Evaluering af miljøtrafikugen og bilfri dag 2001, samt forslag til miljøtrafikugen 2002
Evaluering af miljøtrafikugen og bilfri dag 2001, samt forslag til miljøtrafikugen 2002
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 25. februar 2002
12. Evaluering af miljøtrafikugen og bilfri dag 2001, samt forslag til miljøtrafikugen 2002
MFU 62/2002 J.nr. 44/2002
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at de 3 udvalg - på baggrund af erfaringerne med gennemførelsen af miljøtrafikugen i 2000 og 2001 og de 2 bilfri dage i 2001 - overfor Borgerrepræsentationen indstiller,
at evalueringen af miljøtrafikugen og bilfrie dage 2001 tages til efterretning,
at handleplan for afvikling af miljøtrafikugen 2002 godkendes,
at miljøtrafikugen 2002 arrangeres i et fællesskab mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen,
at der afsættes i alt 1,9 mio. kr. til gennemførelse af miljøtrafikugen 2002. Bygge- og Teknikforvaltningen dækker 1 mio. kr., Økonomiforvaltningen dækker 0,4 mio. kr. og Miljø- og Forsyningsforvaltningen dækker 0,5 mio. kr.,
at arrangementer, der indgår i den samlede aktivitetsliste for miljøtrafikugen, holdes afgiftsfri,
at opfordre de øvrige udvalg til at fremme initiativer, der understøtter intentionerne i miljøtrafikugen.
RESUME
I 2000 og 2001 har Miljøministeriet og Trafikministeriet opfordret de danske kommuner til at deltage i miljøtrafikugen - det danske bidrag til den europæiske trafikdag " In Town Without My Car".
Københavnerne køber flere og flere biler og der er en tendens til at mange bruger bilerne til korte ture. Den øgede bilpark i København gør fremkommeligheden i gaderne dårligere, og støjgenerne øges. Set i lyset af denne udvikling har formålet med miljøtrafikugen i København været at demonstrere og debattere, hvordan vi løser vores transportbehov under større hensyntagen til miljøet, byen og borgernes livskvalitet.
Københavns Kommune har deltaget i 2000 og 2001 med aktiviteter i miljøtrafikugen og for første gang i 2001 med to bilfri dage.
Evalueringen af miljøtrafikugen og de bilfri dage er positiv. Synlige aktiviteter med fokus på trafik og miljø skaber en god debat i kommunen. Og kampagnen om familiens transportvaner var ligeledes en succes, både i forhold til at debattere og afprøve nye transportvaner og i forhold til mediernes interesse.
Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har i fællesskab stået for afviklingen af miljøtrafikugen 2000 og 2001.
Det foreslås, at handleplanen for afviklingen af Miljøtrafikugen 2002 indeholder tre indsatsområder.
For det første, at vi igen med en kampagne sætter fokus på, hvordan vi transporterer os, og hvad der skal til, for at vi kan ændre transportvaner, samt afprøver alternative transportmuligheder. Debatten skal samtidig fungere som optakt til miljøtrafikugen.
For det andet, at der bygges videre på samarbejdet med lokale kræfter om at skabe en lokal debat i hele byen. I 2002 foreslås følgende temaer; sikre skoleveje, pladserne i byen, brugen af gaderummet og støj fra trafik.
For det tredie skal der fortsat gøres en stor indsats på informationssiden blandt andet via hjemmeside og aktivitetskalender. Der skal sikres en pressedækning af aktiviteterne i ugen.
Forvaltningerne anbefaler, at der ikke afholdes bilfri dag 2002. Det skyldes, at Danmark i forbindelse med EU- formandskabet er vært for ASEM 4 topmødet den 22. til 24. september 2002. Københavns Politi har på baggrund af et møde i Udenrigsministeriet anbefalet, at København - ud fra en overordnet sikkerhedsmæssigt synsvinkel- ikke afholder bilfri dag den 22. september 2002.
Der afsættes 1,9 mio. kr. til miljøtrafikugen 2002, og den gennemføres i et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Desuden foreslås at arrangementer, der indgår i den samlede aktivitetsliste for miljøtrafikugen, holdes afgiftsfri.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I 2000 og 2001 har Miljøministeriet og Trafikministeriet opfordret de danske kommuner til at deltage i miljøtrafikugen - det danske bidrag til den europæiske trafikdag " In Town Without My Car". København deltog i 2000 og 2001 med aktiviteter i miljøtrafikugen og i 2001 for første gang med to bilfri dage. I 2001 deltog mere end 1000 byer i Europa i arrangementet, - heraf ca. 70 i Danmark - og ligeledes deltog flere byer i resten af verden.
Erfaringerne fra de to første år har været overvejende positive set fra både kommunens, borgernes, de handlendes og de besøgenes side, og også i forhold til målene. Evalueringen af miljøtrafikugen 2001 beskrives i det følgende.
Evaluering af miljøtrafikugen og de bilfri dage 2001
Miljøtrafikugen og de bilfri dage 2001 blev gennemført i et samarbejde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Der blev gennemført:
- En kampagne om familiens transportvaner,
- Lokale aktiviteter i bydele,
- Skoleaktiviteter,
- Et åbningsarrangement
- To bilfri dage
- En formidlingsindsats
Bilag vedlagt om evaluering af miljøtrafikugen og de bilfri dage.
Som optakt til miljøtrafikugen blev kampagnen "Familiens transportvaner – kan vi lade bilen stå?" gennemført i ugen op til miljøtrafikugen. I kampagnen deltog 12 familier fra hovedstadsområdet. Kampagnen der blev formidlet via Københavns Radio, der hvervede kampagnedeltagere, bragte indslag om de deltagende familier og sikrede, at kampagnen kunne følges på deres hjemmeside. Derudover bragte bl.a. forskellige dagblade og TV2-Lorry indslag om familierne. Kampagnen var således med til at skabe opmærksomhed op til miljøtrafikugen og til at skabe debat om transportvaner.
HUR blev opfordret til at gennemføre regionale tiltag i forbindelse med miljøtrafikugen. HT og DSB-regionaltog deltog i miljøtrafikugen, men der blev ikke gennemført større regionale tiltag.
I forhold til de lokale aktiviteter blev der bygget videre på dialogmodellen fra miljøtrafikugen 2000. Der blev ydet økonomisk støtte til lokale aktiviteter, der understøttede miljøtrafikugens formål og havde et fremadrettet perspektiv. I 11 ud af 15 bydele blev der arrangeret lokale aktiviteter. Aktiviteterne var meget forskelligartede, men alle var de med til at skabe en lokal debat om trafik og miljø. Som eksempel på aktiviteter kan nævnes forsøgsvis etablering af cykelbaner på Enghavevej samt en midterhelle på Hillerødgade. Der blev i Valby arrangeret et debatmøde om delebiler, og på Indre Nørrebro blev der sat fokus på børnenes sikkerhed på vej til og fra skole.
Et evalueringsmøde med lokale grupper viste, at der generelt var tilfredshed med samarbejdsformen, og at grupperne gerne ville deltage igen. Erfaringerne fra de to afholdte miljøtrafikuger er, at samarbejdet med lokale kræfter om at skabe lokal debat og afprøve nye tiltag i byen har fungeret godt.
Skolevæsnet udarbejdede et idehæfte "Trafikflak" til alle skoler. Det skønnes at ca. 10 skoler har deltaget i aktiviteter i miljøtrafikugen.
Åbningen af Miljøtrafikugen fandt sted søndag den 16. september, og blev arrangeret i et samarbejde med Miljøtrafiksekretariatet under Trafikministeriet. Miljøtrafiksekretariatet stod for en koncert på Rådhuspladsen med Rollo og King. Københavns Kommune arrangerede et stjernecykelløb til Rådhuspladsen og lancerede i forbindelse med koncerten programmet for miljøtrafikugen i København. 4-5000 overværede koncerten. Cykelløbet havde mindre succes.
Den europæiske trafikdag " In Town Without my Car" blev i København markeret med to bilfri dage i Indre By og på Christianshavn. Disse to dage blev arrangeret som en del af miljøtrafikugen. De handlende fik mulighed for at holde åbent de to dage. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gav en særlig tilladelse hertil.
Formålet med de bilfri dage var at afholde en aktivitetsweekend for at demonstrere og debattere, hvordan byen evt. kan udnyttes bilfrit – med fokus på miljø, sundhed og livskvalitet.
Trafiktællinger viste, at trafikken i tidsrummet lørdag kl. 7.00 til søndag kl. 19.00 var reduceret med 80-90%. Uden for det bilfri område i brokvartererne var trafikken i samme tidsrum reduceret med 15 –25%.
De lokale aktiviteter i de bilfri dage blev arrangeret i samarbejde med lokale grupper. Samlet set vurderes det, at aktiviteter, der var synlige i gaderummet – udstillinger, kunstinstallationer, gadecafeer m.m. - havde større effekt end debatarrangementer. Det var indtrykket, at de mange folk i den bilfri by nød stilheden, og at det derfor ikke var nødvendigt med aktiviteter overalt i byen for at skabe en god oplevelse i byen. Der har været 4 klager over de bilfri dage efter arrangementets afslutning.
Yderligere blev der afholdt et offentligt debatmøde den 22. september, hvor familier, der havde deltaget i kampagnen, deltog sammen med politikere og andre interesserede. Debattemaet var familiens transportvaner. Hovedparten af de fremmødte til arrangementet var aktive i trafikdebatten.
Der har været en meget stor formidlingsindsats forbundet med afviklingen af miljøtrafikugen og de bilfri dage.
I kommunens fællesannonce i lokalbladene blev der bragt en artikel om Miljøtrafikugen og de bilfri dage, der blev indrykket helsides annoncer i lokalaviser, trykt plakater, programmer, oprettet hjemmeside, husstandsomdelt informationsbrev til beboere og handlende i de bilfri områder, opsat informationsstandere m.m. Desuden blev der oprettet en hotline, der kunne informere om retningslinier for de bilfri dage.
Omtalen i medierne har været meget stor: 128 artikler i dagblade og 62 indslag i radio og TV. Familiekampagnen og de bilfri dage fik mest medieomtale.
Samlet vurderes det at Miljøtrafikugen og de bilfri dage har været en succes - alle planlagte tiltag blev gennemført i miljøtrafikugen. Kampagnen om familiers transportvaner fungerede godt som optakt til miljøtrafikugen – medierne viste stor interesse, og kampagnen kan med fordel bredes ud, så flere deltager over en lidt længere periode. De bilfri dage vurderes at være en succes. Der var mange besøgende i det bilfri område, hvor der afholdtes mange forskellige arrangementer. Og medierne viste stor interesse.
Evalueringen viser endvidere, at synlige aktiviteter giver den største opmærksomhed og debat – eksempelvis udsmykkede skrotbiler på Kongens Nytorv og græskunst på kørebaner. Endelig er samarbejdet med lokale kræfter om at skabe lokal debat og afprøve nye tiltag i byen frugtbart. Det vurderes, at samarbejdet kan styrkes ved at arbejde med lokale projekter inden for to til fire temaer, der kan varieres fra år til år.
Forslag til afvikling af miljøtrafikugen i 2002
Erfaringerne fra miljøtrafikugen 2001 i København er positive, og en række gode erfaringer er indarbejdet i handlingsplanen for afvikling af miljøtrafikugen 2002. Projektgruppen foreslår følgende reviderede målsætning for miljøtrafikugen 2002.
Målsætning for miljøtrafikugen 2002
Det overordnede mål med miljøtrafikugen i København er at sætte fokus på udviklingen i trafikken i byen, samt fremme og synliggøre miljøvenlig trafikadfærd til gavn for dem der bor og færdes i byen.
Med henblik på at realisere den overordnede målsætning formuleres følgende delmål:
- At debattere, hvordan vi transporterer os, og hvad der skal til, for at vi kan ændre transportvaner. Derudover afprøves alternative transportmuligheder. Debatten skal samtidig fungere som optakt til miljøtrafikugen.
- At det lokalt debatteres, hvordan vi udnytter byens rum, og at nye muligheder afprøves – med fokus på sikre skoleveje, pladserne, brugen af gaderummet og støj fra trafik.
- At skabe en synlighed i medierne omkring de forskellige projekter i byen så som kampagner, bilfri dag og lokale aktiviteter. Der skal gøres en ekstra indsats for at sætte fokus på de lokale projekter, som ikke i sig selv tiltrækker mediernes opmærksomhed.
Delmålene udmøntes i tre indsatsområder med en række aktiviteter, som er beskrevet nedenfor.
Forvaltningerne anbefaler, at der ikke afholdes bilfri dag 2002. Det skyldes, at Danmark i forbindelse med EU- formandskabet er vært for ASEM 4 topmødet den 22. til 24. september 2002. Københavns Politi har på baggrund af et møde i Udenrigsministeriet anbefalet, at København - ud fra en overordnet sikkerhedsmæssigt synsvinkel - ikke afholder bilfri dag den 22. september 2002.
Det skal helst være en god oplevelse at være med i aktiviteterne i de bilfri områder. Med politiets forventninger om uro omkring den 22. september 2002 forventes afviklingen af en evt. bilfri dag ikke at kunne leve op til denne del af målsætningen.
Indsatsområder
I tråd med de ovenfor beskrevne delmål foreslås følgende indsatsområder for miljøtrafikugen i København 2002:
- Den daglige tur - tænk i nye vaner
- Byens rum - tænk i nye muligheder
- Formidlingsindsats
Den daglige tur – tænk i nye vaner
I miljøtrafikugen 2001 lykkedes det at skabe en tidlig opmærksomhed om ugen ved at afholde en kampagne med titlen "familiens transportvaner – kan vi lade bilen stå?". Det foreslås, at der bygges videre på de gode erfaringer i samarbejde med fx Københavns Radio samt de øvrige involverede parter i kampagnen 2001.
Endelig foreslås det, at der i lighed med 2001 rettes henvendelse til HUR for at opfordre til en regional indsats i forhold til transportvaner og trafikken mellem bolig og arbejdssted i Hovedstadsområdet.
Byens rum – tænk i nye muligheder
Erfaringerne fra de to afholdte miljøtrafikuger er, at samarbejdet mellem fx skoler, Sund By, grønne guider, lokalråd og andre lokale kræfter om at skabe en lokal debat i hele byen er en succes. Derfor foreslås det, at der bygges videre på denne dialogmodel, og at politikerne i Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge – og Teknikudvalget inviteres til at deltage i planlægningen af de lokale aktiviteter. Dog findes det hensigtsmæssigt at foretage en afgrænsning af aktiviteterne ved formulering af temaer, som kan variere år for år. Det foreslås, at der i miljøtrafikugen 2002 skabes lokale projekter inden for følgende temaer:
Tema - hvor der kan etableres fysiske foranstaltninger med fremadrettet perspektiv samt iværksættes aktiviteter og debat |
Tema - hvor der kan iværksættes aktiviteter og debat |
Sikre skoleveje |
Brugen af gaderummet – hvordan udnyttes vores gaderum? |
Pladserne i byen |
Støj fra trafik |
Formidlingsindsats
Der skal fortsat informeres om miljøtrafikugen via Københavns Kommunes hjemmeside. Formidlingen til københavnerne om lokale projekter skal prioriteres højt, og som de to foregående år udarbejdes en aktivitetskalender. Endelig skal der sikres en pressedækning af aktiviteterne i ugen.
Organisation
Miljøtrafikugen 2002 foreslås planlagt og gennemført i samarbejde mellem Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Der nedsættes en fælles styregruppe og projektgruppe, som skal koordinere de forskellige aktiviteter og sikre gennemførelsen af projektet.
Tidsplan for den politiske behandling af miljøtrafikugen 2002
Februar /marts |
Godkendelse af handlingsplan for afvikling af miljøtrafikugen i Miljø- og Forsyningsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget samt Økonomiudvalget |
Juni |
Er der lokale projekter med større trafikale konsekvenser forelægges disse Bygge- og Teknikudvalget |
Primo august |
Orientering af de forskellige udvalg om programmet for aktiviteter i miljøtrafikugen 2002 og udvalgenes mulighed for deltagelse heri |
Uge 38 |
Gennemførelse af miljøtrafikugen 2002 |
MILJØVURDERING
Formålet med miljøtrafikugen er at fremme miljøvenlig transportadfærd og sætte fokus på brugen af byens rum.
På længere sigt vil fremme af miljøvenlig transportadfærd have en positiv virkning på miljøet – luftforureningen og støjgener vil mindskes.
Kampagner og lokale aktiviteter giver på kort sigt deltagerne information om alternative transportmuligheder og oplevelser af en del af byen uden mange kørende biler.
Afvikling af de enkelte aktiviteter må formodes at give en kortvarig negativ miljøeffekt, da der forbruges ressourcer og produceres affald. Ligeledes kan der være midlertidige støjgener forbundet med enkelte aktiviteter fx hvis der spilles musik udendørs. De tre forvaltninger vil søge at minimere de negative effekter i videst mulig omfang. Dette vil blandt andet ske ved at stille krav til de eksterne samarbejdsparter, der tildeles økonomisk tilskud til de lokale projekter i byen.
ØKONOMI
I 2001 blev der i alt anvendt 3.7 mio. kr. til afvikling af miljøtrafikugen og de bilfri dage. Heraf er ca. 200.000 kr. dækket af midler fra sponsorer og støtte fra Trafikministeriet. Til afvikling af miljøtrafikugen 2002 afsættes 1.9 mio. kr. Beløbet afholdes som følger:
0,4 mio. kr. i Økonomiforvaltningen. Udgifterne dækkes af de ordinære driftmidler.
1,0 mio. kr. i Bygge- og Teknikforvaltningen. Beløbet er optaget på Vej og Parks investeringsplan og Bygge-Teknikforvaltningen vil senere fremsætte særskilt indstilling om kapitalbevilling.
0,5 mio. kr. i Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Beløbet kan afholdes indenfor udvalgets nuværende budgetramme.
Det foreslås, at styregruppen - i lighed med de to afviklede miljøtrafikuger - fordeler midlerne til de enkelte projekter i miljøtrafikugen 2002.
Større trafikomlægninger og gadelukninger vil, hvis de vurderes at have vidtrækkende trafikale konsekvenser, blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget.
Kommunen opfordrer til og støtter lokale arrangementer økonomisk, som falder inden for miljøtrafikugens formål. Nogle af disse arrangementer bliver normalt afkrævet en afgift af kommunen for råden over vejareal. Det vil sige, at en del af det økonomiske bidrag fra kommunen vil skulle gå til at betale afgift til kommunen, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. Derfor foreslås det, at de arrangementer, der er godkendt af forvaltningerne og indgår i den samlede aktivitetsliste over arrangementer med udgangspunkt i miljøtrafikugen, holdes afgiftsfri.
BILAG
1. Evaluering af miljøtrafikugen og de bilfri dage 2001
Jens Jacobsen Erik Jacobsen Peter Elsman