Grønt budget i Miljø- og Forsyningsforvaltningen
Grønt budget i Miljø- og Forsyningsforvaltningen
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 26. januar 2004
5. Grønt budget i Miljø- og Forsyningsforvaltningen
MFU 15/2004
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, til Miljø- og
Forsyningsudvalget,
at der udarbejdes Grønt Budget for Miljø- og Forsyningsforvaltningen for 2005.
RESUME
For at styrke
Københavns Kommunes miljøarbejde, give bedre overblik og for at lette
forvaltningernes arbejde med at fokusere på nogle af de ca. 150 miljømål og
-målsætninger, der er besluttet i Borgerrepræsentationen, foreslås det at
indføre et Grønt Budget.
I første omgang
udarbejdes, som et pilotprojekt et Grønt Budget, der dækker Miljø- og
Forsyningsforvaltningen for 2005.
Det grønne budget
udarbejdes og godkendes politisk sammen med det økonomiske budget og bør
beskrive, hvad Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil prioritere i det kommende
år indenfor forvaltningens område.
På baggrund af de
indhøstede erfaringer er det tanken, at forsøge at udbrede Grønt Budget til
alle fagudvalg.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I det følgende
beskrives Grønt Budget for hele Københavns Kommune. Det er hensigten i
forbindelse med Budget 2005, at gennemføre et pilotprojekt i Miljø- og Forsyningsforvaltningen,
for derefter at forsøge at udbrede Grønt Budget til alle fagudvalg.
Der er i Københavns
Kommune politisk besluttet ca. 150 miljømål og -målsætninger, gældende såvel
for Københavns Kommune som virksomhed og som område. I forbindelse med Agenda
21 planen vil nogle af disse mål blive revideret, og andre vil komme til.
De vigtigste er
besluttet gennem Dogme 2000 samarbejdet og i forskellige sektorplaner. Alle
forvaltninger i Københavns Kommune arbejder i dag med miljø i større eller mindre
omfang.
Resultaterne af
kommunens og borgernes indsats måles i dag i de to grønne regnskaber,
henholdsvis for udviklingen af miljøet i byen og for miljøudviklingen i virksomheden
Københavns Kommune. De to regnskaber måler på en lang række indikatorer, som
knytter sig til nogle mål eller målsætninger, som er politisk vedtaget.
Omfanget af miljømål
kan være med til at svække mulighederne for en målrettet og fælles indsats. Der
er behov for at styrke en fælles indsats på tværs af forvaltningerne og fremme
mulighederne for at integrere miljø og prioritere miljøindsatsen. Grønt Budget
er tænkt som et vigtigt led i denne proces.
Uddybning af
indstillingen
Grønt Budget og relationer til planer og
grønne regnskaber
Grønt Budget bør
beskrive, hvilket miljøarbejde, der vil blive prioriteret i det kommende år, og
miljøarbejdet kan her foregå i enkelte forvaltninger eller være tværgående projekter
i hele kommunen. Det bør blandt andet være på de områder, som er prioriteret i
Agenda 21 planen og de områder, som fremhæves i de grønne regnskaber og i
Dogmerevisionen. Derved sikrer man, at der sker en opfølgning på de områder,
hvor der kræves en særlig indsats, eller hvor man ønsker en indsats på tværs af
forvaltningerne.
Grønt Budget bliver
således et vigtigt led i den samlede miljøledelse for kommunen, som udgøres af
Dogme 2000. Dette kan anskueliggøres i nedenstående figur.
Endvidere er det er
tanken at lade Grønt Budget offentliggøre i det økonomiske budget for
Københavns Kommune. Det vil synliggøre sammenhængen, og det vil muliggøre en
koordineret proces. Grønt Budget bør beskrive de områder og målsætninger, som
forvaltningerne prioriterer det kommende år, og hvad man vil gøre for at leve
op til målsætningerne.
Endvidere vil det
grønne budget blive offentliggjort i det grønne regnskab for kommunen som
virksomhed sammen med de opnåede resultater for det foregående års grønne
budget.
Opstilling af Grønt Budget
Udarbejdelsen af
Grønt Budget foreslås at ske parallelt og sideløbende med udarbejdelsen af det
økonomiske budget. Den endelige politiske godkendelse af Grønt Budget sker
sammen med godkendelsen af det økonomiske budget.
Når udarbejdelsen af
Grønt Budget følger udarbejdelsen af det økonomiske budget, medfører dette, at
Grønt Budget bliver omfattet af en politisk behandling på budgetseminarer og
udvalgsbehandlinger med videre, før den endelige godkendelse i Økonomiudvalget
og Borgerrepræsentationen.
I det økonomiske
budget vil Grønt Budget blive afrapporteret i form af en beskrivelse af de
langsigtede mål og indsatsområdet, mens Grønt Budget i det grønne regnskab for
Københavns Kommune vil blive afrapporteret med et større detaljeringsniveau for
det planlagte miljøarbejde. Der er vedlagt to eksempler til grønne budgetmål
for Miljø- og Forsyningsforvaltningen og de to handlingsprogrammer, der er
knyttet hertil.
Der fokuseres på
effekten af det arbejde, der igangsættes. Endvidere vil det være muligt at
opstille mål for miljøbesparelser i forhold til økonomi og miljøbelastninger,
eksempelvis udledt mængde CO2 eller forbrugt volumen drikkevand.
I den enkelte
forvaltning sker der en indsamling og revision af data fra de institutioner/afdelinger,
der har været omfattet af miljøarbejdet. På baggrund af det indsamlede og
reviderede datamateriale er det muligt at vurdere og evaluere målopnåelsen for det
udmeldte miljømål på forvaltningsniveau.
Datamaterialet og de
tilhørende evalueringer vil blive afrapporteret til Borgerrepræsentationen og
kommunens borgere og virksomheder via de grønne regnskaber. Af hensyn til at
sikre et overblik over alt igangværende miljøarbejde skal der ske en afrapportering
på alle miljøhandlingsplaner, -mål og -målsætninger hvert år.
Den konkrete
afrapporteringsform og -måde må nærmere afklares i forbindelse med den
igangværende ændring af koncepterne for Københavns Kommunes Grønne Regnskab og
Københavnernes Grønne Regnskab.
Økonomi i forbindelse med opstilling af
miljømålsætninger og -mål
Grønt Budget
omhandler som beskrevet en prioritering af de miljømålsætninger og miljømål,
som er fastlagt via kommunes planarbejde, Dogme 2000 og øvrige miljømæssige
beslutninger. Ved at vælge at lade Grønt Budget udarbejde parallelt med det
økonomiske budget vil der være mulighed for en tættere kobling mellem de økonomiske
budgetter og miljøarbejdet.
Dette medfører ikke
nødvendigvis, at der skal afsættes økonomiske ressourcer til gennemførelse af
de opstillede miljømålsætninger, men der er mulighed for i det økonomiske
budget at afsætte økonomiske ressourcer til gennemførelsen af miljømålsætningerne
i forbindelse med vedtagelsen eller i forbindelse med en senere prioritering af
disse.
Eksempelvis er der
afsat puljer frem til og med 2005 til økologiske fødevarer og til og med 2004
til miljøledelse. De enkelte forvaltninger vil desuden for nogle områder skulle
afsætte økonomiske ressourcer til gennemførelse af de opstillede handlingsplaner,
som er udarbejdet på baggrund af de udmeldte miljømålsætninger og mål.
Tidsplan for indførelse af Grønt Budget for
Miljø- og Forsyningsforvaltningen
For at udvikle og
afprøve konceptet med Grønt Budget foreslås det, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen
udarbejder et Grønt Budget for 2005.
På baggrund af
erfaringerne med at opstille Grønt Budget for 2005 i Miljø- og Forsyningsforvaltningen
kan der iværksættes et arbejde sammen med de øvrige forvaltninger for at
udarbejde en model for Grønt Budget omfattende hele Københavns Kommune.
I forhold til
udarbejdelsen af Grønt Budget for Miljø- og Forsyningsforvaltningen for 2005
foreslås følgende tidsplan:
·
Der
udarbejdes i januar-februar 2004 et oplæg til langsigtede mål og indsatsområder
for Københavns Energi og Miljøkontrollen til behandling på Miljø- og
Forsyningsudvalgets budgetseminar primo marts 2004.
·
På
Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetseminar træffes beslutning om, hvilke
langsigtede mål og indsatsområder, der skal indgå i Grønt Budget.
·
De
prioriterede langsigtede mål og indsatsområder for Miljø- og Forsyningsforvaltningen
indgår i budgetbidraget, der fremsendes til Økonomiudvalget senest 3. maj 2004.
·
Budgetbidragene
for det økonomiske og Grønt Budget kører parallelt gennem den videre
budgetproces.
Medio 2004 vil
Miljø- og Forsyningsforvaltningen tage kontakt til de øvrige forvaltninger med
henblik på en forhandling om en fremtidig model for indkaldelse og opstilling
af Grønt Budget omfattende hele kommunen.
Denne model vil
blive forelagt for Miljø- og Forsyningsudvalget med forslag om at sagen sendes
i høring i forvaltningerne.
Eksempel på tidsplan for opstilling af Grønt
Budget på kommuneniveau
Tidsplanen for
opstilling af Grønt Budget følger tidsplanen for opstilling af det økonomiske
budget. I det følgende er et udkast til tidsplan for et Grønt Budget for hele Københavns
Kommune i 2006 vist.
I perioden oktober
2004 til februar 2005 opstilles forslag til langsigtede mål og indsatsområder
for forvaltningernes miljøarbejde.
I perioden februar
2005 til maj 2005 behandles forslagene til langsigtede mål og indsatsområder
politisk i fagudvalg og økonomiudvalg.
For de langsigtede
mål og indsatsområder der bliver godkendt i den politiske behandling, bliver
der i perioden maj til oktober 2005 udarbejdet handlingsplaner.
I oktober 2005
bliver Grønt Budget politisk behandlet i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
sammen med det økonomiske budget.
I forbindelse med
indsamlingen af data til Københavns Kommunes Grønne Regnskab indsamles der også
data for de langsigtede mål og indsatsområder til Grønt Budget, og resultatet
af indsats afrapporteres i det grønne regnskab.
MILJØVURDERING
Udarbejdelsen af
Grønt Budget vil ikke i sig selv medføre miljøforbedringer, men Grønt Budget er
et effektivt kommunikationsmiddel omkring de planlagte miljøtiltag, der ønskes
gennemført i Københavns Kommune.
Ud over at være et
effektivt kommunikationsmiddel vil Grønt Budget være et naturligt element i det
arbejde, der pågår med at indføre miljøledelse i Københavns Kommune. Det
skyldes, at afrapporteringen af Grønt Budget sammen med Københavns Kommunes
grønne regnskab vil kunne opfylde størstedelen af de krav, der vil være til en
EMAS-redegørelse, hvilket vil være en væsentlig støtte til en EMAS-registrering
af dele af eller hele kommunen.
ØKONOMI
Udarbejdelsen af Grønt Budget medfører ikke i
sig selv nye økonomiske forpligtelser.
HØRING
Ingen bemærkninger
ANDRE
KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger
BILAG
Bilag 1: To
eksempler på grønne budgetmål for Miljø- og Forsyningsforvaltningen
Bilag 2: Handlingsprogram for undersøgelse af
støj fra restauranter og handlingsprogram for omstilling til økologisk mad i
Københavns Kommune.