Mødedato: 27.08.2001, kl. 15:00

Ansøgning om dispensation fra støjgrænser ved Ringbanen

Ansøgning om dispensation fra støjgrænser ved Ringbanen

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 27. august 2001

 

5. Ansøgning om dispensation fra støjgrænser ved Ringbanen

MFU 193/2001 J.nr. M 5510-6/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender,

at støjgrænserne, der er angivet i pjecen om bygge- og anlægsarbejder, på nærmere betingelser midlertidigt fraviges i forbindelse med Banestyrelsens anlæg af Ringbanen ved Flintholm Station.

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget tiltrådte den 11. juni 2001 indstilling om, at Banestyrelsen i forbindelse med Ringbaneprojektet kunne udføre støjende bygge- og anlægsaktiviteter, bl.a. afgravning af blødbund, udenfor normal arbejdstid. Tilladelsen blev givet med den begrænsning, at støjende bygge- og anlægsaktiviteter udenfor normal arbejdstid kun måtte udføres lørdage i tidsrummet kl. 07.00 – 14.00 indtil den 10. august 2001.

Banestyrelsen har på grund af forsinkelser med gravearbejdet imidlertid ikke benyttet sig af dispensationen. Derfor har Banestyrelsen den 16. august 2001 søgt Miljøkontrollen om forlængelse af dispensationen frem til den 29. september 2001.

Banestyrelsen har begrundet ansøgningen om dispensation fra pjecens støjgrænser med, at driften af S-banen mellem Vanløse og Ryparken er indstillet fra 23. april til 1. december 2001. For at det forsinkede arbejde med afgravning af blødbund kan nå at blive afsluttet, så S-togsdriften på strækningen kan blive genoptaget den 1. december, skal arbejdet ifølge Banestyrelsen kunne foregå i de ansøgte tidsrum frem til den 29. september 2001.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at Banestyrelsen kan udføre de planlagte aktiviteter på Ringbanens strækning ved Flintholm Station i Københavns Kommune på følgende tidspunkter og betingelser:

  • Der kan udføres anlægsaktiviteter på lørdage mellem kl. 07.00 og 14.00 med højere støjniveau end 40 dB(A) indtil den 29. september 2001.
  • Miljøkontrollen kan gribe ind med påbud til Banestyrelsen om at støjgrænserne nævnt i Københavns Kommunes pjece om miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsaktiviteter alligevel skal overholdes, hvis Miljøkontrollen vurderer, at aktiviteterne medfører væsentlige støjgener.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Banestyrelsen ansøgte 23. maj 2001 om dispensation fra de grænser for støj, der er angivet i pjecen om miljømæssige forholdsregler i forbindelse med bygge- og anlægsaktiviteter i Københavns Kommune. I henhold til pjecen må støj fra bygge- og anlægsaktiviteter ikke overstige 70 dB(A) på hverdage, mandag til fredag fra kl. 07.00 til 18.00 og 40 dB(A) på andre tider.

Banestyrelsen skulle i perioden fra 28. maj til 10. august 2001 udføre arbejde, der kunne medføre støj ved anlægget af den nye Ringbanen omkring Flintholm Station. Der blev søgt om dispensation i både Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Banestyrelsen søgte om tilladelse til at arbejde i hele perioden på alle ugens dage incl. weekender fra kl. 06.00 til 18.00. Banestyrelsens entreprenører beregnede, at støjen fra nogle af aktiviteterne, dvs. håndtering af jord i to omlastestationer, i værste fald kunne blive 70 dB(A) ved nærmeste beboelse.

Miljø- og Forsyningsudvalget tiltrådte den 11. juni 2001 indstilling om, at Banestyrelsen kunne udføre støjende bygge- og anlægsaktiviteter, bl.a. afgravning af blødbund, udenfor normal arbejdstid. Tilladelsen blev givet med den begrænsning, at de støjende aktiviteter udenfor normal arbejdstid kun måtte finde sted lørdage i tidsrummet kl. 07.00 – 14.00 indtil den 10. august 2001.

Banestyrelsen har den 16. august 2001 oplyst, at man på grund af forsinkelser med gravearbejdet indtil nu ikke har benyttet sig af tilladelsen til at arbejde med støjende aktiviteter uden for normal arbejdstid. Samtidigt har man oplyst, at arbejdet med afgravning af blødbund nu er påbegyndt. For at kunne blive færdig med gravearbejdet inden trafikken på S-banen genoptages den 1. december 2001, søger Banestyrelsen derfor nu om forlængelse af tilladelsen til at arbejde med støjende aktiviteter lørdage i tidsrummet fra kl. 07.00 til 14.00 frem til den 29. september 2001.

Uddybning af indstilling

Det arbejde, som ansøgningen omfatter, drejer sig om afgravning og flytning af store jordmængder. Der er etableret to omlastestationer for jord, hvor det afgravede jord bliver kørt til med dumper og derefter afhentet med lastbiler. Entreprenøren M&T har for Banestyrelsen beregnet, at støjbelastningen i forbindelse med håndtering af jord på omlastestationerne i værste fald vil blive ca. 70 dB(A) ved nærmeste bolig.

Støjgrænserne i forbindelse med bygge- og anlægsvirksomhed i Københavns Kommune fremgår af pjecen "Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune". Støjgrænserne er:

Mandag til fredag kl. 07.00 til 18.00: 70 dB(A)

Uden for dette tidsrum samt helligdage: 40 dB(A)

Maksimal støj (støjspidser) om natten: 55 dB(A)

Såfremt det konstateres, at støjgrænserne overskrides, kan der meddeles påbud om at støjgrænserne skal overholdes.

Banestyrelsen har anført, at driften af S-banen, hvor anlægsaktiviteterne skal foregå, dvs. mellem Vanløse og Ryparken, er indstillet fra 23. april til 1. december 2001. For at arbejdet kan nå at blive afsluttet, så S-togsdriften på strækningen kan blive genoptaget den 1. december, er det ifølge Banestyrelsen afgørende, at anlægsaktiviteterne kan foregå i de ansøgte tidsrum frem til den 29. september 2001.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at Banestyrelsen kan udføre de planlagte aktiviteter på Ringbanens strækning ved Flintholm Station i Københavns Kommune på følgende tidspunkter og betingelser:

  • Der kan udføres anlægsaktiviteter på lørdage mellem kl. 07.00 og 14.00 med højere støjniveau end 40 dB(A) indtil den 29. september 2001.
  • Miljøkontrollen kan gribe ind med påbud til Banestyrelsen om at støjgrænserne nævnt i Københavns Kommunes pjece om miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder alligevel skal overholdes, hvis Miljøkontrollen vurderer, at aktiviteterne medfører væsentlige støjgener.

 

MILJØVURDERING

Banestyrelsens anlægsarbejder er aktiviteter, der hele tiden flytter sig i forhold til beboerne i området. Det betyder, at den enkelte beboer langs strækningen, hvor arbejdet foregår, kun vil være påvirket af støj fra hver af de forskellige aktiviteter i kort tid. Flere af aktiviteterne vurderes ikke at medføre væsentlige støjgener. Endelig vurderes det, at det samlede baggrundsstøjniveau langs arbejdsarealet er højt.

Arbejdet med jordhåndtering vil ske samme sted i hele anlægsperioden og vil derfor påvirke de samme beboelser i hele perioden. På grund af det høje niveau af baggrundsstøj fra trafikken i området vurderer Miljøkontrollen, at det vil være muligt at udføre de planlagte aktiviteter på lørdage fra kl. 07.00 til 14.00, uden at det vil medføre væsentlige støjgener for de omkringboende. Det skal i den forbindelse oplyses, at Miljøstyrelsen i sin vejledning om ekstern støj fra virksomheder inddrager lørdage i tidsrummet fra kl. 07.00 til 14.00 som almindelig arbejdstid, hvor virksomhederne har de højeste grænser for tilladt støj.

Miljøkontrollen vurderer samtidig, at det kan være forbundet med væsentlige støjgener for de omkringboende, hvis de planlagte aktiviteter finder sted efter kl. 14.00 på lørdage, på søndage, samt på hverdage før kl. 07.00.

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Banestyrelsen har ikke oplyst de økonomiske konsekvenser for det samlede ringbaneprojekt, hvis tidsplanen ikke kan holde.

HØRING

Indstillingen har ikke været i høring.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

Ingen

 

 

 

 

Niels Juul Jensen

/Jørgen Høg

 

 

Til top