Mødedato: 25.11.2002, kl. 15:00

Kapitalbevilling til undersøgelse og oprensning af forurenet jord på daginstitutioner og oprensning af forurenet grundvand

Kapitalbevilling til undersøgelse og oprensning af forurenet jord på daginstitutioner og oprensning af forurenet grundvand

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 25. november 2002

 

 

9.      Kapitalbevilling til undersøgelse og oprensning af forurenet jord på daginstitutioner og oprensning af forurenet grundvand

 MFU 253/2002

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives Miljøkontrollen en kapitalbevilling på 21,2 mio. kr. til oprensning af forurenet jord på 28 daginstitutioner og en offentlig legeplads, hvor jorden er forurenet med PAH'er, tungmetaller og/eller olieprodukter, og

at der gives en kapitalbevilling på 2 mio. kr. til undersøgelse af jordforureningen på 42 udflytterinstitutioner fra Københavns Kommune, og

at der gives en kapitalbevilling på 0,8 mio. kr. til oprensning af forurenet jord og grundvand på Svenskelejren 23 i Brønshøj, og

at der anvendes 1,2 mio. kr. til aflønning af tre medarbejdere, der skal gennemføre ovennævnte oprensninger, samt

at et eventuelt mindreforbrug anvendes til oprensning af forurenet jord på yderligere en eller flere daginstitutioner eller offentlige legepladser efter forudgående godkendelse i Miljø- og Forsyningsudvalget. 

 

 

RESUME[pj2] 

I budgettet for 2003 er der under Miljø- og Forsyningsudvalget afsat en bevilling på 35,122 mio. kr. til oprensning af forurenet jord, herunder til oprensning af forurenet overfladejord i forbindelse med daginstitutioner og offentlige legepladser.

Med denne indstilling indstiller Miljøkontrollen, at de 25,2 mio. kr. anvendes til oprensning af jordforurening på 28 legearealer ved daginstitutioner og en offentlig legeplads, samt oprensning af en jordforurening, der truer grundvandet. Desuden indstilles, at jordforureningen på 42 udflytterinstitutioner undersøges.

Resten af rådighedsbeløbet på kontoen planlægges anvendt til oprensning af en eller to punktkildeforureninger, som truer grundvandet, samt til oprensning af en eller flere institutioner eller offentlige legepladser. Miljø- og Forsyningsudvalget og Borgerrepræsentationen vil senere få forelagt en særskilt indstilling om kapitalbevilling hertil. 

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

Miljøkontrollen har i 2002 gennemført forureningsundersøgelser på 180 daginstitutioner – hovedsageligt fritidshjem. På baggrund af undersøgelsens resultater indstiller Miljøkontrollen, at der renses op på 28 daginstitutioner. På de pågældende institutioner er der registreret jordforurening over afskæringskriterierne. Desuden indstiller Miljøkontrollen, at der renses op på en offentlig legeplads på Gislingevej/Grevingevej. Legepladsen var indstillet til oprensning i 2002, men var udlejet til et nærliggende fritidshjem, der fik renoveret deres lokaler. Fritidshjemmet havde opstillet barakker på en stor del af legepladsens areal, hvilket gjorde det umuligt at oprense jordforureningen. De daginstitutioner og den offentlige legeplads, som Miljøkontrollen indstiller til oprensning i 2003, er angivet i bilag 1. De samlede omkostninger til oprensninger af daginstitutioner og den offentlige legeplads er budgetteret til 21,2 mio. kr. 

Miljøkontrollen foretager hvert år forureningsundersøgelser i henhold til Række-følgeplanen, der blev vedtaget i Miljø- og Forsyningsudvalget den 22. februar 1999. De københavnske udflytterinstitutioner er ikke medtaget i Rækkefølgeplanen.

Derfor undersøges i første omgang graden af forurening i forbindelse med udflytterinstitutionerne, idet spørgsmålet om hvem der i givet fald skal betale for oprensningen endnu ikke er afklaret. Forureningsundersøgelser af udflytterinstitutionerne kræver accept af grundejerne, idet Miljøkontrollen ikke er miljømyndighed i udflytteramtet.

Institutionerne er angivet i bilag 2. Gennemførelse af undersøgelsesprogrammet på udflytterinstitutionerne er skønnet til 2 mio. kr. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i 2001 undersøgt 11 udflytterinstitutioner, disse undersøges ikke igen.

På de daginstitutioner og den offentlige legeplads, som Miljøkontrollen indstiller til oprensning i 2003, vil oprensningen bestå i en afgravning af 0,5 meter jord fra alle de ubefæstede arealer. Efter afgravningen udlægges et signalnet og ny dokumenteret ren jord. Derefter retableres legearealerne til oprindelig stand med legeredskaber, rullegræs og beplantning, samt sand og faldgrus.

I forbindelse med oprensningen vil Miljøkontrollen få legepladserne gennemgået af en legepladskonsulent, der skal sikre, at de oprensninger Miljøkontrollen gennemfører ikke forringer legepladsens sikkerhed. 

Miljøkontrollen gennemførte ligeledes i 2002 forureningsundersøgelser i henhold til Grundvandsplan 2000, der blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. februar 2001. På Svenskelejren 23 i Brønshøj har Miljøkontrollen fundet en jord- og grundvandsforurening, hvor der tidligere har ligget et vaskeri og renseri. Der er konstateret forurening fra 3-8 meter under terræn. Jorden er forurenet med chlorerede opløsningsmidler i koncentrationsniveauer i poreluften på op til 270 mg/m3. Forureningen er beliggende i et lag af moræneler, og vil derfor være meget svær at rense op. For at forhindre at forureningen spreder sig, vil Miljøkontrollen etablere en ventilering af et sandlag 10-13 meter under terræn, for at forhindre, at en jordforurening med chlorerede opløsningsmidler spreder sig til grundvandet. Det er vurderet, at det er tilstrækkeligt med en passiv ventilering, det vil sige at forskelle i barometertryk fra jordoverfladen til 10 meter under terræn, kan skabe en udluftning af sandlaget, der er tilstrækkelig til at fjerne den jordforurening, der bevæger sig igennem laget af moræneler til sandlaget. Etablering af ventileringen forventes at beløbe sig til 775.000 kr.

Desuden indstiller Miljøkontrollen, at der i lighed med 2002 afsættes 1,2 mio. kr. til aflønning af tre medarbejdere til gennemførelse af oprensningerne.

Et eventuelt mindreforbrug efter udbuddet af ovennævnte oprensninger og undersøgelser foreslås anvendt til oprensning af forurenet jord på yderligere en eller flere institutioner eller offentlige legepladser. Forslag til anvendelsen vil blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget til godkendelse.

Resten af rådighedsbeløbet på kontoen planlægges anvendt til oprensning af en eller to punktkildeforureninger, som truer grundvandet, samt til oprensning af en eller flere institutioner eller offentlige legepladser. Miljø- og Forsyningsudvalget og Borgerrepræsentationen vil senere få forelagt en særskilt indstilling om kapitalbevilling hertil. 

 

MILJØVURDERING

Indstillingen forventes at have væsentlige miljømæssige konsekvenser på de nedenfor beskrevne områder.

Sundhed: Brugerne af daginstitutionernes legepladser og de offentlige legepladser, der oprenses, vil efter oprensningen kunne anvende legearealerne, dyrke jorden og spise afgrøderne uden restriktioner og sundhedsmæssig risiko fra jordforureningen. Desuden vil oprensningen af jordforureningen på Svenskelejren 23 være med til at sikre rent grundvand.

Støv og støj: Mens jordarbejderne pågår, vil der være et øget støjniveau og støvdannelse. Entreprenøren vil blive pålagt at sprinkle området i eventuelle tørre perioder for at undgå støvdannelse. Der vil desuden blive arbejdet med så støjsvage maskiner som muligt. Gældende støjkrav vil blive overholdt.

Jord: Der skal bortskaffes en del forurenet jord. Miljøkontrollen anviser den forurenede jord til rensning og/eller deponering i henhold til gældende praksis i Københavns Kommune.

Trafik: I anlægsfasen må der påregnes en del trafik med tunge lastbiler til og fra de lokaliteter der oprenses.

 

ØKONOMI

I bilag 1 er en liste over de institutioner og den offentlige legeplads, der foreslås oprenset i 2003. På bilaget kan desuden ses overslag over udgiften til oprensning af den enkelte institution.

Der anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2003 under det på kontonr. 0.45.81.3.04, "Oprensning af grunde", afsatte beløb.

Der er med denne indstilling disponeret i alt 25,2 mio. kr. I henhold til BR 476/2002 er der desuden disponeret 0,45 mio. kr. til færdiggørelse af projekter fra 2002. Det vil sige, at den resterende del af rådighedsbeløbet på kontoen herefter udgør 9,472 mio. kr.

 

HØRING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har kommenteret listen over de udvalgte daginstitutioner, der påregnes oprenset i 2003, med henblik på at sikre, at listen ikke omfatter institutioner, som skal lukkes eller ombygges i det kommende år.

Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park, har tilkendegivet, at den offentlige legeplads på Gislingevej/Grevingevej ikke påtænkes renoveret. Oprensningen kan således finde sted, uden at der skal koordineres med udmøntningen af puljerne til renovering af legepladser i 2003.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

BILAG

1:      Institutioner prioriteret til oprensning af forurenet jord i 2003

2:      Udflytterinstitutioner, der skal undersøges for jordforurening i 2003

 

 

 

 

Peter Elsman

                                                                 / Hjalte Aaberg


 


 [pj1]00108239DOC

 [pj2]00108240DOC

 [pj3]00108241DOC

Til top