Københavns Kommunes deltagelse i Skævinge Vandsamarbejde
Københavns Kommunes deltagelse i Skævinge Vandsamarbejde
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 24. november 2003
6. Københavns Kommunes deltagelse i Skævinge Vandsamarbejde
MFU 255/2003
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
at Københavns Kommune v/ Københavns Energi sammen med Skævinge Kommune og private vandværker i Skævinge Kommune stifter "Skævinge Vandsamarbejde".
RESUME
"Skævinge Vandsamarbejde" vil være et praktisk vandsamarbejde bestående af Københavns Energi, Skævinge Kommune og private almene vandværker i Skævinge Kommune. Samarbejdet etableres som et interessentskab. Interessentskabet etableres i overensstemmelse med Vandforsyningslovens bestemmelser med henblik på samlet varetagelse og fordeling af udgifterne til kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som interessenterne indvinder eller i fremtiden forventes at indvinde fra. Interessentskabet kan også varetage andre aktiviteter, der har til formål at forebygge eller afhjælpe forsyningsproblemer forårsaget af kvaliteten af de nævnte vandressourcer. Bidraget fra Københavns Energi til etablering af vandsamarbejdet udgør 150.000 kroner, og bliver finansieret over den særlige Grundvandspulje.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I 1998 blev Vandforsyningsloven ændret, og der blev åbnet mulighed for at kommuner, kommunale vandforsyninger og private almene vandværker kan indgå i formelle samarbejder, jf. lovens § 52 b. Formålet med etablering af vandsamarbejder er, at alle vandforsyninger i et indvindingsopland eller anden geografisk enhed kan gå sammen om supplerende grundvandsbeskyttelse i området. Vandsamarbejder har endvidere mulighed for at varetage en række opgaver, som den enkelte vandforsyning ikke kan varetage.
Københavns Kommune deltager på nuværende tidspunkt i foreningen "Hovedstadsområdets Vandsamarbejde", interessentskabet "Vestegnens Vandsamarbejde", "I/S Grundvandspuljen Slangerup", "I/S Grundvandspuljen for Stenløse Kommune" og "I/S Grundvandssamarbejdet i Hillerød".
"Skævinge Vandsamarbejde"
På initiativ fra Skævinge-området har der siden efteråret 2002 været ført forhandlinger mellem Københavns Energi, Skævinge Kommune og Kontaktudvalget for vandværkerne i Skævinge Kommune om etablering af et vandsamarbejde.
Samarbejdet etableres med henblik på at koordinere grundvandsbeskyttelsen i Skævinge Kommune og foretage en samlet varetagelse af kortlægning, overvågning og beskyttelse af de vandressourcer, som interessenternes anlæg indvinder fra eller i fremtiden kan forventes at indvinde fra. Indsatsen skal ses som et supplement til den offentlige indsats og vil ske i tæt samarbejde med Frederiksborg Amt og Skævinge Kommune.
Københavns Energi har fire kildepladser, som delvis er beliggende i Skævinge Kommune, med en samlet indvinding på gennemsnitligt 3 mio. m3 vand årligt. Dette udgør omtrent 90 % af den samlede vandindvinding i kommunen. Ud over Skævinge Kommunes vandforsyning er der desuden 9 private vandværker, som leverer vand til områder indenfor kommunegrænsen.
Forslag til vedtægter for "Skævinge Vandsamarbejde"
På baggrund af drøftelser i den dertil nedsatte arbejdsgruppe er der nu fremsat vedlagte forslag om vedtægter for vandsamarbejdet. Samarbejdet vil blive etableret som et interessentskab, og vedtægterne følger i det væsentligste modellen for standardvedtægter i vejledningen fra Kommunernes Landsforening og Danske Vandværkers Forening samt vedtægter fra andre etablerede vandsamarbejder med deltagelse af Københavns Kommune.
Ved udformningen af vedtægterne er der lagt vægt på, at alle beslutninger træffes i enighed for at sikre alle interessenter direkte indflydelse på arbejdet. I beskrivelsen af interessentskabets formål henvises direkte til Vandforsyningslovens § 52 a og § 52 b. Det understreges at formålet skal opfyldes i tæt samarbejde med de relevante myndigheder.
Alle interessenter udpeger et medlem af repræsentantskabet, som er øverste myndighed. På grund af samarbejdets tekniske karakter vil der blive udpeget et medlem fra Københavns Energi til repræsentantskabet. Den daglige ledelse forestås af en styregruppe på 6 medlemmer bestående af 2 repræsentanter fra henholdsvis Københavns Energi, Skævinge Kommune og Kontaktudvalget for vandværkerne i Skævinge Kommune.
I løbet af december 2003 og februar- marts 2004 vil forslaget blive behandlet på de private vandværkers generalforsamlinger. Hovedparten af de private vandværkers bestyrelser har på forhånd meldt ud, at de er positive overfor at indgå i vandsamarbejdet. Skævinge Kommune har på et møde den 4. marts 2003 i Plan- og Forsynings udvalget tilsluttet sig en deltagelse i samarbejdet. Skævinge Byråd har på byrådsmødet den 7. oktober 2003 behandlet og godkendt, at Skævinge Kommune sammen med Københavns Energi og private vandværker i Skævinge Kommune stifter "Skævinge Vandsamarbejde".
ØKONOMI
Interessentskabets
kapitalgrundlag, består dels af et engangsindskud i forbindelse med
etableringen, dels af årlige driftsbidrag beregnet som forholdstal baseret på
de oppumpede vandmængder i Skævinge Kommune i det foregående år. Københavns
Energi indvinder hvert år ca. 3 mio. m3 vand i området, hvilket er
cirka 90 % af den samlede oppumpede
mængde i Skævinge Kommune på ca. 3,35 mio. m3 vand
Ved underskrivelse af vedtægten skal engangsindskuddet betales. Størrelsen er ikke endeligt fastsat endnu, men forventes at blive på 150.000 kroner for Københavns Energi.
Det årlige driftsbidrag for deltagelse i " Skævinge Vandsamarbejde" fastsættes af interessentskabets repræsentantskab i henhold til vedtægterne. De årlige bidrag skal indbetales i forhold til den samlede oppumpede vandmængde i Skævinge Kommune det foregående år. Bidraget fastsættes som et beløb pr. m3 oppumpet vand. Det er på nuværende tidspunkt aftalt, at bidraget pr. m3 oppumpet vand i Skævinge Kommune vil være 0,10 kroner i de første par år. Det betyder, at det samlede driftsbidrag vil udgøre ca. 330.000 kroner pr. år, og Københavns Energis bidrag vil udgøre ca. 300.000 kroner pr. år.
Bidraget vil blive finansieret over Grundvandspuljen under konto 1.40.1, Vandforsyning, som administreres af Københavns Energi.
Grundvandspuljen blev etableret i forbindelse med budget 1999 for Københavns Kommune. Puljens formål er at finansiere supplerende beskyttelsestiltag til sikring af grundvandet. Samtidig finansierer puljen de årlige udgifter til det amtslige gebyr på retten til at indvinde grundvand. Puljens midler fremkommer ved opkrævning af et beløb pr. m3 leveret vand. I 2003 opkræves der 0,5 kroner pr. m3 leveret vand til Københavns Energis kunder, herunder vand leveret til andre kommuner. Den samlede indtægt i Grundvandspuljen i 2003 er budgetteret til ca. 30 millioner kroner.
MILJØVURDERING
Grundvandssamarbejdet vil aktivt sætte fokus på grundvandsbeskyttelsen i området, og vil være et væsentligt supplement til den amtslige indsats for sikring af fremtidens grundvandsressourcer. Den forebyggende indsats samt principperne omkring bæredygtig vandindvinding udgør væsentlige elementer for samarbejdet.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen andre konsekvenser.
HØRING
Ingen høring.
BILAG
Bilag 1: Forslag til vedtægter for "Skævinge Vandsamarbejde"
Bilag 2: Kort over Skævinge Kommune med Attemose, Havelse, Strø og Æbelholt kildepladser.
Peter Elsman
/ Niels Juul Jensen