Mødedato: 26.01.2004, kl. 14:30

Godkendelse af forslag til ændringer i I/S Vestforbrændings vedtægt, herunder optagelse af nye interessentkommuner

Godkendelse af forslag til ændringer i I/S Vestforbrændings vedtægt, herunder optagelse af nye interessentkommuner

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 26. januar 2004

 

 

3.      Godkendelse af forslag til ændringer i I/S Vestforbrændings vedtægt, herunder optagelse af nye interessentkommuner

 MFU 13/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at godkende, at følgende kommuner optages som interessenter i I/S Vestforbrænding: Frederikssund, Helsinge, Hundested, Jægerspris, Skibby, Slangerup, Stenløse og Ølstykke med virkning fra 1. januar 2004,

at bekræfte tidligere godkendelse af 28. november 2002 af, at følgende kommuner optages som interessenter: Albertslund, Frederiksværk, Græsted-Gilleleje, Høje Tåstrup, Ishøj, Skævinge og Vallensbæk med virkning fra 1. januar 2003,

at godkende ændringer i I/S Vestforbrændings vedtægt § 2, § 10 stk. 12 f,  §12 nyt stk. 3 og § 20 stk. 2., og

at formanden for I/S Vestforbrændings bestyrelse og selskabets direktør bemyndiges til at ændre forslagets § 2 (Interessenter) i det omfang at forhandlingerne med de ny kommuner nødvendiggør dette.

 

 

RESUME


I/S Vestforbrænding har med skrivelse a f 19. december 2003 anmodet om godkendelse af optagelse af nye medlemmer i interessentskabet, samt forslag til andre ændringer i selskabets vedtægt. Da optagelsen også skal godkendes af kommunalbestyrelserne i ansøgerkommunerne, anmodes der om, at bestyrelsesformand og selskabets direktør får bemyndigelse til at ændre i § 2 i vedtægten, hvis resultatet af forhandlingerne nødvendiggør dette.

I/S Vestforbrændings bestyrelse godkendte den 23. oktober 2003 optagelse af 8 nye interessentkommuner, som har søgt om optagelse som interessenter. Det drejer sig om interessentkommunerne i det fælleskommunale affaldsselskab AFAV: Frederikssund, Helsinge, Hundested, Jægerspris, Slangerup, Stenløse og Ølstykke og om Skibby Kommune.

Borgerrepræsentationen godkendte den 28. november 2002 (BR 604/02) at følgende kommuner: Albertslund, Høje Tåstrup og Vallensbæk, Frederiksværk, Græsted-Gilleleje, Ishøj og Skævinge blev optaget i I/S Vestforbrænding. Borgerrepræsentationen godkendte endvidere nogle ændringer af vedtægten, herunder om opkrævning af visse gebyrer.

 

 

Ændringerne vedr. gebyrer kunne imidlertid ikke godkendes af alle kommuner og af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Da der endvidere kom ny anmodning om optagelse fra et antal kommuner, blev vedtægtsændringerne sat i bero og det oprindelige forslag trukket. Det betyder formelt, at godkendelsen af § 2 i det nye vedtægtsforslag også omfatter godkendelse af optagelse af de 3 VEGA-kommuner og 4 kontraktkommuner, som BR godkendte optagelsen af den 28. november 2002.

De øvrige ændringer i vedtægten drejer sig om § 10 stk.12 nyt litra f, hvorefter beslutninger om udnyttelse af forbrændingskapaciteten udover 500.000 ton om året kræver, at samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for. Et nyt stk. 3 i § 12 om tjenestemænd er en ændring, der er anbefalet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Optagelsen af nye medlemmer medfører, at I/S Vestforbrænding i alt har 29 interessentkommuner, som alle har et medlem af bestyrelsen. Det betyder, at Københavns Kommune ikke længere automatisk er sikret en plads i bestyrelsens arbejdsudvalg. Den forventede kommunalreform vil dog sandsynligvis medføre, at antallet af interessentkommuner i Vestforbrænding bliver mindre. Der er i bestyrelsen enighed om, at spørgsmålet om bestyrelsens størrelse, valg af arbejdsudvalg mv. igen skal drøftes, når konsekvenserne af kommunalreformen er kendt.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen godkendte den 28. november 2002, at følgende kommuner blev optaget i I/S Vestforbrænding med virkning fra 1. januar 2003: Albertslund, Høje Tåstrup, Vallensbæk, Frederikssund, Græsted-Gilleleje, Ishøj og Skævinge. I den forbindelse godkendte Borgerrepræsentationen endvidere ændringer af vedtægten, herunder om opkrævning af gebyrer for såkaldte "svigtlæs" (fx fejlsorterede læs).

5 af I/S Vestforbrændings interessentkommuner kunne imidlertid ikke godkende forslaget til vedtægt vedrørende gebyrer for "svigtlæs" ligesom Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte, at man formentlig ikke ville kunne godkende denne bestemmelse. Da man sideløbende med dette forløb havde modtaget en ansøgning fra AFAV-kommunerne om optagelse i I/S Vestforbrænding, blev vedtægtsændringerne midlertidigt sat i bero.

 

Uddybning af indstilling.

I/S Vestforbrændings bestyrelse godkendte den 23. oktober 2003 optagelse af de 8 nye interessentkommuner. Det drejer sig om interessentkommunerne i det fælleskommunale affaldsselskab AFAV: Frederikssund, Helsinge, Hundested, Jægerspris, Slangerup, Stenløse og Ølstykke samt om Skibby Kommune.

De nye ansøgerkommuner har ikke eget forbrændingsanlæg og får i dag brændt halvdelen af deres forbrændingsegnede affald på I/S Vestforbrænding (den anden halvdel brændes på KARA i Roskilde).

Det har været afgørende for kommunernes ansøgning om optagelse, at der er betydelige økonomiske fordele ved at være interessent i I/S Vestforbrænding frem for at være kontraktkommune. Som kontraktkommune skal man betale en kapacitetsafgift udover behandlingsprisen. Samtidig med at kapacitetsafgiften falder væk, opnår de nye kommuner en lang række fordele ved at blive interessenter i I/S Vestforbrænding, som f.eks. deltagelse i fælles ordninger og fælles udbud.

Det har været afgørende for bestyrelsen i I/S Vestforbrænding, at optagelsen af yderligere 8 interessenter med et samlet indbyggertal på omkring 100.000 dels ikke måtte betyde, at der skal brændes mere end 500.000 tons på anlægget i Glostrup og dels, at der også for Vestforbrændings kommuner er økonomiske fordele ved optagelse af de nye kommuner.

Med hensyn til udnyttelse af forbrændingskapaciteten er der i vedtægten foreslået et krav om, at en udnyttelse af kapaciteten udover 500.000 tons årligt forudsætter at samtlige bestyrelsesmedlemmer er enige (§ 10 stk. 12f). Denne bestemmelse har bestyrelsen foreslået indsat for dels at tilkendegive, at selskabet ikke skal vokse yderligere, dels for at sikre, at der bliver gjort en større indsats for at øge genbruget. Uden en sådan ekstra indsats, vil de forbrændingsegnede mængder inden for en årrække stige udover den maksimale grænse. I/S Vestforbrænding har vurderet, at der er et samlet potentiale på op mod 150.000 tons, som kan frasorteres den mængde affald der i dag føres til forbrænding, heraf 50 % til genanvendelse.

Det er af økonomisk betydning, at Vestforbrænding kan udnytte sin kapacitet på 500.000 tons, da det i modsat kan medføre en stigning i behandlingstaksterne. Derfor er det en fordel for Vestforbrænding, at AFAV-kommunerne valgte at indgå i samarbejde med Vestforbrænding frem for med andre anlæg. AFAV-kommunerne har samlet omkring ca. 35.000 ton affald til forbrænding årligt. De indtrædende kommuner skal endvidere samlet foretage et kapitalindskud på 63 mio. kr.

Optagelsen af nye medlemmer medfører, at I/S Vestforbrænding får i alt 29 interessentkommuner, som alle får et medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen vælger af sin midte et arbejdsudvalg, der bistår formanden i forberedelses af bestyrelsesmøder mv. Det har været væsentligt for Københavns Kommune, at man som den største interessent var sikret valg til arbejdsudvalget. Ved en ændring af vedtægterne 2001 (BR 369/01) blev der på Københavns Kommunes foranledning indsat bestemmelser som sikrede en bedre overensstemmelse med antal af delegerede på generalforsamlingen og interessenternes indbyggertal end hidtil, samt en bestemmelse om muligheden for indbringelse af sager for en ekstraordinær generalforsamling. Disse ændringer var en forudsætning for, at der i 2002 kunne indledes forhandlinger med AFAV-kommunerne og kontraktkommunerne.

Bestemmelserne har hidtil sikret, at Københavns Kommune fik valgt et medlem af arbejdsudvalget. For hvis man ikke fik valgt et medlem til arbejdsudvalget ved afstemningen i bestyrelsen, ville kommunen kunne indbringe valget for en ekstraordinær generalforsamling, hvor hver kommune har 1 delegeret pr. påbegyndt 20.000 indbyggere. Ved at anmelde sin egen valggruppe, ville kommunen med stor sandsynlighed kunne sikre sig en plads i arbejdsudvalget.

Med optagelse af nye interessenter, og dermed flere delegerede på generalforsamlingen, vil Københavns Kommunes mulighed for at sikre sig valg til arbejdsudvalget i en situation, hvor valget af arbejdsudvalg skal ske på en ekstraordinær generalforsamling, være mere afhængig af indgåelse af valgforbund end det er tilfældet i dag. Hidtil har Københavns Kommune dog fået valgt et medlem af arbejdsudvalget ved valget i bestyrelsen.

Imidlertid kan en kommende kommunalreform med kommunesammenlægninger få stor betydning for antallet af interessentkommuner i Vestforbrænding. Således har 20 af de 29 kommuner mindre end 30.000 indbyggere og 13 har mindre end 20.000 indbyggere. Der er i bestyrelsen enighed om, at spørgsmålet om bestyrelsens størrelse, valg af arbejdsudvalg mv. skal drøftes, når konsekvenserne af kommunalreformen er kendt. Københavns Kommune har efter optagelsen af nye interessenter 19,3 % af det samlede indbyggertal i Vestforbrændings opland. Københavns Kommune har derfor en særlig interesse i, at der er overensstemmelse mellem kommunens størrelse og dermed hæftelse i selskabet og kommunens indflydelse.

Ændringen i § 12, hvori der indsættes et nyt stk. 3 om tjenestemænds ansættelse i tilfælde af interessentskabets opløsning, er anbefalet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Forslaget til nye vedtægter, herunder optagelse af nye interessentkommuner, skal godkendes i samtlige deltagende kommuner – nuværende som kommende - og af tilsynsmyndighederne for at være gyldigt.

 

ØKONOMI

Kommunernes hæftelse er afhængig af interessentkommunernes indbyggertal i I/S Vestforbrænding. I dag hæfter Københavns Kommune med omkring 22 %. Efter optagelse af de seneste 8 kommuner vil hæftelsen efter 1. januar 2004 udgøre 19,3 %.

 

BILAG

I/S Vestforbrændings vedtægter med forslag til ændringer pr. 1. januar 2004.

 

 

 

Peter Elsman 

 

 / Jens Purup

 


 


Til top