Mødedato: 28.05.2001, kl. 15:00

Afslutning af geotermiprojektets fase 1 og endelig beslutning om kommunens deltagelse i fase 2

Afslutning af geotermiprojektets fase 1 og endelig beslutning om kommunens deltagelse i fase 2

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 28. maj 2001

 

6. Afslutning af geotermiprojektets fase 1 og endelig beslutning om kommunens deltagelse i fase 2

MFU 140/2001 J.nr. B 3195-1/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender,

at Københavns Kommune deltager i fase 2 af projektet om efterforskning og indvinding af geotermisk energi i Hovedstadsområdet på baggrund af en redegørelse om forløbet af projektets fase 1.

RESUME

På baggrund af en foreløbig vurdering af fase 1 af projektet om efterforskning og indvinding af geotermisk energi i Hovedstadsområdet godkendte Borgerrepræsentationen den 26. april 2001, at der blev bevilget 6,8 mio. kr. til kommunens deltagelse i fase 2. Fase 1 vedrører seismiske undersøgelser.

Samtidig blev Miljø og Forsyningsudvalget bemyndiget til at træffe endelig beslutning om kommunens deltagelse i fase 2 på baggrund af den endelige vurdering af fase 1.

Endvidere gav Borgerrepræsentationen en indtægtsbevilling på 1,4 mio. kr. i form af statstilskud.

De seismiske undersøgelser i fase 1 er nu afsluttet med et resultat, som Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) vurderer som lovende. Det foreslås derfor, at kommunen deltager i projektets fase 2, hvori der skal gennemføres en boring og udføres forsøg med pumpning.

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen godkendte den 9. december 1999, at Københavns Energi indgik en samarbejdsaftale med CTR, VEKS, Energi E2 og DONG om efterforskning og indvinding af geotermisk energi i Hovedstadsområdet og gav en kapitalbevilling på 3,6 mio. kr. til fase 1, der vedrører seismiske undersøgelser.

På baggrund af en foreløbig vurdering af fase 1 af projektet om efterforskning og indvinding af geotermisk energi i Hovedstadsområdet godkendte Borgerrepræsentationen den 26. april 2001, at der blev bevilget 6,8 mio. kr. til kommunens deltagelse i fase 2.

Samtidig blev Miljø- og Forsyningsudvalget bemyndiget til at træffe endelig beslutning om kommunens deltagelse i fase 2 på baggrund af den endelige vurdering af fase 1.

Endvidere gav Borgerrepræsentationen en indtægtsbevilling på 1,4 mio. kr. i form af statstilskud.

De seismiske undersøgelser er nu afsluttet, og resultaterne er tolket af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS).

Undersøgelserne har kortlagt de største forkastninger (spring i undergrundens stenlag) og de lagpakker, der kan indeholde sandstenslag, hvorfra der kan hentes varmt geotermivand. Lagpakkerne kan følges til boringer uden for området, hvor lagpakkernes sammensætning er kendt.

Resultaterne af de seismiske undersøgelser er indarbejdet i en geologisk model for områdets udvikling, der giver grundlag for at kunne vurdere de enkelte sandstenlags egenskaber.

Resultaterne af denne proces har usikkerheder indbygget, især fordi der er langt til de omkringliggende boringer. Først efter prøveboringen i projektets fase 2 vil det kunne afklares, om geologernes forventninger holder i praksis.

På grundlag af den geologiske undersøgelse er der beregnet produktionspriser for geotermianlæg på 8 lokaliteter ved eksisterende kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg. For at kunne vurdere varmeprisen er beregnet en substitionspris, som er prisen på den varmemængde, der skal produceres på de eksisterende værker, hvis geotermianlægget ikke etableres. Substitionsprisen forventes at blive fra 50 til 65 kr./GJ afhængigt af fremtidige afgifter på fjernvarme.

De bedste varmepriser på geotermisk energi opnås ved udnyttelse af det dybestliggende sandstenslag og ved at levere varmen direkte til Københavns Energis ledningsnet ved henholdsvis H. C. Ørsted Værket, Svanemølleværket og Amagerværket. Varmeprisen forventes ved de mest gunstige udfald af boringerne at kunne holdes under 40 kr./GJ.

Ud over varmeprisen er følgende vurderinger anvendt til afklaring af den bedst egnede borelokalitet:

Svanemølleværket

Der er særdeles lidt plads til demonstrationsanlægget, men det kan lade sig gøre, hvis naboområder inddrages. Lokaliteten er uegnet til evt. fremtidige udvidelser. Der må påregnes særlige miljømæssige foranstaltninger ved etableringen af demonstrationsanlægget af hensyn til det omgivende byggeri og havneområdet. Hvis det dybestliggende sandstenslag viser sig ikke at kunne anvendes, er der 2 andre sandstenslag, hvorfra der forventes, at kunne produceres varme til en acceptabel varmepris.

H. C. Ørsted Værket

Der er plads til demonstrationsanlægget, men begrænset plads til evt. fremtidige udvidelser. Lokaliteten er følsom i forhold til det eksisterende miljø. Da der forekommer en forkastning i undergrunden lige under værket er usikkerheden ved at bore her større end ved de andre lokaliteter. Der er 3 anvendelige sandstenslag.

Amagerværket

Der er god plads til både demonstrationsanlæg og til evt. fremtidige udvidelser. Lokaliteten er ikke følsom i forhold til det eksisterende miljø.

Der er 3 anvendelige sandstenslag.

Varmen fra geotermianlægget kan være delvis erstatning for varmen fra Amagerværkets blok 1 og 2, hvor miljøgodkendelsen ophører i år 2004.

Konklusion

Ud fra ovenstående vurdering har geotermiprojektets tekniske komité indstillet, at der foretages en prøveboring ved Amagerværket med henblik på, at kunne placere demonstrationsanlægget her.

Miljø og Forsyningsforvaltningen kan tilslutte sig dette, og indstiller til udvalgets godkendelse, at Københavns Kommune deltager i projektets fase 2.

 

 

 

Niels Juul Jensen

/ Ole Toft Frederiksen

 

 

Til top