Mødedato: 26.01.2004, kl. 14:30

Budgetanalyse om vagt og sikring

Budgetanalyse om vagt og sikring

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 26. januar 2004

 

 

11.      Budgetanalyse om vagt og sikring

 MFU 21/2004

INDSTILLING


Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte besvarelse af Økonomiudvalgets henvendelse om udgifter til vagt og sikring.

 

 

RESUME


I en budgetanalyse om kommunens brug af vagt- og sikringsydelser er det konstateret, at der er store forskelle på sikringsniveauet på kommunens institutioner. Ved at indføre et anbefalet sikringsniveau svarende til, at kommunens bygninger sikres med lås og tyverialarm, er der identificeret et betydeligt besparelsespotentiale.

Såfremt der ved nogle bygninger alligevel er behov for et højere sikringsniveau beder Økonomiudvalget de stående udvalg give en kort begrundelse herfor.

Miljø- og Forsyningsforvaltningens administrative bygninger, udover Rådhuset, er udelukkende sikret med lås og tyverialarm i overensstemmelse med anbefalingen.

På Kalvebod Miljøcenter har Miljøkontrollen i samarbejde med de øvrige selskaber på stedet indgået aftale om fast vagt. Dette sker for at sikre maskiner, der repræsenterer en stor værdi.

På en lang række forsyningsrelaterede bygninger har Københavns Energi valgt et højere sikringsniveau, blandt andet videoovervågning. Dette sker for at sikre forsyningssikkerheden og som følge af lovgivningskrav.

 


SAGSBESKRIVELSE

Økonomiudvalget besluttede 23. september 2003, at udvalgene skal indsende en redegørelse over sikringsniveauet på udvalgets bygninger.

Dette sker som opfølgning på en budgetanalyse om kommunens brug af vagt- og sikringsydelser. Analysen viste, at der var stor forskel på de valgte sikringsniveauer i kommunen. Analysen anbefalede, at kommunen fremover valgte et ensartet sikringsniveau svarende til lås og tyverialarm.

Økonomiforvaltningen har igangsat en undersøgelse, der mere præcist skal kortlægge sikringsniveauet på kommunens institutioner. Denne undersøgelse har været forsinket, og resultatet foreligger endnu ikke. Miljø- og Forsyningsforvaltningen ser velvilligt på og deltager i dette arbejde.

Endvidere beder Økonomiudvalget forvaltningerne redegøre for de enkelte institutioners sikringsniveau og begrunde, såfremt nogle institutioner fortsat har behov for et højere sikringsniveau.

 

Miljøkontrollen

På Kalvebod Brygge 45 er der installeret lås og tyverialarm i lighed med kommunens anbefalinger. Alle yderdøre er løst, også i dagtimerne, og adgang til bygning kan kun ske efter kontakt med receptionen gennem dørtelefon.

Miljøkontrollen prioriterer et højere sikringsniveau på Prøvestenen og Kalvebod Miljøcenter.

På Prøvestenen foretager Dansk Vagt og Hundetjeneste A/S runderingsvagt. På Kalvebod Miljøcenter har Miljøkontrollen i samarbejde med de øvrige selskaber på stedet fast vagt, der ligeledes udføres af Dansk Vagt og Hundetjeneste A/S.

Begrundelsen for det øgede sikringsniveau er den afsides beliggenhed og de meget store værdier af maskinerne på områderne. Kalvebod Miljøcenter har tidligere været plaget af en række tyverier.

 

Københavns Energi

Københavns Energis bygninger kan opdeles i to grupper – administrative ejendomme og forsyningsrelaterede anlæg.

Størsteparten af de administrative ejendomme har tyverialarm, hvor Falck Securitas er den største leverandør. På lagerpladser med kontorer er der opsat automatisk indbrudsalarm.

Formålet med sikring af denne type ejendomme er primært sikring mod tyveri, og Københavns Energi følger for de administrative bygninger anbefalingen fra Økonomiforvaltningens budgetanalyse af kommunens vagt- og sikringsudgifter.

 

Forsyningsrelaterede ejendomme

De fleste ejendomme og bygninger af denne type er ubemandede og indeholder forsyningsrelaterede anlæg. Disse vil i stor udstrækning ikke være attraktive for almindeligt brugstyveri, men kan være et mål for anden utilsigtet indtrængning. Behovet for at sikre forsyningsrelaterede bygninger er derfor ikke primært at hindre tyveri, men derimod at sikre forsyningen.

Forsyningssikkerheden indenfor Københavns Energis forsyningsområder samt opfyldelse af Miljøstyrelsens vejledning om planlægning af beredskab for vandforsyning, sikres gennem det projekt, der blev igangsat i efteråret 2002 med en kapitalbevilling på 28,0 mio. kr. til et overordnet adgangskontrol- og overvågningsanlæg på Købehavns Energis bygninger, værker og stationer (MFU 209/2002, BR 552/2002).

Københavns Energi udbygger derfor pt. sikkerhedsniveauet for produktionsrelaterede ejendomme inden for El-, varme-, afløb- og vandforsyning udover det anbefalede sikkerhedsniveau, dvs. lås og tyverialarm.

Projektet, der forventes afsluttet primo 2004, omfatter:

-        Opsætning af adgangskontrolanlæg baseret på kortlæser ved hovedadgangsdøre,

-        Automatisk indbrudsalarm, og

-        Videoovervågning af produktionsanlæg, hvor der er særlige behov. Eksempelvis hvor der er mulighed for at få adgang til fri vandoverflader i henhold til Miljøstyrelsens vejledning om planlægning af beredskab for vandforsyning.

 

Projektet omfatter følgende ejendomme:

Vandforsyningen:       Vandværker, kildepladser og adgang/dæksler til rentvandsbeholdere.

Afløb:                         Udvalgte pumpestationer med mulighed for senere at udbygge                                    overvågningen.

Varmeforsyningen:    Pumpe- og vekslerstationer med mulighed for senere at udbygge overvågningen til alle bygninger. På spidslastværkerne bibeholdes automatisk indbrudsalarm.

Elforsyningen:            Koblings- og transformerstationer.

Gas er ikke omfattet af ovenstående projekt. Der er opsat tyverialarm på ejendomme hvor der er kontorer, hvorimod gasforsyningens 17 gasregulatorstationer er uden tyverialarm.

På grund af sikring af forsyningssikkerheden og som følge af lovgivningskrav er det således nødvendigt med et højere sikringsniveau end anbefalet på en række af Københavns Energis ejendomme.

 

ØKONOMI

Miljøkontrollen skønner, at udgiften til det forhøjede sikringsniveau udgør ca. 200.000 kr. årligt.

Københavns Energi vurderer, at der årligt skal anvendes 140.000 kr. til service af adgangskontrolanlægget. Den årlige udgift til udrykning ved alarm er anslået til mellem 120.000 og 150.000 kr.

De nævnte udgifter afholdes på de takstfinansierede områder.

 

MILJØVURDERING

Ingen konsekvenser

 

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

 

BILAG

Udkast til besvarelse til Økonomiforvaltningen

 

 

 

Peter Elsman

/ Jens Balslev

 


 


Til top