Kapitalbevilling til renovering af Ramsø kildeplads ved Lejre Vandværk
Kapitalbevilling til renovering af Ramsø kildeplads ved Lejre Vandværk
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 24. november 2003
5. Kapitalbevilling til renovering af Ramsø kildeplads ved Lejre Vandværk
MFU 254/2003
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives Københavns Energi en anlægsbevilling på 28 mio. kr. til modernisering af Ramsø kildeplads og modernisering af rørføringen fra kildepladsen til værket ved Lejre. Der anvises kassemæssig dækning på rådighedsbeløbet 1.04.3 Vandforsyning.
RESUME
Ramsø kildeplads er anlagt i sin nuværende form i 1937 og trænger til renovering.
Kildepladsens indvindingssystem, der i dag består af et hævertanlæg, planlægges udskiftet til et indvindingsanlæg, der baserer sig på dykkede pumper i nye boringer.
Vandindvindingsrammen for årlig indvinding af råvand på stedet er fastsat af Roskilde Amt til 1,4 mio. m3/år. I forbindelse med omlægningen af indvindingsanlægget flyttes indvindingsboringerne væk fra naturfølsomme områder, og vandindvindingsrammen søges øget til 2,0 mio. m3/år.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Ramsø Kildeplads ligger ca. 3 km fra
Lejre Vandværk, og har en længde på 4 km. Kildepladsen består i dag af boringer
og vandindvindingsanlæg som er tjenlige til udskiftning.
Det nuværende indvindingsanlæg består af 35 boringer, med traditionel foring med støbejernsrør, tilsluttet hævert. Ved hjælp af vakuumanlæg indvindes råvandet, via tre vakuumpumpestationer til Lejre Vandværk. Den aktuelle indvinding af vand fra kildepladsen er 1,4 mio. m3/år.
Det omfattende
renoveringsarbejde vil nødvendiggøre, at der skal søges en ny indvindingstilladelse
hos Roskilde Amt med det mål at sikre indvindingsretten i de næste 30 år. Den nuværende
indvindingstilladelse udløber i 2010. Ultimo 2003 ansøges Roskilde Amt om
etablering af tre undersøgelsesboringer. Amtets tilladelse til udførelse
af undersøgelsesboringerne forventes
primo 2004. På baggrund af undersøgelsesboringerne søges om tilladelse til etablering af indvindingsboringer, og en
30-årig indvindingstilladelse. Projektet er betinget af indvindingstilladelsen.
Renoveringsprojektet
Det ældre ledningsanlæg på kildepladsen har mange steder vist sig at være præget af korrosion og trænger til en fornyelse. Fornyelsen foreslås i form af re-lining, hvor nye plastrør (PE-rør) trækkes gennem de eksisterende ledninger.
De gamle boringer er for en stor dels vedkommende i meget ringe stand, hvilket medfører, at ydelserne på de enkelte boringer er faldende. Dette bevirker at der i dag kun er ca. 20 boringer i drift med varierende ydeevne. Ydelserne på de enkelte boringer søges øget ved at etablere erstatningsboringer, placeret på udvalgte steder. De nye boringer vil blive placeret væk fra naturfølsomme områder (Langvad Å, Akselmose og Elleenge) i overensstemmelse med Roskilde Amt's ønsker. Den første af de nye planlagte boringer vil blive en såkaldt dyb boring (ca. 100 m dyb) for en bedre kortlægning af jord- og vandlagsforhold i undergrunden. Hver ny boring (dybde ca. 30 m) forsynes med en dykket pumpe, passende for indvindingen og boringen forsynes med et overjordisk brøndhus med rør- og ventilarrangement m.m. Det forventes at etablere 12 boringer afhængig af ydeevnen.
For at sikre en lang levetid af den bestående ledning fra kildepladsen, planlægges rørføringen ind til Lejre Vandværk at blive relinet med en moderne PE-rørløsning.
De pumpe-tekniske installationer på værket nedtages, og erstattes ikke. El-installationer i brøndhuse udføres som moderne el-anlæg. Hver dykket pumpe forsynes med frekvensregulering for at indvindingen i hver boring kan tilpasses bæredygtig indvinding. KE har benyttet denne teknologi ved tidligere renoveringer de sidste 10 år. Entreprenørarbejder vil blive udbudt i licitation. Projekteringen vil blive udført ved egne teknikere og ekstern rådgiver.
Miljøvurdering
Arbejdet i forbindelse med moderniseringen vurderes at have følgende miljømæssige konsekvenser:
Affald: Skrottede betondele med armeringsjern,
Stål-, støbejerns rør- og maskindele mv.,
Eventuel sand/støv fra sandblæsning og skærestøv (diamant-skæring).
Affald vil blive bortskaffet i henhold til gældende kommunale regler.
Luftforurening: Støv fra eventuel skæring og sandblæsning.
Støj: Støj fra eventuel sandblæsning, støj fra skæring og det øvrige moderniseringsarbejde.
Vand: I forbindelse med opstart af det nye anlæg i indkøringsfasen vil der forekomme et vist vand- og skyllevandtab.
Andet: Visuel ændring i landskabet i form af de tilpassede pumpehuse.
Moderniseringen af anlægget har følgende miljømæssige fordele:
Genbrug: Genbrug af kabelforbindelser.
Støj: Samme lave støjemission som i dag (ingen).
Energi: Ingen nævneværdig forøgelse af energiforbruget.
Bæredygtighed: Hver pumpe i indvindingsområdet kan justeres til bæredygtig indvinding.
Natur: En omplacering af boringerne vil kunne skabe bedre forhold for dyre- og planteliv i Langvad Å, Akselmose og Elleenge.
Andet: Det nye anlæg vil være væsentligt mindre sårbart over for bakteriel indtrængning i vandfasen (utætheder) grundet trykbærende rørsystem (trykpumper).
Samlet miljøvurdering
Samlet vurderes det, at der med det beskrevne vil være truffet tilstrækkelige
foranstaltninger til forebyggelse af genevirkninger og til sikring af
miljøet i byggefasen.
Økonomi
Det nye anlæg forventes at kunne give driftsmæssige besparelser i form af færre driftsforstyrrelser på grund af et nyt tæt trykbærende ledningsnet, der i modsætning til det vakuumbærende hævertsystem ikke er modtagelig for indtrængende forurening.
Den samlede udgift baseret på prisniveau aug. 2003 (tilbud m.m.) er anslået til:
Grave- og byggearbejder 4,0 mio. kr.
Boring af 12 boringer, heraf en dyb boring, foring og klargøring: 4,0 mio. kr.
Renovering af rør, ventiler, opsætning af brøndhuse m.m. 4,0 mio. kr.
Relining af eksisterende rør 8,0 mio. kr.
El-installationer og SRO 2,5 mio. kr.
Projektering og tilsyn ved ekstern rådgiver 1,5 mio. kr.
Uforudsete udgifter 4,0
mio. kr.
Samlet projekt: 28,0 mio. kr.
I 2004 påregnes afholdt udgifter for ca. 10 mio. kr. og i årene 2005 og 2006 påregnes afholdt udgifter for henholdsvis 10 mio. kr. og 8 mio. kr.
Kassemæssig dækning for beløbet i 2004 kan anvises på Københavns Energis investeringsplan for 2004 under rådighedsbeløbet på konto 01.22.04.37 Modernisering af indvindings- og behandlingsanlæg, idet der er opstået forsinkelser på tidligere godkendte projekter.
På bevillingen "K 03-102, Renoveringsarbejder på vandværkerne" (MFU 104/2003) sker der således udskydelse af en udgift på 4,0 mio. kr. til 2005 på grund af omdisponering af ressourcer. På bevillingen "K 00-107, Renovering af efterfiltre på vandværker" (MFU 186/2000 og MFU 199/2002) er det nødvendigt at udskyde en udgift på 6,0 mio. kr. til 2005 på grund af problemer med en tilladelse til opførelse af en genbrugsbeholder for filterskyllevand.
For 2005 og 2006 vil udgiften til sin tid blive søgt indarbejdet i budgetforslaget på samme konto.
Høring
Ingen
BILAG VEDLAGT
Ingen.
Peter Elsman Niels Juul Jensen