2. behandling af Miljø- og Forsyningsudvalgets budget 2003
2. behandling af Miljø- og Forsyningsudvalgets budget 2003
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 29. april 2002
10. 2. behandling af Miljø- og Forsyningsudvalgets budget 2003
MFU 147/2002 J.nr. 93/2002
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender,
at det vedlagte forslag til budget 2003 for Miljø- og Forsyningsudvalget fremsendes til Økonomiudvalget.
RESUME
Miljø- og Forsyningsforvaltningen fremlægger hermed forslag til budget 2003 for Miljø- og Forsyningsudvalget med henblik på udvalgets endelige godkendelse af forslaget.
Budgettet, der er indarbejdet inden for den udmeldte ramme, indebærer fortsat en udvidelse af KE's investeringer med henblik på at sikre forsyningen af de nye bydele og byggerier. Budgettet indeholder takstforhøjelser på el-, varme-, gas- og afløbsområdet. Takstforhøjelsen på elnettet sker for at sikre en afvikling af den såkaldte underdækning i løbet af en 5-årig periode, mens de øvrige takstforhøjelser sker for at skabe balance mellem udgifter og indtægter på langt sigt.
Der er siden 1. behandlingen indarbejdet følgende ændringer:
- en betinget driftsbevilling til udgifter i forbindelse med flytning af Miljøkontrollen,
- finansiering af den del af udgifterne vedrørende de grønne guider, som staten hidtil har finansieret, og
- udlægning af udgifterne vedrørende Løn- og Pensionsanvisningen til de enkelte forvaltninger.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at udvalget drøfter en eventuel omlægning af bidraget til forbrændingsanlæg. Konsekvenserne af en sådan omlægning er nærmere belyst i et bilag til indstillingen.
Forslag til budget 2003 for Miljø- og Forsyningsudvalget er sammen med enkelte baggrundsnotater og et foreløbigt udkast til udvalgets ønskeliste vedlagt denne indstilling. Det foreslås, at udvalget tager endelig stilling til ønskelisten på udvalgsmødet den 13. maj 2002.
SAGSBESKRIVELSE
Siden 1. behandlingen af budgetforslaget er Miljø- og Forsyningsforvaltningens budgetramme, der var på –83,863 mio. kr., blevet korrigeret som følge af udlægningen af udgifterne til Løn- og Pensionsanvisningen til de enkelte forvaltninger.
Rammen, der herefter er på –82,893 mio. kr., er fortsat foreløbig i den forstand, at der senere vil ske korrektioner som følge af:
- ændringen i den interne rente fra 7,5 % til 7,0 %,
- eventuel DUT-kompensation i forbindelse med bloktilskudsaktstykket i sommeren 2002, og
- resultatet af forhandlingerne med regeringen om kommunens økonomiske forhold i 2003.
Herudover kan et eventuelt forlig med omegnskommunerne om vandpriserne få konsekvenser for Miljø- og Forsyningsudvalgets budget for 2003.
Ændringen af den interne rente vil give anledning til en mindreudgift på 9,094 mio. kr. Denne mindreudgift er allerede indarbejdet i budgetforslaget inden for de berørte bevillingsområder.
Den samlede ramme er ændret tilsvarende, og er herefter på –91,988 mio. kr.
I forbindelse med førstebehandlingen var der reserveret et beløb på 4,442 mio. kr. til dækning af eventuelle merudgifter til husleje for Miljøkontrollen. Miljøkontrollens fremtidige lokaleforhold er fortsat ikke afklaret, hvorfor beløbet er indarbejdet i Miljøkontrollens budget som en betinget driftbevilling, som således kun kan anvendes med Borgerrepræsentationens særskilte godkendelse. Det ventes at bevillingen vil søges frigjort i forbindelse med forelæggelsen af en indstilling vedrørende køb eller leje af nye lokaler til Miljøkontrollen.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen havde ved 1. behandlingen indarbejdet et ønske i ønskelisten om en rammeudvidelse på 1,4 mio. kr. til aflønning af de grønne guider. Udgiften har hidtil været afholdt af Den grønne Fond under Miljøministeriet, men det forventes efter nedlæggelsen af fonden, at der ikke vil blive ydet statstilskud til forlængelse af grønne guider. Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering, at de manglende 1,4 mio. kr. i 2003 vil kunne findes inden for Miljøkontrollens samlede budget ved omlægninger og effektiviseringer.
Udgiften foreslås således afholdt inden for Miljøkontrollens bevilling på funktion 0.80.1 fælles formål. Udvalget vil senere blive orienteret om eventuelle omplaceringer mellem funktionerne inden for Miljøkontrollens bevilling som følge heraf.
Forslag til budget og budgetbemærkninger er vedlagt som bilag 1.
Budgettet er udarbejdet i en ny skabelon, hvor der er sat fokus på formulering og fastsættelse af visioner og målsætninger for udvalget og for de enkelte bevillinger. Forvaltningen har, som nævnt i indstillingen til førstebehandlingen af budgetforslaget, foretaget en gennemskrivning af tekstbemærkningerne. Helt nye afsnit er markeret med en lodret streg i marginen. Forvaltningen forventer fortsat at skulle arbejde videre med tilpasningen til det nye budgetkoncept frem til budget 2004.
Budgetforslaget består herudover af forslag til investeringsplan (bilag 2) og takstbilag (bilag 3).
Budgetforslaget indeholder de ved 1. behandlingen fremlagte takstforhøjelser på el-, varme-, gas- og afløbsområdet. Takstforhøjelsen på elnettet sker for at sikre en afvikling af den såkaldte underdækning i løbet af en 5-årig periode. De øvrige takstforhøjelser sker for at skabe balance mellem udgifter og indtægter på langt sigt. Udvalget bad under 1. behandlingen af budgettet om at få specificeret, hvor stor en del af takstforhøjelserne, der skyldes stigninger i grønne afgifter og brændselsudgifter. Dette belyses i bilag 4.
Udvalget bad desuden under 1. behandlingen af budgettet om at få belyst konsekvenserne af en omlægning af bidraget til forbrændingsanlæg, således at gebyret opkræves i henhold til etageareal og ikke grundværdi. Bilag 5 belyser konsekvenserne af omlægningen for udvalgte ejendomme, idet det dog skal bemærkes, at konsekvenserne for hver enkelt ejendom afhænger af den pågældende ejendoms grundværdi og etageareal.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at udvalget drøfter en eventuel omlægning af bidraget som skitseret. En beslutning herom vil kunne indarbejdes i budgetforslaget inden dette fremsendes til Økonomiforvaltningen.
Der er indkommet en række forslag til udvalgets ønskeliste fra medlemmerne af S, SF og Enhedslisten i udvalget. Der udestår en konkretisering af flere af forslagene, og den vedlagte oversigt (bilag 6) kan derfor ikke betragtes som udvalgets endelige ønskeliste.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at forvaltningen i samarbejde med forslagsstillerne færdiggør forslaget til ønskeliste med henblik på endelig behandling på udvalgsmødet den 13. maj 2002.
HØRING
Der har ikke været foretaget høring.
BILAG
- Budget og budgetbemærkninger for 2003
- Investeringsoversigt for 2003-2006
- Takstbilag for 2003
- Notat af 15. april 2002 om de økonomiske konsekvenser af takstforhøjelserne for forskellige husstande, herunder om den andel af forhøjelserne, der kan tilskrives stigninger i afgifter og brændselsudgifter
- Notat af 22. april 2002 om eventuel omlægning af bidrag til forbrændingsanlæg
- Foreløbig ønskeliste for 2003
Peter Elsman
/Jens Balslev