000 skal opfylde på sigt. Det drejer sig bl.a. om
- kommunens ressourceforbrug
- status på økologisk fødevareomstilling
- status på antal miljøcertificerede institutioner
- status på kommunens forbrug af pesticider
Københavns Kommunes grønne regnskab 2001 vil ligesom sidste år blive trykt som en 24 siders publikation i 2500 eksemplarer.
Dette års regnskab adskiller sig fra de foregående år. For at støtte de enkelte institutioners miljøarbejde er fokus rettet mod tre udvalgte serviceområder og deres forbrug af el, varme og vand. De tre serviceområder er: undervisning, daginstitutioner og plejehjem. Opdelingen i serviceområder giver en bedre mulighed for at sammenligne forbruget og miljøbelastningen institutionerne imellem eller i forhold til andre kommuner. Det er hensigten, at det grønne regnskab i de kommende år kan udvides med andre serviceområder.
I relation til Miljø- og Forsyningsforvaltningen er det bemærkelsesværdigt, at det grønne regnskab viser en stigning i elforbruget i 2001. Det skyldes dels at der i 2001 har været visse havarier på kraftværkerne, hvilket har bevirket, at der har været forøget produktion på spidslastværkerne, som er de lokale varmecentraler under Københavns Energi, og dels et forøget elforbrug på Sundby Gasværk. Dette har medført et højere elforbrug, som vurderes at være årsag til det forøgede elforbrug i 2001 i Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Miljø- og Forsyningsudvalgets øvrige bemærkninger til Københavns Kommunes grønne regnskab 2001 kan ses i vedlagte udkast til høringssvar.
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser af selve høringssvaret, men det grønne regnskab som publikation påvirker miljøet.
Københavns Kommune er en meget stor virksomhed. Derfor er det væsentligt, at der er opmærksomhed på den kommunale virksomheds ressourceforbrug og miljøpåvirkning. Formålet med at udgive et grønt regnskab er at vise kommunen selv og dens omverden hvilket ressourceforbrug og miljøpåvirkning kommunen giver anledning til. Derudover er det målet, at regnskabet gennem gode eksempler inspirerer og motiverer til yderligere ressource og miljøforbedringer.
Selve udgivelsen af publikationen giver anledning til ressourceforbrug. Kommunen har derfor valgt at publikationen skal trykkes af et trykkeri, der er miljøcertificeret og ligger lokalt, således at transport og de afledte miljøkonsekvenser af transport mindskes.
ØKONOMI
Der er ingen økonomiske konsekvenser af høringssvaret, men det grønne regnskab som publikation indebærer en årlig udgift.
Økonomiforvaltningen afholder udgiften til konsulentbistand, grafisk arbejde samt trykning på ca. 200.000,- kr. Samtlige forvaltninger bidrager med personaleressourcer, dog med et større forbrug hos Økonomiforvaltningen, Statistisk kontor samt Miljøkontrollen til projektledelse og dataindhentning og –bearbejdning.
HØRING
Ingen
BILAG
- Københavns Kommunes grønne regnskab 2001
- Forslag til høringssvar til Københavns Kommunes grønne regnskab 2001 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen .
Peter Elsman
/Niels Juul Jensen