Mødedato: 26.04.2004, kl. 14:30

Forskrift om køle- og ventilationsanlæg

Forskrift om køle- og ventilationsanlæg

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 26. april 2004

 

 

15.      Forskrift om køle- og ventilationsanlæg

 MFU 101/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkast til "Forskrift om miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af køle- og ventilationsanlæg i Københavns Kommune".

 

 

RESUME

Formålet med forskriften er at forebygge støjforurening fra køle- og ventilationsanlæg.

Forskriften vil medvirke til mere hensigtsmæssig placering og konstruktion af anlæg, således at borgere og ansatte i virksomheder oplever færre støjgener. Desuden vil forskriften medvirke til forenkling af sagsbehandlingen i forbindelse med tilsyn og håndhævelse, herunder en mere ensartet håndhævelse.

Forskriften er udarbejdet med udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj. Overholdelse af disse vil normalt betyde, at køle- og ventilationsanlæg ikke medfører støjgener i omgivelserne. 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkastet til forskriften.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Virksomhederne og borgerne stiller stadig større krav til bygningernes indeklima. Dette, sammenholdt med bygningslovgivningens skærpede krav til tvangsventilering af ejendomme, øger til stadighed behovet for nye og større køle- og ventilationsanlæg både i det københavnske nybyggeri samt i eksisterende ejendomme. Dette betyder samtidig, at støjbelastningen for både kommunens borgere og ansatte i firmaer vil være tiltagende.

Miljøkontrollen modtager hvert år et ikke uvæsentligt antal klager over køle- og ventilationsanlæg, som er placeret i både beboelses- og erhvervsejendomme. I 2003 behandlede Miljøkontrollen således ca. 40 klagesager om støj fra ventilationsanlæg mv.

Behandling af disse sager er tidskrævende, idet sagernes afhjælpning ofte skal baseres på påbud med hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven. Denne form for sagsbehandling er samtidig mindre gennemskuelig for sagernes involverede parter i forhold til regulering ved hjælp af en forskrift. Forskriftens enkle og overskuelige opbygning gør det nemmere at orientere sig om reglerne på området.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Den nye forskrift om køle- og ventilationsanlæg har til formål at forebygge støjgener gennem generelle miljøkrav til projektering, etablering og drift af nye køle- og ventilationsanlæg. Dette vil være en fordel for både naboer til køle- og ventilationsanlæg samt virksomheder, institutioner mv., som står over for at skulle etablere nye anlæg, idet forskriften vil kunne være med til at sikre, at fejlplacering af anlæg kan undgås allerede i projekterings- og etableringsfasen. Anlæg som potentielt vil være til stor gene for omgivelserne, og som det vil være bekosteligt at omplacere på et senere tidspunkt.

Den nye forskrift skal endvidere ses som Miljøkontrollens forsøg på forenkling af arbejdet med de klagesager, der drejer sig om støjgener fra køle- og ventilationsanlæg, dvs. fra den afhjælpende, ofte tidskrævende ulempesagsbehandling til en forebyggende indsats.

Ventilationsforskriften er udarbejdet med et overordnet udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj, som findes i vejledning nr. 5/84. Overholdelse af disse grænseværdier vil normalt være ensbetydende med at køle- og ventilationsanlæg ikke giver anledning til støjgener i omgivelserne. En række af forskriftens bestemmelser er desuden baseret på Miljøkontrollens mangeårige erfaringer med behandling af sager om støjgener fra køle- og ventilationsanlæg.

Forskriften omfatter alle former for nye samt bestående køle- og ventilationsanlæg der ændres væsentligt, herunder rumventilation fra boliger, virksomheder, institutioner mv., samt anlæg til varmegenindvinding, procesventilation og airconditionanlæg.  

 

Udkastet til forskrift for køle- og ventilationsanlæg samt bemærkninger til bestemmelserne i forskriften vedlægges som bilag.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkastet.

 

MILJØVURDERING

Forskriften har positive effekter på miljøet, idet den medvirker til forebyggelse af støj fra køle- og ventilationsanlæg.

 

ØKONOMI

Forskriften har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. For virksomheder medfører forskriften heller ikke økonomiske konsekvenser, idet bestemmelserne primært er af forebyggende karakter i forbindelse med etablering.

 

HØRING

Miljøkontrollen har gennemført såvel intern som ekstern høring. Internt hos Byggeri og Bolig, som ikke havde kommentarer til udkastet. Eksternt er der foretaget høring hos brancheorganisationerne tilknyttet køle- og ventilationsbranchen samt hos Miljøstyrelsen. En enkelt brancheorganisation har foreslået ændring af måleprocedurer i forbindelse med støjgrænserne i forskriften. Miljøkontrollen har taget udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj med tilknyttede måleprocedurer, som sædvanligvis anvendes i alle miljøsager om støj. Miljøstyrelsen har ikke kommenteret udkastet.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

BILAG

1.      Udkast til Forskrift om miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af køle- og ventilationsanlæg i Københavns Kommune.

2.      Bemærkninger til bestemmelserne i forskriften.

 

 

 

 

Peter Elsman

                                                                                      

                                                                                       Hjalte Aaberg

 


 


Til top