Mødedato: 28.10.2002, kl. 15:00

Blyforurening på Københavns Skyttecenter

Blyforurening på Københavns Skyttecenter

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 28. oktober 2002

 

 

10.      Blyforurening på Københavns Skyttecenter

 MFU 229/2002

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkast til "Tillæg til miljøgodkendelse af 18. januar 1999 af Københavns Skyttecenter. Ændring af vilkår 3.3 og 4.2".

 

 

RESUME[pj2] 

På Københavns Skyttecenter har der frem til 31. december 2000 været anvendt blyhagl på flugtskydningsanlægget. Den eksisterende godkendelse indeholder et vilkår om, at blyforureningen, som skyldes denne anvendelse, skal fjernes senest med udgangen af 2002. I de seneste år er der gennemført undersøgelser af forureningen og af mulighederne for at fjerne den.

I juni 2002 sendte Københavns Idrætsanlæg (Københavns Skyttecenter) ansøgning om ændring af vilkåret om fjernelse af blyforureningen.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet risikoen ved at lade blyforureningen ligge. Med den nuværende arealanvendelse vurderes risikoen for mennesker og miljø at være minimal.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer derfor, at en udsættelse af oprensningen kan accepteres, indtil skydeaktiviteterne ophører. Der skal herudover ske en overvågning af forureningen af området.

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

Københavns Skyttecenter får den første miljøgodkendelse i 1980. I januar 1990 overtager Miljøkontrollen tilsynsforpligtelsen fra Hovedstadsrådet. I revision af godkendelsen i 1991 tidsbegrænses anvendelsen af blyhagl, og der stilles vilkår om oprensning af den forurening, som anvendelsen medfører. Tidsbegrænsningen sættes til 1993 svarende til Miljøministeriets varsling af forbud mod brug af blyhagl. I de efterfølgende år revid-eres vilkåret om tidsbegrænsning løbende som følge af Miljøministeriets dispensationer fra forbudet mod brug af blyhagl.

Anvendelsen af blyhagl ophører 31. december 2000. En oprydning af arealet viser sig ikke at kunne gennemføres indenfor det fastlagte tidsrum. Skyttecenteret søger og får derfor tidsforlængelse frem til den 31. december 2002.

I de seneste år har skyttecenteret undersøgt forureningens udbredelse og mulighederne for at oprense området.

Disse undersøgelser og en udtalelse fra Embedslægeinstitutionen om, at de ikke vil modsætte sig, at jorden får lov at blive liggende efter 31. december 2002, er baggrunden for, at Københavns Idrætsanlæg (Københavns Skyttecenter) den 4. juni 2002 søger om ændring af vilkåret om oprensning af blyforureningen ved flugtskydningsanlægget.

Vilkåret ønskes ændret, så oprensningen udsættes indtil skyttecenteret nedlægges eller flytter fra den nuværende lokalitet.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Anvendelsen af blyhagl på skyttecenteret har medført, at et areal på ca. 80.000 m2 er forurenet med bly. Der vurderes at ligge ca. 200 tons bly.

Blyet findes spredt på området som blyhagl. En del af haglene er i tidens løb forvitret. Dele af de øverste jordlag er derfor stærkt forurenet med bly. Analyser af jordprøver viser et indhold på mellem 20 - 40.000 mg/kg TS. Dette skal ses i forhold til, at kvaliteteskriteriet for jord ved meget følsom arealanvendelse er 40 mg/kg TS, og at der er fastlagt et afskæringskriterie på 400 mg/kg TS. Afskæringskriteriet er det niveau, hvor det er nødvendigt at foretage total afskæring af kontakt med jorden, hvis anvendelsen er meget følsom (bolig eller lign).

Skyttecenteret har undersøgt mulighederne for oprensning af blyforureningen. Den løsning der pt. vurderes at være gennemførlig, er en oprensning, hvor jorden afgraves og deponeres. Ved en oprensning til kvalitetskriteriet på 40 mg/kg TS er prisen for opgravning og deponering af jorden vurderet til ca. 13,5 mio. kr. Alternativt til deponering kan jorden afbrændes hos Kommune Kemi. Prisen for dette vil være væsentlig højere.

Som led i arbejdet har Miljøkontrollen gennemført en vurdering af risikoen ved at lade den blyforurenede jord ligge.

Risikoen for forurening af grundvand og overfladerecipienter vurderes at være minimal. Med den nuværende anvendelse af området vurderes der endvidere at være en minimal risiko for, at forureningen er til fare for mennesker eller fugle. Hvis området senere øns-kes overført til følsom anvendelse som boliger eller lignende, vurderer Miljøkontrollen, at en oprydning er nødvendig.

I udkastet til tillægget til godkendelsen foreslås:

·        at det eksisterende vilkår om oprydning af blyforurening i nedfaldsområdet ved flugtskydningsanlægget inden den 31. december 2002 ændres til, at oprydningen skal ske senest et år efter, at aktiviteterne ved flugtskydningsanlægget ophører, eller hvis Københavns Skyttecenter ophører eller flytter fra den nuværende lokalitet og

·        at udsættelsen af oprydningen følges af nærmere fastlagte vilkår om bl.a. overvågning af forureningen i området.

I forbindelse med udarbejdelse af vedlagte udkast til tillæg til miljøgodkendelsen af skyttecenteret er Miljøkontrollen blevet opmærksom på, at der findes en forurening med tjærestoffer fra anvendelsen af lerduer. Ligeledes er det konstateret, at praksis for meddelelse af udledningstilladelser til drænvand er ændret. Skyttecenteret skal derfor have en udledningstilladelse. Miljøkontrollen er i gang med at regulere disse forhold. Reguleringen vil ske, som det er normal praksis indenfor disse områder.

 

MILJØVURDERING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer at udsættelse af oprensning af blyforure-ningen ved flugtskydningsanlægget kan ske uden væsentlig risiko for mennesker og miljø.

Skyttecenteret ligger i et område, som ikke er indsatsområde efter jordforurenings-loven. Det betyder, at oprydning af området ikke ville blive prioriteret for midler afsat efter jordforureningsloven. Udsættelse af oprydning strider således ikke imod denne prioritering.

En oprensning af området pt. vil medføre en løsning, hvor jorden opgraves. Dette vil medføre et forbrug af energi til gravearbejde og fragt af den forurenede jord. Det vil endvidere betyde deponering eller afbrænding af ca. 9.200 tons hagl/tørv.

Med udsættelse af oprensningen er det muligt, at der udvikles nye metoder til rensning. Disse metoder kan medføre et mindre energiforbrug. Endvidere er det muligt, at det rensede materiale kan genanvendes, og at der dermed ikke bliver behov for deponering af materiale.

 

ØKONOMI

Sagen har ingen indflydelse på økonomien i Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Udsættelse af oprensningen vil derimod medføre, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke pt. skal skaffe midler til en oprensning.

 

HØRING

Sagen har været til høring hos Embedslægeinstitutionen. Embedslægen kan acceptere en udsættelse af oprensningen under forudsætning af, at børn ikke kommer på centret, at området er indhegnet og centrets brugere informeret om forureningen. Dette er indsat som vilkår i revisionen.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Meddelelse af tillægget til miljøgodkendelsen har ingen andre konsekvenser.

 

BILAG

Tillæg til miljøgodkendelse af 18. januar 1999 af Københavns Skyttecenter. Ændring af vilkår 3.3 og 4.2. Udkast oktober 2002.

 

Endvidere vil den miljøtekniske beskrivelse og vurdering med begrundelse for fastlæggelse af vilkårene være fremlagt på mødet.

 

 

Peter Elsman

                                            / Hjalte Aaberg


 


 [pj1]00104460DOC

 [pj2]00104461DOC

 [pj3]00104464DOC

Til top