Mødedato: 25.04.2005, kl. 14:30

Bevilling til kvartermiljøstation i Møllegade

Bevilling til kvartermiljøstation i Møllegade

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 25. april 2005

 

 

15.      Bevilling til kvartermiljøstation i Møllegade

 MFU 107/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at                  der gives en bevilling på 450.000 kr. som anlægstilskud til en kombineret mandskabs- og netværksbygning på den nye kvartermiljøstation i Møllegade. Der vil, under forudsætning af at Borgerrepræsentationen bevilger overførsel af mindreforbruget i 2004 på Miljøkontrollens ramme for det takstfinansierede område, anlægsbevilling (funktionsnr. 1.55.3 – genanvendelsesanlæg), kunne anvises kassemæssig dækning for beløbet i 2005 på samme funktion.

 

 

RESUME

For at kunne finde arealer til genbrugs-, nærgenbrugs- og kvartermiljøstationer skal borgerne blive mere positive overfor at have en station som nabo. Derfor arbejdes der for, at det æstetiske niveau bliver højnet mærkbart, og at især kvartermiljøstationerne integreres i lokalområdet.

På den kommende kvartermiljøstation i Møllegade skal den oprindeligt planlagte bygning have et kvalitetsløft, så den arkitektonisk passer ind i det øvrige byggeri i området og desuden have et lavt energi- og vandforbrug.  Samtidig skal bygningen rumme mødefaciliteter for bl.a. områdets grønne gårdmænd og de nødvendige mandskabsfaciliteter for kvartermiljøstationens ansatte.

Der foreslås anvendt 450.000 kr. fra Miljøkontrollens ramme for det takstfinansierede område, anlægsbevilling (funktionsnr. 1.55.3 – genanvendelsesanlæg) i form af et anlægstilskud til etablering af genbrugs-, nærgenbrugs- og kvartermiljøstationer, svarende til 53% af udgifterne ved opførelsen. Resten af udgifterne dækkes af R98 og et tilskud til Agenda 21 Center Indre Nørrebro bevilget af Bygge- og Teknikudvalget.

Der kan anvises kassemæssig dækning for bevillingen under forudsætning af, at Borgerrepræsentationen bevilger overførsel af uforbrugte anlægsmidler på funktionsnummer 1.55.3 - genanvendelsesanlæg fra 2004 til 2005, jf. bilag 5 under overførselssagen, som forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget på udvalgsmødet den 25. april 2005.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Kvartermiljøstationen i Møllegade, som er planlagt til at åbne i juni 2005, er blevet mulig på grundlag af kontakt mellem Agenda 21 Center Indre Nørrebro og Teknisk afdeling i De Gamles By. R98 har skrevet kontrakt med De Gamles By om vilkårene for benyttelsen af arealet. Der skal ikke betales leje, da De Gamles By som hidtil skal benytte pladsen til intern affaldshåndtering.

Agendacenteret har vist stor interesse i at etablere en kvartermiljøstation, da den kan have en central rolle i lokalområdets affaldshåndtering.

Kvartermiljøstationen skal ligge på De Gamles Bys materiale- og affaldsplads, der har den rette størrelse og beliggenhed. På samme matrikel ligger der nyere og ældre bygninger med institutioner, en række små nyttehaver me d ældre lysthuse og lidt på afstand ligger bygningerne, der rummer De Gamles By. Over for kvartermiljøstationen er der en beboelsesejendom, der har udsigt til pladsen.

Miljøkontrollen har indledt et tættere samarbejde med Økonomiforvaltningen, Plan & Arkitektur og Vej & Park om at finde egnede arealer til genbrugsstationer m.v., hvor Miljøkontrollen er blevet opmærksom på, at der bør gøres langt mere ved genbrugs-, nærgenbrugs og kvartermiljøstationernes æstetiske udtryk, som en del af arbejdet med at finde bredere opbakning til etablering af sådanne stationer.

Miljø- og Forsyningsudvalget blev på mødet den 24. januar 2005 orienteret om den fremtidige kvartermiljøstation i Møllegade. Kvartermiljøstationen bliver en af de to stationer, der ifølge Affaldsplan 2008 skal åbne i 2005.

 

Uddybning af indstillingen

Agenda 21 Center Indre Nørrebro har på Bygge- & Teknikudvalgets møde den 8. december 2004 fået bevilliget 250.000 kr. til en netværksbygning fra tilskudsdeklarationsmidlerne. Dette beløb vil Agenda 21 Centeret give som støtte til bygningen på kvartermiljøstationen i Møllegade, såfremt den kan bruges som samlingssted for lokale, der beskæftiger sig med affaldshåndtering og andet miljøarbejde. Det drejer sig først og fremmest om de grønne gårdmænd, som har brug for et mødelokale. På denne måde bliver kvartermiljøstationen yderligere integreret i lokalområdet, ved at der kan være flere aktiviteter på pladsen.

I R98´s budget 2005 for kvartermiljøstationer er der planlagt med, at de lovpligtige mandskabsfaciliteter, som toilet, bad, omklædningsrum m.m., skal opfyldes ved hjælp af en standard skurvogn, og selskabet har derfor kun afsat 150.000 kr. til dette formål. R98 vil således støtte bygningen med 150.000 kr., hvis den rummer de lovpligtige mandskabsfaciliteter. R98 vil stå for de løbende udgifter til bygningen (vand, varme, el og almindeligt vedligehold) og fastlægger i samarbejde med de øvrige brugere rammerne for benyttelsen af huset .

Miljøkontrollen har fået udarbejdet en skitse til en bygning, som æstetisk vil passe ind i områdets øvrige byggeri. Bygningen skal bygges efter retningslinierne for miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri. Miljøkontrollen har desuden lagt vægt på, at bygningen får et lavt forbrug af el, vand og varme, gennem opsamling af regnvand, særlig isolering, solindfald m.m..

Bygningen er budgetteret til at koste 17.000 kr. pr. m2 inklusiv alle byggeomkostninger ex. moms. En bygning på 50 m2 vil koste 850.000 kr., og Miljø og Forsyningsudvalget foreslås at dække de resterende 450.000 kr.

Når den endelige bygning skal projekteres, vil Bygge- og Teknikforvaltningen ved Nordre Byplankontor blive inddraget i arbejdet.

 

Konsekvenser for borgerne

Etableringen af kvartermiljøstationen i Møllegade betyder, at beboere og små erhverv i området vil få lettere ved at aflevere affald til genanvendelse.

 

ØKONOMI

Det er aftalt med R98, at  Københavns Kommune skal stå som ejer af bygningen. Bygningen optages i kommunens anlægskartotek under Miljøkontrollen, da den fortrinsvis er finansieret af det takstfinansierede område.

Bygningen er budgetteret til at koste 17.000 kr. pr. m2, hvilket svarer til 850.000 kr. for en 50 m2 stor bygning ex. moms.

R98                                                                                150.000 kr

Agenda 21Center Indre Nørrebro (Vej & Park)        250.000 kr

Miljø- og Forsyningsudvalget                                     450.000 kr

                                                                                       _________

I alt                                                                                 850.000 kr  

 

450.000 kr. overføres som anlægstilskud til R98, der er bygherre på kvartermiljøstationen.

Kassemæssig dækning kan anvises under forudsætning af, at der overføres ubrugte anlægsmidler på funktionsnummer 1.55.3 - genanvendelsesanlæg fra 2004 til 2005, jf. bilag 5 under overførelsessagen. Ejendomsskatten betales på funktionsnr. 1.55.1 –Drift.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af forvaltningens positivliste.

Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:

"At efterleve miljømæssigt bæredygtige retningslinier inden for bygge- og anlægsområdet".

Byggeriet vil efterleve retningslinierne i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri" både under byggefasen og i den efterfølgende drift af bygningerne. Byggeriet skal desuden leve op til målene i Dogme 2000 vedrørende varmeisolering af bygninger.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Teknisk afdeling i De Gamles By har udtalt et ønske om en regulær bygning på området.

Nordre Byplankontor har tilkendegivet, at man vil deltage i det kommende projekteringsarbejde.

R98 har bemærket, at ejerskabet til bygningen skal præciseres. Det er nu aftalt med R98, at bygningen bliver ejet af Københavns Kommune.

 

BILAG

 

Bilag 1:

Foreløbig skitse til bygningen og til placeringen på kvartermiljøstationen.

 

Bilag 2:

Brev af 13. december 2004 til Agenda 21 Center Nørrebro om bevilling på 250.000 kr. fra tilskudsdeklarationsmidlerne.

 

 

Hjalte Aaberg

                                                                 /                     Hans Lunde

 


 

Til top