Mødedato: 29.03.2004, kl. 15:00

Madaffald fra storkøkkener og andre virksomheder

Madaffald fra storkøkkener og andre virksomheder

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 29. marts 2004

 

 

7.      Madaffald fra storkøkkener og andre virksomheder

 MFU 72/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender forslag til "Særlige bestemmelser om madaffald fra virksomheder i Københavns Kommune" med henblik på indsamling af madaffaldet til bioforgasning og

at der foretager en evaluering af den foreslåede ordning for madaffald fra storkøkkener og andre virksomheder, når ordningen har fungeret i et kalenderår. Resultatet af evalueringen fremlægges for Miljø- og Forsyningsudvalget sommeren 2006.

 

 

RESUME

Miljøstyrelsen har ophævet bekendtgørelsen om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener med virkning fra 1. august 2003. Med udgangspunkt i at det er vurderet, at det miljømæssigt er bedre at indsamle madaffald fra virksomheder til bioforgasning end til forbrænding, har Miljø- og Forsyningsforvaltningen udarbejdet forslag til en ny ordning, som omfatter storkøkkener og andre virksomheder, der producerer i gennemsnit mindst 100 kg madaffald pr. uge.

Virksomhedernes madaffald vil blive indsamlet af affaldstransportører, der har indgået aftale med Københavns Kommune. Det indsamlede madaffald skal transporteres til biogasanlæg, som har indgået aftale med kommunen, og som er godkendt af myndighederne til modtagelse af madaffald med henblik på bioforgasning. Ved indsamling og bioforgasning anslås en omkostning på 1.190 – 2.290 kr. pr. ton madaffald. Til sammenligning er den gennemsnitlige omkostning til indsamling og forbrænding af dagrenovationslignende affald 1.530 kr. pr. ton.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Baggrunden for at etablere en ny ordning for madaffald fra virksomheder er, at Miljøstyrelsen i samråd med Fødevaredirektoratet har ophævet bekendtgørelsen om madaffald fra storkøkkener[1] pr. 1. august 2003. Borgerrepræsentationen besluttede som en konsekvens heraf den 2. oktober 2003 at ophæve regulativet om madaffald fra storkøkkener[2]. På Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 24. november 2003 blev udvalget orienteret om, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen planlagde at udarbejde særlige bestemmelser for en fremtidig ordning for håndtering af madaffald baseret på en indsamlingsordning til bioforgasning.

Med ophævelsen af bekendtgørelsen er kommunerne ikke længere forpligtiget til at have en indsamlingsordning for madaffald, men er dog stadig forpligtiget til at anvise madaffaldet til behandling. Miljøstyrelsen påpeger i brev af 24. juli 2003 til kommunerne følgende 3 muligheder:

·       Indsamling af dagrenovationslignende affald sammen med dagrenovation og efterfølgende forbrænding på et affaldsforbrændingsanlæg.

·       Indsamling med kildesorteret organisk dagrenovation og efterfølgende behandling i biogas- eller komposteringsanlæg.

·       Indsamling og behandling i en separat ordning for madaffald fra storkøkkener, der er godkendt af Fødevaredirektoratet efter reglerne i Forordning om animalske biprodukter[3].

Endvidere fremgår det af brevet fra Miljøstyrelsen, at der er gennemført en miljø-vurdering af alternative behandlinger af madaffald som viser, at det er miljømæssigt bedst at bioforgasse affaldet, men at forskellen mellem bioforgasning og forbrænding ikke er stor. Lokale forhold kan imidlertid have stor betydning for vurderingen. Miljøstyrelsen har vurderet, at merudgiften ved separat indsamling af madaffald er stor, og at der derfor ikke - på baggrund af den lille forskel i miljøvurderingen - er grund til at opretholde kravet om separat indsamling. Fødevareministeriet har besluttet, at man ikke af veterinære grunde alene vil kræve ordningen opretholdt.

Der blev i 2003 indsamlet cirka 3.500 ton madaffald fra cirka 250 virksomheder i Københavns Kommune. Der findes altså en velfungerende ordning for madaffaldet, som dog har ret høje omkostninger. Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet, at der er en miljøgevinst ved fortsat at indsamle madaffaldet til bioforgasning, som både kan udnytte energien og genanvende næringsstofferne i affaldet. Miljøgevinsten er ikke stor, men forvaltningen vurderer, at de økonomiske omkostninger kan nedbringes væsentligt i en ny indsamlingsordning for madaffald. Derfor har Miljø- og Forsynings-forvaltningen udarbejdet vedlagte forslag til særlige bestemmelser om madaffald fra virksomheder i Københavns Kommune.

 

Da der er usikkerhed omkring både miljøgevinst og økonomi vil Miljø- og Forsyningsfor valtningen imidlertid foretage en evaluering af ordningen med henblik på at Miljø- og Forsyningsudvalget skal drøfte sagen igen i sommeren 2006.

 

Uddybning af indstilling

Forslaget til den fremtidige ordning for madaffald fra storkøkkener og andre virksomheder er baseret på en indsamlingsordning efter erhvervsaffaldsregulativet på samme måde som de øvrige ordninger for erhvervsaffald. Ligesom i den hidtidige ordning er mængdegrænsen på 100 kg madaffald pr. uge. Forslaget omfatter ligesom hidtil storkøkkener, som fx hotelkøkkener, restauranter og kantiner, men nu yderligere en gros- og detailhandel.

Madaffaldet skal indsamles af en transportør, der har indgået aftale med Københavns Kommune. Transportøren skal levere madaffaldet til biogasanlæg, som har indgået aftale med kommunen, og som er godkendt af myndighederne til modtagelse af madaffald med henblik på bioforgasning.

På nuværende tidspunkt findes der på Sjælland to behandlingsanlæg til bioforgasning af det indsamlede madaffald:

·       Daka a.m.b.a. (tidligere Kambas) ved Ringsted, hvor madaffaldet findeles og hygiejniseres ved 133 grader, inden det sendes til biogasanlæg. Prisen inkl. bioforgasning er 900 kr. pr. ton.

·       BioVækst – Audebo vest for Holbæk er et kombineret biogas- og kompostanlæg, som er ved at blive godkendt af Fødevareregionen til bioforgasning af madaffald. På anlægget bliver madaffaldet forbehandlet og hygiejniseret ved 70 grader i 1 time, hvorefter det bioforgasses og komposteres. Prisen på modtagelse er 750 kr. pr. ton. Ved en renhed af madaffaldet på højst 5% urenheder vil behandlingsprisen være 600 kr. pr. ton.

For at få en vurdering af økonomien for den fremtidige ordning har Miljø- og Forsyningsforvaltningen indhentet oplysninger fra transportører, som har foretaget beregninger på indsamling og levering til BioVækst – Audebo. Overslag over omkostninger ved indsamling og bioforgasning sammenlignet med omkostninger ved indsamling og forbrænding af dagrenovationslignende affald fremgår af bilag 2.

Ved indsamling og bioforgasning anslås en omkostning på 1.190 – 2.290 kr. pr. ton madaffald, mens den gennemsnitlige omkostning til indsamling og forbrænding af dagrenovationslignende affald er 1.530 kr. pr. ton. Som en gennemsnitlig betragtning vil en virksomhed på baggrund af et groft skøn få en omkostning på cirka 16.700 – 32.000 kr. om året ved bioforgasning, mens forbrændingen giver en skønnet omkostning på cirka 21.500 kr. om året.

I den hidtidige ordning for madaffald har hver virksomhed i gennemsnit haft en omkostning på 29.300 kr. om året. Det skal bemærkes at denne ordning har givet underskud for R98. Den fremtidige markedspris på indsamling af madaffald til bioforgasning kendes dog ikke med sikkerhed, da ordningen hidtil har været koncessioneret.

Til orientering kan det oplyses, at Frederiksberg Kommune planlægger at ophøre med den separate indsamling af madaffald fra de cirka 20 storkøkkener på Frederiksberg. I stedet vil man på Frederiksberg fremover indsamle madaffaldet som dagrenovationslignende affald fra erhverv til forbrænding. Tilsvarende gør sig gældende for de øvrige kommuner i I/S Amagerforbrændings opland.

 

MILJØVURDERING

Anvendelse af madaffald som svinefoder har været forbudt siden 1. november 2002. I den mellemliggende periode har konsulentfirmaet NIRAS for Miljøstyrelsen foretaget en miljøvurdering af alternativer for håndtering af madaffald fra storkøkkener. Rapporten[4], der blev offentliggjort af Miljøstyrelsen den 21. januar 2004, vurderer følgende fem scenarier:

1.     Bioforgasning, hvor madaffaldet indsamles separat i spande, der vaskes på centralt anlæg. Madaffaldet forbehandles på centralt anlæg, hvorefter det leveres til  biogasanlæg.

2.     Bioforgasning, hvor madaffaldet indsamles separat i poser (ingen beholdervask) og forbehandles decentralt ved biogasanlægget.

3.     Bioforgasning, hvor madaffaldet indsamles separat i spande, der vaskes decentralt på virksomheden. Madaffaldet forbehandles decentralt ved biogasanlægget.

4.     Forbrænding, med indsamling som almindelig dagrenovation.

5.     Kompostering, med separat indsamling og decentral forbehandling.

Vurderingen er opdelt i tre dele: affald, ressourcer og miljøeffekt.

Med hensyn til affald er alle biogasløsninger, ifølge rapporten, klart mere fordelagtige end forbræ nding, fordi forbrænding giver restprodukter til deponering. Bioforgasningen giver derimod et restprodukt, der genanvender næringsstofferne som gødning i jordbrug.

Med hensyn til ressourcer er der en gevinst ved biogas set i forhold til forbrænding. Gevinsten er mest udtalt i biogasløsninger med decentral indsamling og forbehandling (2. og 3.).

Med hensyn til miljøeffekter er billedet mere blandet. Biogasløsningen med decentral indsamling og forbehandling uden poser (3.) er lidt bedre end forbrænding. Biogasløsningen med central indsamling og forbehandling (1.) er lidt dårligere end forbrænding. Biogasløsningen med decentral indsamling og forbehandling i poser (2.) ligger imellem disse niveauer, med en lille fordel til biogassen.

Biogas er altså overordnet en bedre udnyttelse af madaffaldet end forbrænding, hvad ressourceforbrug og affald angår. Billedet er mere blandet for miljøeffekternes vedkommende.

Samlet set vurderer Miljøkontrollen på baggrund af rapporten, at biogasløsningerne uden central forbehandling (2. og 3.) er en lidt bedre løsning for miljøet end forbrænding, fordi der bruges færre ressourcer og produceres mindre affald. Bioforgasning med central forbehandling (1.) rangerer på niveau med forbrænding, mens kompostering klart er den dårligste løsning, da den ikke udnytter affaldets energiindhold.

Det skal bemærkes, at NIRAS miljøvurdering tager udgangspunkt i en vurdering af de hidtidige indsamlingsordninger for madaffald fra storkøkkener, der har fungeret i Danmark. Der er ikke foretaget en egentlig miljøvurdering af et kombineret biogas- og kompostanlæg som BioVækst – Audebo, da anlægget kun har fungeret i et år.

Miljø- og Forsyningsudvalget vedtog den 24. marts 2003 i forbindelse med ophør af separat indsamling af bioaffald fra forsøgsområdet på Amager, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen fortsat skal følge udviklingen inden for nye metoder til behandling af bioaffald. Derfor vedtog udvalget også at opretholde en begrænset forsøgsindsamling af bioaffald i Kongens Enghave med henblik på leverance til forsøgsanlæg for bioforgasning.

 

ØKONOMI

Forslaget har ikke væsentlige økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Kommunale storkøkkener kan opleve ændrede priser på afhentning af kildesorteret madaffald alt efter hvilken transportør og hvilket modtageanlæg, der vælges.

 

HØRING

Udkast til de særlige bestemmelser om madaffald fra virksomheder i Københavns Kommune har været sendt i høring hos:

Fødevareregion København

Biovækst – Audebo

Daka a.m.b.a.

Brancheforeningen for biogas

Handel, Transport og Serviceerhvervene (HTS)

Dansk Transport og Logistik (DTL)

Renholdningsselskabet af 1898 (R98)

Frederiksberg Kommune

I/S Amagerforbrænding

I/S Vestforbrænding

affald danmark

Det skal bemærkes, at høringen udelukkende har omfattet udkast til de særlige bestemmelser, og har ikke medtaget oplysninger om de økonomiske aspekter ved indsamling og behandling af madaffald.

affald danmark tilsluttede sig på vegne af I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding forslaget om de nye særlige bestemmelser, og havde ingen indvendinger imod forslaget.

Dansk Transport og Logistik fandt det positivt, at madaffald fra virksomheder bliver omfattet af samme ordning som det øvrige erhvervsaffald i Københavns Kommune, således at transportører i højere grad kan tilbyde samlede affaldsløsninger til deres kunder. 

Handel, Transport og Serviceerhvervene (se høringssvar i bilag 3), og herunder HORESTA, som repræsenterer en betydelig del af de virksomheder, som ordningen vil omfatte, ønsker at virksomhederne får en valgmulighed mellem bioforgasning eller forbrænding. En indsamlingsordning, som den Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, må principielt indeholde samme regler for ensartede affaldstyper og virksomheder. Derfor er valgfrihed ikke forenelig med forslaget til de særlige bestemmelser.

Hvad angår den juridiske udformning af indsamlingsordningen og HTS' opfattelse heraf, skal det bemærkes, at dette spørgsmål er generelt for alle indsamlings-ordninger for erhvervsaffald i Københavns Kommune og behandles derfor i en anden sammenhæng.

 

BILAG

Bilag 1: Forslag til "Særlige bestemmelser om madaffald fra virksomheder i Københavns Kommune".

Bilag 2: Overslag over omkostninger for indsamling af madaffald fra virksomheder.

Bilag 3: Høringssvar af 6. februar 2004 fra Handel, Transport og Servicecentrene omfattende HORESTA's holdninger til de særlige bestemmelser.

 

 

 

Peter Elsman

                                                                 / Hjalte Aaberg

 


 



[1] Bekendtgørelse nr. 883 af 11. december 1986 om kommunal indsamling af madaffald fra storkøkkener

[2] "Regulativ for håndtering og bortskaffelse af madaffald fra storkøkkener i Københavns Kommune" af 20. juni 1991

[3] Rådets forordning (EF) 1774/2002 af 3. oktober 2002 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum

[4] Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 1 /2004: Madaffald fra storkøkkener


Til top