Mødedato: 26.08.2002, kl. 14:00

Godkendelse af en ny blok 8 på H. C. Ørsted Værket i henhold til Varmeforsyningsloven

Godkendelse af en ny blok 8 på H. C. Ørsted Værket i henhold til Varmeforsyningsloven

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 26. august 2002

 

 

10.      Godkendelse af en ny blok 8 på H. C. Ørsted Værket i henhold til Varmeforsyningsloven

 

MFU 278/2002  J.nr. 177/2002

 

 

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender,

at der etableres en ny blok 8 på H. C. Ørsted Værket i henhold til Varmeforsyningsloven og

at projektet sendes til Energistyrelsen til orientering.

 

 

RESUME[pj2] 

Energi E2 har ansøgt om at få godkendt en ny blok 8 på H. C. Ørsted Værket. Blokken er en gasturbine med tilkobling af en ny afgaskedel med tilsatsbrænder. Blokken skal godkendes i henhold til Varmeforsyningsloven.

Etablering af blokken vil forøge forsyningssikkerheden for fjernvarme i det københavnske dampsystem og nedsætte driftsudgifterne til kraftvarmeproduktionen på  H. C. Ørsted Værket.

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Energi E2 har den 25. juni 2002 indsendt en ansøgning til Miljø- og Forsyningsforvaltningen om etablering af en ny blok 8 på H. C. Ørsted Værket (HCV). Den nye blok, der ansøges om, består af en gasturbine, som flyttes fra Næstved Kraftvarmeværk og tilkobles en ny afgaskedel med tilsatsbrænder. Blok 8 har en samlet maksimal fjernvarmeydelse på 94,7 MJ/s og en eleffekt på 24,3 MW. I dag har HCV en samlet effekt på 666 MJ/s fjernvarme og 107 MW el.

I henhold til Varmeforsyningsloven (Lov bkg. nr. 772 af 24. juli 2000) og den tilhørende bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (bkg. nr. 582 af 22. juni 2000) skal større ændringer i eksisterende anlæg til fjernvarmeforsyningen godkendes af kommunalbestyrelsen. Miljø- og Forsyningsudvalget betragtes i denne forbindelse som godkendende myndighed, idet projektet ikke har økonomiske konsekvenser for kommunen, og idet projektet ligger inden for den af Borgerrepræsentationen vedtagne varmeplan for København.

I forbindelse med opfølgning af den politiske biomasseaftale har en arbejdsgruppe med CTR, KE, VEKS, Energistyrelsen, Elkraft System og E2 konkluderet, at den nuværende el og varmekapacitet i København ikke kan reduceres i den nærmeste fremtid, og at forsyningssikkerheden for dampsystemet bygger på meget gamle produktionsværker.

Blokken indgår i en samlet plan for fornyelse af produktionsanlæggene i det storkøbenhavnske område, der er udarbejdet af en teknikergruppe med deltagelse af de københavnske varmeselskaber (CTR, VEKS og KE) og Energi E2.

Blokken vil være 100% gasfyret og fungere som grundlastanlæg ifm. produktion til det københavnske dampnet. Kedel 1 og 2  på HCV, der ikke anvendes længere, fjernes for at give plads til det nye anlæg.

Dampproduktionen fra HCV  vil herefter komme fra de nyeste anlæg: HCV 7 og HCV 8,  mens de gamle enheder på værket fremover kun skal bruges som spidslast. Projektforslaget indebærer en højere totalvirkningsgrad med øget varmeproduktion og elproduktion. Der sker samtidig en levetidsforlængelse for værkets gamle kedler, da de i fremtiden kun vil have få årlige driftstimer.

Energi E2 har 100% forsyningspligt med damp over for KE og KE har tilsvarende aftagepligt ift. elproduktionen.

Alternativet til opstilling af blok 8 vil være en fortsættelse af driften på HCV som det ser ud nu med en nødvendig renovering i 2008 til i alt ca.150 mio. kr. Anlægsinvesteringen for blok 8 er opgjort til ca. 133 mio. kr. Der er i projektforslaget gennemført beregninger af de to muligheder med de forudsætninger, som Energistyrelsen har opstillet. Beregningerne viser, at forslaget medfører en højere nutidsværdi for selskabet og en lavere samfundsøkonomisk omkostning målt i nutidsværdi.

Brugerøkonomisk medfører forslaget, at den samlede driftsøkonomi for dampsystemet forbedres og dermed giver plads til lavere varmepriser for forbrugerne.

Energi E2 søger om byggetilladelse til gasturbinebygningen hos Københavns Kommune. H. C. Ørsted Værket er omfattet af lokalplan 28, der er godkendt den 10. juni 1982. Der er indsendt en VVM-screening til HUR. VVM-screeningen har været offentliggjort i Vesterbrobladet den 15. maj 2002. Der var ingen indsigelser. Energi E2 søger endvidere om miljøgodkendelse af HCVs blok 8 hos Miljøkontrollen. Blokken forventes at kunne gå i kommerciel drift i november 2003.

 

ØKONOMI

Projektet har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

MILJØVURDERING

Energiforbruget er ca. 3% lavere i projektforslaget end i  det opstillede alternativ. Emissioner af NOx, SO2 og CO2 er lavere ved projektforslaget end i alternativet, når der tages hensyn til den merproduktion af el og varme, der er i projektforslaget. Således er NOx  emissionen 6% lavere,  og CO2 emissionen 3% lavere i projektforslaget. Der er ingen SO2 emission i projektforslaget, mens alternativet rummer en emission på 88 tons pr år (pga. at det antages, at mervarmeproduktionen i alternativet produceres på en oliefyret varmekedel).

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

HØRING

Projektet har været sendt i høring hos CTR og KE. CTR har svaret, at de kan tilslutte sig det tekniske indhold i projektforslaget og har mht. de økonomiske analyser ingen indsigt eller bemærkninger hertil. KE har svaret, at de kan tilslutte sig projektforslaget, der giver en forøget forsyningssikkerhed for dampsystemet. KE kan konstatere, at E2 i forslaget har  regnet med samme salgspris for damp som den nuværende. Men da forslaget giver en væsentlig forbedring af selskabsøkonomien for E2, forventer KE, at denne forbedring i forbindelse med kommende varmeprisforhandlinger vil komme varmekunderne til gode.  

 

BILAG

bilag 1. Høringssvar fra CTR

bilag 2. Høringssvar fra KE

Projektforslag for H.C. Ørsted Værket. Etablering af ny blok 8, juni 2002, Energi E2 vil være fremlagt på mødet

 

 

Peter Elsman

/Vibeke Østergaard

 


 


 [pj1]00097901DOC

 [pj2]00097902DOC

 [pj3]00097903DOC

Til top