Mødedato: 27.10.2003, kl. 15:00

Indberetning af data for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune

Indberetning af data for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 27. oktober 2003

 

 

7.      Indberetning af data for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune

 MFU 230/2003

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender revisionen af "Særlige bestemmelser om indberetning af data for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune", jf. bilag.

 

 

 

RESUME

På Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 10. marts 2003 godkendte udvalget særlige bestemmelser om indberetningsformat for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune. Disse særlige bestemmelser fastsatte i detaljer kravene til indberetning for de transportører, som transporterer jord og dermed er omfattet af regulativ for anvisning af forurenet jord i Københavns Kommune. Det har imidlertid vist sig, at der løbende er behov for at ændre de tekniske specifikationer for indberetningsformatet, således som det er fastlagt i affaldsbekendtgørelsens regler om indberetning til Informationssystemet for affald og genanvendelse, ISAG. Det er derfor mere hensigtsmæssigt, at de særlige bestemmelser er udformet således, at de fastlægger rammerne og de overordnede krav til indberetningen, og at de løbende ændringer af de tekniske specifikationer fastlægges af Miljøkontrollen.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 19. september 2002 "Regulativ for anvisning af forurenet jord i Københavns Kommune" (Jordregulativet). Med regulativet er søgt realiseret nogle væsentlige målsætninger om miljømæssig og forsvarlig håndtering af forurenet overskudsjord i Københavns Kommune. Regulativet er trådt i kraft den 1. marts 2003 og er udstedt med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven og Affaldsbekendtgørelsen.

Et væsentligt element i reguleringen på jordområdet er at sikre en hensigtsmæssig myndighedsstyring af jordstrømmene. Som et led i denne styring giver Affaldsbekendtgørelsen adgang til, at der i et regulativ kan fastsættes nærmere regler om, at affaldstransportørerne skal afgive oplysninger om det transporterede affald(forurenet jord). Denne bemyndigelse er udmøntet i Jordregulativets § 14, hvorefter transportørerne årligt skal oplyse Miljøkontrollen om transporterede mængder fordelt på forureningsklasser, forureningstyper, affaldsproducent (afhentningsadr esse) og modtageanlæg. Efter § 14, stk. 2 kan Miljø- og Forsyningsudvalget fastsætte nærmere retningslinjer for transportørernes indberetning.

På baggrund heraf godkendte Miljø- og Forsyningsudvalget den 10. marts 2003 særlige bestemmelser om indberetningsformat for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune. De særlige bestemmelser fastlagde meget detaljeret kravene til indberetning i det elektroniske indberetningsformat, STANDAT, som er et generelt dataudvekslingsformat for miljøoplysninger, der er udviklet til brug for indberetning til Miljøstyrelsens ISAG-system, Informationssystem for Affald og Genanvendelse. Indberetningssystemet har snitflader til mange forskellige elementer i omverden. Ved at anvende STANDAT-formatet sikres en sammenhæng til indberetninger fra modtageanlæg og den almindelige affaldsregistrering. Dette giver mulighed for at gøre brug af de indberettede oplysninger som et led i den kommunale affaldskortlægning og i udarbejdelsen af de kommunale affaldsplaner.

Det har imidlertid vist sig, at det er uhensigtsmæssigt, at de særlige bestemmelser er udarbejdet på et meget højt detaljeringsniveau, da der løbende sker justeringer af formatet. Der er derfor med det foreliggende forslag til ændring i de særlige bestemmelser taget højde for, at der løbende er behov for at ændre de tekniske specifikationer i indberetningsformatet.

Der vil blive en større fleksibilitet overfor nuværende og fremtidige tekniske ændringer i forhold til de eksisterende særlige bestemmelser. Miljøkontrollen får mulighed for hurtigt at kunne opdatere specifikke ændringer, som er af tekniske karakter. Eksempler på specifikke ændringer kan nævnes modifikation af numrene (fraktions numrene) på de forskellige typer af forurening i jorden, samt at der skal tilføjes nogle nye fraktionsnumre. Revisionen af de særlige bestemmelser for indberetning af data har ingen miljømæssig betydning.

 

MILJØVURDERING

Ingen bemærkninger.

 

ØKONOMI

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Forslaget har ikke været i høring. Men vognmandsorganisationerne har haft Jordregulativet i høring, og i den forbindelse blev det tilkendegivet, at standarden for indberetning i henhold til regulativets § 14 ville komme til at følge formatet for ISAG. Dansk Transport og Logistik er blevet orienteret om forslaget.

 

BILAG

Udkast til "Særlige bestemmelser om indberetning af data for transportører af forurenet jord i Københavns Kommune

 

 

 

Peter Elsman

                                                                 / Hjalte Aaberg

 

 


 


Til top